Debat

05.06.22

Der er noget galt, når et folk afvikler sig selv

Henrik B. Dynesen: Hvorfor gider danskerne og mange andre folkeslag ikke længere at få børn nok til at reproducere sig selv? Der er noget dysfunktionelt over denne befolkningsimplosion, så lad os se nærmere på problemet, og hvad vi potentielt kan gøre for at løse problemet.
Illustration: Adobe Stock
Illustration: Adobe Stock

I velfærdsstaten Danmark fødes der ikke nok børn. Det er ikke nogen hemmelighed, alle ved det. Det er heller ikke et problem, vi står alene med. Gyserartikler om fertilitetstallene i Tyskland, Italien, Japan og Kina kommer i en stadig jævn strøm. Tilsyneladende orker eller magter vi bare ikke at få nok eller nogen børn. Moderne økonomier og stater synes på en eller anden måde dysfunktionelle, når de uafladeligt fører til, at befolkningerne afvikler sig selv. Der er noget råddent i værdierne. Eller mindre dramatisk udtrykt, noget synes galt.  

Mange forgæves forsøg er gjort på at vende, hvad der længe blev håbet var en transitionsfase. Men nu accepteres det af demografer, økonomer og politikere at være den nye normal, som vi må leve med konsekvenserne af. Det er en besynderlig og – særligt hvis man synes, livet er den højeste værdi – uholdbar holdning, der kalder på en forklaring. Finder vi den, kan vi måske også komme med en løsning.

Længe har vi egentlig frygtet befolkningseksplosionen og ikke befolkningsimplosionen. I min barndoms Zoologisk Have viste et elektronisk display med kæmpetal Jordens befolkning, der spurtede mod den næste milliard, hvert sekund flere og flere. Implikationen var klar, den ukontrollerede befolkningsvækst var dyrenes undergang. En knude af frygt og magtesløs vrede knyttede sig hårdt i maven om den nys spiste københavnerstang. 

Kulturens verden har også længe vævet profitable fortællinger med frygten for overbefolkning som ledemotiv. I Avengers: Infinity Wars (2018) kæmpede Marvel-superheltene mod superskurken Thanos, der ville halvere ikke bare Jordens, men hele universets befolkning. Det lykkedes han med. Filmens præmis – dræb halvdelen af alt liv i universet for at genoprette harmonien – var tilsyneladende ikke et problem for verdens biografgængere. 

Men havde Thanos og biografgængerne forstået eksponentiel vækst, så havde de vidst, at halveringen af universets befolkning var en stakket frist. Følelserne af sorg og tab i filmens tragiske slutning, hvor Thanos selvtilfreds skuer ud over et smukt naturlandskab, hvor larmen fra en overflod af liv endelig er ophørt, havde da nok blandet sig med følelser af vrede og tyk ironi over en snotdum og matematiksvag superskurk, hvis løsning på overbefolkningsproblemet var en hest, der overhovedet ikke burde have stillet til start. Men i stedet blev memet ”Thanos did nothing wrong” populært.

Som tegneseriefigur opstod Thanos i 1973. Det år så også den nådigt glemte film Soylent Green, hvor handlingen udspiller sig i 2022. Filmens forudsigelse var, at i år skulle Jorden være henfaldet til et dystopisk mareridt. Klimaforandringer, døde verdenshave, overbefolkning og eutanasi skulle være dagens orden. Supermarkedshylderne skulle ikke bugne af sukker, proteiner og fedt i en million forskellige indpakninger, verden skulle ikke være hjemsøgt af en global fedmeepidemi. Nej, i filmen tilbyder den onde kapitalisme kun madproduktet Soylent Green til den overbefolkede jords sultende masser. At Soylent Greens hovedingrediens er menneskekød, er den mørke og ubærlige hemmelighed, som afdækkes i filmen. 

Datidens film- og tegneserieskabere var formentlig skræmt og inspireret af bedstsælgende dommedagstitler som Paul Ehrlichs The Population Bomb (1968) og Limits to Growth (1972). Den første titel forudså verdenshungernød i 70’erne og 80’erne, den anden forkyndte, at enten befolkningsvæksten eller civilisationen måtte ende.

Den type tænkning er så gammel som moderniteten selv. Vi kalder den for malthusiansk efter demografen og økonomen Thomas Malthus, der allerede i 1798 skrev, at befolkningen vokser eksponentielt, mens fødevareforsyningen blot vokser lineært. Argumentets logik er som sådan formfuldendt, men virkeligheden har heldigvis vist sig at udvikle sig med mindre matematisk præcision.

Så frygten for befolkningseksplosionen har længe været en mediekending, mens mediestøj om befolkningsimplosionen som truende realitet er af nyere dato. 

