De mange restriktioner, der indføres i forbindelse med coronavirussens stadige trivsel, møder, uanset om de er logiske og effektive eller ej, så godt som ingen modstand hos befolkningen. Undtagelsestilstanden er tilsyneladende kærkommen, og statsautoritetens afgrænsning af individet værdsat. Effekten af den tiltagende frihedsbegrænsning og adfærdsregulering er en både beroligelse og stimulans.
Der er en udbredt tilfredshed hos borgerne forbundet til fornemmelsen af vigtighed og værdi, af at også de lever i en historisk betydningsfuld tid og ikke bare i en af de begivenhedsløse mellemperioder, som ingen vil huske.
Der skrives lige nu verdenshistorie, tror man og opløftes over udsigten til i fremtiden at fortælle yngre generationer og børnebørn om denne bizarre og alvorlige krisetid, vi stod igennem. Situationen vækker folk af deres mediedøs og fremkalder en uvant fornemmelse af ’virkelighed’. Hverdagen tilføres en følelse af ægte, ikke-medieret drama med rigtige menneskeliv på spil og ikke blot en diffus mulighed for at tage ansvar, men en decideret nødvendighed af at handle ansvarligt og modigt - til fællesskabets bedste og for at beskytte de svageste.
Coronaepidemien giver anledning til et eksistentielt skuespil, som alle villigt og dedikeret spiller med i. Den oppuster illusionen om, at der er en mening med livet, og forstærker menneskets knytning til denne og andre romantiske vrangforestillinger. Situationen medfører en velkommen reduktion af den uafgrænsede og uoverskuelige frihed, som individet ellers er overladt til og tynget af, særligt i dag i en vestlig kulturel kontekst karakteriseret af et fravær af fælles vedtagne, givne værdier og religiøse meningsgivende systemer.
Den statspåbudte iførelse af mundbind foretages af flertallet ikke modstræbende, men decideret beredvilligt, og dette nu så fremtrædende element i den sociale virkelighed bliver for de fleste en konkretisering af krisens alvorlighed, en velkommen markør af en trygheds- og retningsgivende konsensus, et tegn på værdien af den enkeltes liv, et bevis på vigtigheden af dennes bidrag og adfærd i samfundet og en konstant påmindelse om tilhørsforholdet i fællesskabet.
Masken giver en fornemmelse af identitet, af en narrativ ramme og en ordnende historie, en delvis strukturering af det uoverskuelige rod og kaos af forvirrende energier, tanker, inklinationer, drifter m.v., som mennesket udgøres af. Masken er som sådan en rekvisit i en fortælling, der bruges til at erstatte eller overdøve den indre tomhed og det fravær af essens, som mennesket har så svært ved at komme overens med - med en idé af fylde, en forestilling om substans.
Bizar modstand mod naturen
For et afvigende mindretal er maskernes dominans og allestedsnærvær imidlertid ikke betryggende, men urovækkende, ikke et vidnesbyrd om en rationel reaktion på en truende og farligt muterende natur, som civilisationen urimeligt angribes af, men derimod et nedslående tegn på menneskets bizarre og nytteløse modstand mod naturen og modvilje mod eksistensens fundamentale vilkår: aleneheden, meningsløsheden, døden. Maskevilligheden er et udtryk for den evolutionært forklarlige, men eksistentielt meningsløse overlevelsesdrift og higen efter livsforlængelse for enhver pris. Et symbol på menneskets patetiske meningshunger, på dets dødsangst og dets desperate og virkelighedsforflygtigende klamren sig til livet og til opdigt og fortællinger, fordi det ikke tør at se sin egen natur og tilværelsens egentlige karakter og grundvilkår i øjnene.
Mundbindene er indlysende og indiskutabelt generende. De forstyrrer ikke bare groft hele den æstetiske dimension af virkeligheden i alle offentlige rum, men er ubekvemme og kradser, besværer vejrtrækningen, er umulige at abstrahere fra og forringer i voldsom grad livskvaliteten. Ethvert åndedrag taget med maske påminder om den absurde kollektive reaktion på coronaepidemien, om statstvangen og den brede folkelige accept af den, om risikoen for straf og fordømmelse, retslig og social, hvis man vover at vige det mindste fra de irrationelle regler.
De, der bedyrer, at det ’bare er en maske’, og at de intet har imod at bære den, forsøger blot at normalisere deres forskruede frygt for naturen og døden. Neurotikerne har således kronede dage. Coronavirussens stadige trivsel legitimerer deres overdrevne angst, obsessive tankegang, fiksering på tryghed, sygelige trang til risikominimering og beskyttelse, deres fokus på forlængelse af liv frem for forhøjelse af livskvalitet og -intensitet.
Den neurotiske tilgang bliver normaliseret på statsplan, udbasuneret i højtalere og på skilte i alle offentlige rum. Modstanden mod naturen og tabuiseringen af døden bliver statsautoriseret og indgydt i alle borgerne. Som danskerne har for vane, internaliseres statsmagten dertil flittigt, og borgerne har nu fået endnu travlere med at lege politibetjente og etisk ordensmagt over for de af deres medborgere, der trodser restriktionerne og reglerne.
Masken skærmer individet fra omgivelserne, adskiller det fra dets medmennesker og reducerer dermed den socialitet, som ellers er et af de få reelt formildende træk ved den meningsløse tilværelse. Den forringer kraftigt oplevelsen af omverdenen, afgrænser den oplevende fra fænomenerne og indtrykkene, holder individet fanget, så det kun kan sanse sig selv, indespærret i sin ego-illusionsproducerende bevidsthed, og forhindrer sammenflydningen og identifikationen af bevidstheden med omgivelserne og den natur, mennesket er en del af. Den tvangsindfører individet i det konforme, fælles narrativ og statsdeterminerede livssyn.
For den maskebærende inkluderes alle oplevelser i samme ensporede, neurotiske og reducerende forståelsesramme, samme forvrængede fortælling om virkeligheden, eksistensen og forholdet mellem mennesket og naturen.
Alligevel underlægger flertallet sig ukritisk maskepåbuddet og restriktionerne i øvrigt. Det er absurd at iagttage byerne og de offentlige rum opfyldt af mennesker, der bærer deres dødsangst og autoritetslydighed som et duelighedsbevis og hengiver sig til den ensporede fortælling; så mange mennesker, som gladeligt indespærrer sig i den kollektive vrangforestilling, som hellere vil skærme sig fra omgivelserne og hinanden end at risikere at dø.
