”Mørket har vi alle i os, men vi har valgt at bekæmpe det. Derfor er vi stærkere end dig, der har valgt at lade dig opsluge af det.” Nogenlunde sådan lyder de trodsige ord, der vælder ud af pigens Kaedes mund for at blive udråbt mod det himmelhvælv, hvorfra en aggressivt udseende kæmpehval er ved at stige ned for at opsluge såvel hende som kæresten Ren. Ja, hvad i alverden foregår der, tænker De. 

Svaret: Vi befinder os her i slutningen af den japanske filmskaber Mamoru Hosodas anmelderroste animé Udyret og hans lærling fra 2015. 

Filmen er anbefalelsesværdig, og jeg så den med mine børn en lad sommeraften. De var 5 og 7, og som det vil fremgå, var det måske alligevel voldsomt nok, men det får være. 

Dette skal ikke være en anmeldelse, men et forsøg på i uforpligtende essayistisk form at tale og tænke med filmens tema og billeder. Hvorfor? Fordi jeg efter megen grubleri er nået til den konklusion, at der siges noget rigtigt – eller i det mindste siges ord til overvejelse. Så lad os overveje det. 

Man hvad handler det om? 

Kaedes ord handler om bestemmelsen af menneskets eksistens som risikabel, og de handler om, hvordan vi skal forholde os til vores muligheder for henholdsvis liv og fortabelse under eksistensens risikable vilkår. Det handler også om vilje og dyd, og hvad vi formår derigennem. Og hvad vi ikke formår. Ja, og så handler det en del om hvaler. 

Fra Tokyo til Jutengai
Men før vi dykker ned til hvalen, må jeg hellere kridte handlingen op. For, indrømmet, det er jo en underlig og noget ufordelagtig situation, de to unge mennesker Ren og Kaede her befinder sig i – I ved, dette med at blive opslugt af en aggressiv flyvende hval, som ovenikøbet synes at bestå af et dunkelt skyggestof hentet fra menneskesjælens mørkeste afkroge. Læseren behøver ikke skamme sig over sin undren over, hvordan det er kommet så vidt.

Ved filmens begyndelse er drengen Ren fortabt i millionbyen Tokyo. Hans mor er for nyligt død, og sin far har han ingen forbindelse til. Vreden og frygten bobler altså i den 9-årige dreng, der nu er uden hjem i denne verden. Hans liv er en flugt. Og det er netop i denne flugt, at han gennem en snæver passage af magisk art ender i byen Jutengai. 

Og hold nu fast. Denne by er befolket af udyr, der lever en velordnet tilværelse i omgivelser, der tydeligt trækker på det gamle Japans samurai-værdier og feudale orden. Her bliver Ren lærling af den stærke, men udisciplinerede og egoistiske kriger Kumatetsu. Filmen er herefter skildringen af forholdet mellem Ren og Kumatetsu og siden Rens forsøg på at passe ind i den menneskelige virkelighed, han i sin vrede har vendt ryggen. 

Det er henholdsvis en forberedelse til kamp og så kamp. Eller vi kunne også sige liv, for liv og kamp er ét. Og ja, så ender det med en hval.

Hvaler i dybet
Nu skal man ikke nødvendigvis hente sin livsvisdom fra tegnefilm. Men med billedet af Rens kamp mod hvalen står vi over for et udtryk, der ikke kan reduceres til en funktion af mediet. Billedet er vildt og voldsomt. Ikke bare i ydre form, men også i sin indre mening. 

For vi har her at gøre med et stykke mytologi, et almenmenneskeligt tema, som atter og igen dukker op i de historier, vi fortæller hinanden – og netop gør det, fordi det er noget, vi allerede ved, uden at vide, at vi ved det.

Hvad vil det sige at blive slugt af en hval? Ja, det vil intet andet sige end at blive slugt af mørket. I hvalens bug føres du til bunds. Det er trods alt dér, dybt under vandets nok så rolige overflade, at kæmpehvalerne lever. Og det er fra samme dyb, at de indimellem dukker op og skaber kaos og rædsel. Ja, sådan var skrækken i hvert fald. Ligesom kæmpeblæksprutter i samme hav eller drager i skove og bjerge. Det er alt sammen det samme.

Hvalens eksistens var for det sejlende menneske en bekymringssvanger påmindelse om den bogstaveligt talt overfladiske karakter af hans liv på havet, det skrøbelige og provisoriske i hans sikkerhed. Hvalen er på den måder et billede på det menneskelige urdybs afgrund: den angst, som fra det skjulte vælder op, og får skib til at gå ned med mand og mus – ikke mindst hvis man, som digteren Helge Rode skrev, forsøger at krydse tilværelsens dybder i fornuftens fladbundede pram. 

Den er mindst af alt sødygtig.

Ichirohiko og fortabelsens mulighed
I Udyret og hans lærling er hvalen udtrykkeligt en manifestation af menneskets indre mørke. Helt konkret er den hval, Ren konfronterer, en deformering af en jævnaldrende ung mand, den plagede og identitetsløse Ichirohiko. Han blev, som Kaedes udråb rigtigt pointerer, til den sorte hval, netop da han overgav sig.

Også han er menneske og opvokset i Jutengai, men hans liv har været levet i resolut fornægtelse af sin egen menneskelighed, den stadig mere desperate insisteren på, at han var et udyr og hørte til i Jutengai. Han er den, der fortvivlet ikke vil være sig selv. 

Ichirohikos liv som menneskebarn i Jutengai rummer tilpas lighed med Rens til, at vi må forudsætte en forbindelse mellem de to karakterer, der rækker ud over den, som vi kan følge i handlingen. På et symbolsk plan er de én og samme. 

Ichirohikos overgivelse til mørket udtrykker altså det fald, som altid er en mulighed for Ren, ja for ethvert menneske i det hele taget. 

For mørket og dets destruktive potentiale er altid i mennesket. I filmen. I virkeligheden. Udyrene i Jutengai har det derimod ikke. Af samme grund er de ikke glade for i det hele taget at have mennesker iblandt sig. Mennesket rummer et potentiale for ondskab, som udyrene ikke besidder. Dermed er der allerede i udgangspunktet sagt noget afgørende om mennesket. Det er hverken godt eller ondt, men altid risikabelt. 

Opfattelsen af Ichirohiko som et aspekt af Ren – og altså af mennesket i det hele taget – understreges af, at hvalen i Udyret og hans lærling er en reference til den store hval Moby Dick i Herman Melvilles klassiske roman af samme navn. Denne bog ser vi flere gang Ren læse i løbet af filmen. Og vi får endda gennem dialogen mellem Ren og pigen Kaede at vide, at kampen med den store hval dér er et symbol på hvalfangeren Ahabs kamp med sig selv. 

Nu udstrækker mit eget kendskab til Moby Dick sig ganske vist til, at jeg husker ham som vigtig bifigur i Bent Hallers øko-fascistiske værk Samson og Sally, men udlægningen er sikkert rigtig nok, og under alle omstændigheder er det jo i hvert fald netop denne udlægning, som bringes i spil i Udyret og hans lærling. 

Når vi konfronterer hvalen, konfronterer vi altså mørket i os selv, som vi i det daglige forviser til dybet. Det er som sagnhelten Sigurd, der dræber den vældige drage Fafner. Viljens supremati. Såre heroisk. 

Men fordi hvalen lever i dybet, er kampen også en kamp i dybet, altså dér hvor du har forladt det sikre og er draget ned i præcis det mørke, der skal bekæmpes. At forholde sig til sin risikablitet indebærer kort sagt en risiko. Selvsagt. Det viser sig, at det er lige så vanskeligt at skelne mellem Sigurd og Fafner, som det er at sondre mellem Ren og Ichirohiko. 

Så måske er der noget mere fundamentalt på spil? Måske endog noget mere radikalt? Og måske er det ikke tilstrækkeligt med nok så megen vilje?

Nej i virkeligheden er det ikke så ligetil, som en heroisk tilværelsesforståelse kunne antyde. Men hvad så? En antydning til et svar finder vi i Jakob Knudsens Tunge, mørke natteskyer:

”Lad mig føle, hver gang når
livet blir mig øde,
at du, Fader, hos mig står,
og i sådan møde;
og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!”

Men hvad hulen betyder det? Dette må vi overveje næste gang.