Ét medieblip kunne man høre for nyligt mod slutningen i et TED-interview med Elon Musk. Intervieweren Chris Anderson, chef for TED, konstaterede først smilende, at Musk er far til syv børn, hvorpå Musk svarede: 

“Jeg prøver at sætte et godt eksempel, fordi fødselsraten er så lav nu, at vi må se et civilisationskollaps i øjnene, medmindre den vender tilbage til et holdbart niveau.”

Anderson: ”Ja – du har talt meget om, at afbefolkningen er et stort problem. Og at folk ikke forstår det.”

Musk: ”Ja – befolkningskollaps! Det er den største trussel mod menneskeheden som civilisation. Det er, hvad der foregår lige nu.”

Det blev vel tungt for Anderson, der nok ønskede sig en lysere udgang på sit timelange interview, så han borede ikke videre, men spurgte i stedet: ”Hvad driver dig fra dag til dag?”

Et andet blip hørtes i podcasteren Chris Williamsons Modern Wisdom, som Jordan Peterson gæstede. De dvælede gerne lidt længere ved befolkningskollapset. Peterson tegnede et mørkt billede. Når kvinder bliver bedre uddannede, så holder de op med at få børn. Verden kommer til at løbe tør for unge mennesker, konstaterede han dystert, inden han skruede op for sit varemærke: den dramatiske, eksistenspsykologiske analyse. Miljø- og venstreorienterede universitetsfolk lider under et dybt eksistentielt selvhad og skam, lod han forstå. De lider under rædslen over den menneskelige lidelse, uretfærdighed og tragik, hvorfor metaforer som menneskeheden som en virus eller en kræftsvulst på planeten, udskamning af kvinder, der får børn, og opfordringer til overhovedet ikke at få børn forekommer dem passende, etiske og dydige. Men i Petersons optik er deres position mefistofelisk, dybt uetisk og et udtryk for en folkedrabstænkning.

Et tredje medieblip beretter Douglas Murray om i sin nye bog The War on The West (2022). I august 2021 fortalte Tonight Show-værten Jimmy Fallon sit publikum, at for første gang gik den hvide befolkning tilbage i USA. Publikums reaktion? De hujede begejstret! Nu hujer amerikansk studiepublikum som på kommando af både ubegavede ligegyldigheder og det vitterligt vittige, men deres begejstrede brøl syntes dog her at være autentisk. I al fald lægger Jimmy Fallons ellers altid muntre og glatte ansigt sig et splitsekund i en dybt foruroliget mine. Publikums reaktion kunne fungere som anekdotisk evidens for, at der er noget om Petersons tanker om eksistentielt selvhad. Amerikansk selvhad mod hvide vel at mærke, for publikums reaktion havde næppe været den samme, om han havde fortalt, at for første gang er antallet af sorte, antallet af latinoer, antallet af asiater faldet. Et begejstret brøl havde da lydt ubehageligt racistisk.

Også i år vil Jimmy Fallon kunne fortælle et hujende publikum, at antallet af hvide faldt. Det vil han kunne gøre i de næste mange årtier, hvor boomerne stiller træskoene. Eftersom de ikke fik så mange børn, er den demografiske konklusion allerede skrevet. Der vil blive færre hvide i USA, ikke bare som andel, men i absolutte tal.

Nu skal denne artikel ikke lægge an til at kaste sig ud i teorien om The Great Replacement. Stort set alle etniciteter verden over føder også selvudslettende færre børn. Var det ikke for immigrationen, ville historien i USA være den samme for alle etniciteter. Det kan godt være, at immigranter kommer til Vesten for et bedre og sikrere liv i større velstand, men fra et genetisk standpunkt, kunne de – efter melodien ”Se Venedig og dø” – passende synge ”Rejs til Vesten og dø.”

I bogen Empty Planet – The Shock of Global Population Decline (2019) optegner to canadiske demografer, Darrel Bricker og John Ibbitson, verdens demografiske tilstand. Overalt i verden er fertilitetstallene enten for længst faldet under ligevægtsfertiliteten på 2,1, eller også er de i frit fald. At tallene er lave i rige og industrialiserede lande i Vesten og Asien er en gammel nyhed, men for nogle vil det måske komme som en overraskelse, at det også gælder for mindre udviklede lande og økonomier. 

Bricker og Ibbitson var for eksempel overraskede over, at i Brasilien, hvor en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, får kvinderne i storbyernes favelaer heller ikke mange børn. Abort er forbudt i Brasilien, men det er kejsersnit til gengæld ikke, hvorfor der er forbløffende mange fødsler ved kejsersnit på statens regning, mens moderen så selv betaler for at få ”lukket fabrikken” i samme anledning ved at få snøret æggelederne af. Både rige og fattige kvinder i Brasilien ender med at få lige så få børn, som der er i de populære telenovelas. Fødselstallet er 1,7.

I Indien må fødselstallet da være højt, når to tredjedele af befolkningen fortsat bor på landet, pigerne bliver giftet væk unge og får børn tidligt, kun 4 procent af kvinderne tager p-piller, og kun 6 procent kan overtale manden til at bruge kondom? Alligevel er fertilitetsraten faldet til 2,2 og er i fortsat frit fald. For kvinderne, familierne og den indiske stat bruger flittigt sterilisering af kvinderne i en ung alder til benhård kontrol med reproduktionen.

Selv i muslimske lande som Iran (2,1) og Saudi Arabien (2,2) er billedet det samme. I øjeblikket er der lige netop ligevægt, men kurven er fortsat faldende. Ifølge forfatterne til Empty Planet er det den vej, hele verden stævner. Selv Afrika syd for Sahara, som fortsat har solide fertilitetstal, ser de tegnene på en børnefattigere fremtid.

Årsagerne til befolkningskollapset er mange ifølge Bricker og Ibbitson, men de peger på følgende som de vigtigste. Urbaniseringen – når folk flytter væk fra landet og ind i byerne, er børn ikke andet end en håbløs udgift. Uddannelse – når kvinder bliver uddannet og får flere muligheder, er det ikke forplantning, de vælger. Børn bliver en uacceptabel eller belastende offeromkostning. Karrierepres og -krav – begge køn prioriterer karrieren og status over familien og børnene. Patriarkatets tilbagegang – når kvinder ikke længere er omgivet af brudgommens familie 24/7, så er presset meget mindre for at få børn, for i storbyen er vennerne og veninderne ret ligeglade. 

Børneudgifter – engang var børn en økonomisk nødvendighed for den daglige overlevelse på landet, hvor der var nok af opgaver, som de skulle løse. I dag er de kun en privatøkonomisk udgift. Religiøsitetens tilbagegang – religiøse påbud om familieforøgelse falder i stigende grad for døve øren. De massive muligheder for abort og prævention – fra p-piller, fortrydelsespiller, kondomer og pessar til sterilisering. Kultur- og pornoindustri – hvorfor døje med virkelighedens seksuelle ubehag, ydmygelser og skuffelser, når kulturindustrien serverer både spænding, romantik og sex billigere, mere underholdende og gnidningsfrit? Vi underholder os ihjel.

Årsagerne er altså mange, men resultatet altid det samme. Engang lignede befolkningsgrafik Keopspyramiderne, solide trekanter i demografernes fase 1, med en høj fødselsrate og høj dødsrate. Nu befinder vi os i fase 5, hvor dødsraten er højere end fødselsraten. Pyramiderne er for længst forvandlet til højhuse eller snurretoppe, der for hver årgang, hver generation, bliver lidt mindre. Indtil de en dag vil være svundet ind til ingenting.

Som gode canadiere ser Bricker og Ibbitson kun én fornuftig løsning på befolkningsfadæsen, og det er immigration. Lande bør have en import på 1% af befolkningen årligt. For Canada synes det også at være en løsning, der virker. De bryster sig af at have modtaget 250.000 årlige immigranter i mange år nu. I 1980 var de 24 mio., i år er de 38 mio., i 2060 kan de være 50 mio. Canada har dog ikke oplevet svenske tilstande. Deres storbyer forbliver så fredelige og kedelige som et dansk parcelhuskvarter. For 90 % af immigranterne er blevet nøje screenet for kvalifikationer, der passer som fod i hose til den canadiske økonomis behov. Ingen stor overraskelse altså, at det er en succes. Ordet brain drain står selvfølgelig ikke en eneste gang i bogen, men det ville ikke være helt unfair at kalde Canadas immigrationspolitik for Brain gain Canada, brain drain everywhere else. 

En global løsning på befolkningskollapset er det bestemt ikke. Men for Danmark kunne det selvfølgelig være en. Verden er stor, Danmark er lille. Prisen ville være en omfavnelse af multikulturalismen, hvor den danske nation, ligesom Canada, i bedste fald ville komme til at føles lige så hjemligt som et hotel med rene håndklæder. Men den politiske appetit til at flirte med massiv immigration og multikulturalisme kan ligge på en meget lille tallerken i Danmark.

Derfor vil jeg i mit næste indlæg i Kontrast se på, hvad der eventuelt kunne gennemføres af politiske tiltag for at løfte fertilitetsraten i Danmark fra 1,7 til 2,1. Lyder egentlig ikke af noget særligt. Alligevel er det endnu ikke lykkes et eneste industrialiseret land at løfte fertilitetsraten i nogen betydelig grad. Men jeg skal komme med nogle radikalt borgerlige idéer, der nok skulle få fertilitetsnålen til at røre på sig.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter