Det danske sprog er under pres. Det kunne man læse i en skarp kommentar fra Jarl Cordua i Berlingske forleden. Cordua er nemlig træt af, at for mange af de 140.000 udlændinge, som man møder i Københavns gader, taler engelsk frem for dansk.
Det er en lidt pudsig kritik.
Hidtil har debatten om indvandringens konsekvenser ellers været kendetegnet ved følgende konklusion: Mens den ikke-vestlige indvandring i store træk har været en økonomisk og kulturel katastrofe, har den vestlige indvandring modsat været en enorm succes.
Nu kritiserer Cordua mange vesterlændinge for ikke at gøre nok for at integrere sig.
Noget tyder på, at han ikke er alene om den bekymring. Meningsmålinger viser konsekvent, at hver anden dansker er enig i, at indvandringen udgør en stor trussel mod dansk kultur.
”Vort vanskelige sprog”
Manglende sprogbeherskelse behøver ikke være et udtryk for respektløshed. At lære et sprog – ikke mindst dansk – er en tidskrævende og dermed kostbar investering. Hvorvidt det giver mening, afhænger også af, om man vil bo her kort eller lang tid. Dansk er ”vort vanskelige sprog”, som filologen Aage Hansen skrev.
Med det in mente: Giver det mening at fastholde vores eget sprog, i takt med at verden bliver stadig mere globaliseret?
Inden for nationaløkonomien omtaler vi Danmark som en lille, åben økonomi. Det vil sige en økonomi, hvor de indenlandske priser med tiden tilpasser sig de udenlandske. Engelsk har udviklet sig til verdens lingua franca og fungerer som globaliseringens spydspids, eftersom engelsk muliggør samhandel og samarbejde på tværs af lande, virksomheder og institutioner. På samme vis er den naturlige udvikling, at det danske sprog med tiden udjævnes og udviskes.
Vi ser det allerede med talrige angliseringer i hverdagen og den hyppige brug af engelske ord i daglig tale – især blandt unge. Som om man slet ikke er opmærksom på, at der på dansk er rig mulighed for at sætte ord på sine følelser.
I virkeligheden står sproget formentlig i vejen for en del velstandsskabelse, idet det udgør en barriere, der besværliggør handel og økonomisk integration. Men rigdom er mere end blot den materielle – den er også åndelig. Mister vi sproget, mister vi også en central del af vores identitet.
Det er ikke tilfældigt, at russerne i århundreder har forsøgt at fortrænge ukrainsk. Hvorfor? Fordi ingen steder er den nationale bevidsthed mere levende end sproget.
Hvert sprog er et helt univers for sig. Selv mellem nært beslægtede sprog ligger der, bag hver af de små forskelle inden for stavemåde, grammatik og udtale, en indsigt, som fortæller os noget om, hvem vi er som folk. Det, vi taber ved at forkaste dansk, vil ikke kunne genvindes ved at omfavne engelsk.
Det handler ikke om, at dansk skulle være bedre eller værre end andre sprog, men at sproget først og fremmest er vores eget. Dernæst at det bidrager til en mangfoldighed, som beriger verden.
I 2012 skrev tidsskriftet National Geographic, at over det næste århundrede ville halvdelen af verdens 7.000 talte sprog forsvinde, i takt med at forskellige folkegrupper ville udskifte eget sprog med blandt andet engelsk, mandarin eller spansk. En konsekvens af en stadig mere globaliseret verden.
For at råde bod på denne udvikling foreslår Cordua, at danskerne begynder at insistere på at tale dansk til udlændinge.
Men som Cordua også peger på, er danskerne selv ikke gode nok til at dyrke og fastholde deres sprog, hvilket stadig flere anglicismer, men også et skrumpende ordforråd og sproglig kreativitet vidner om. Retskrivningsordbogen opdateres lystigt med ændringer, der udspringer af sproglige fejl frem for sproglig kreativitet, og danske talemåder og vendinger går i glemmebogen. Det er ikke et udtryk for udvikling, men afvikling.
Det kan ikke undre, at mange udlændinge aldrig lærer dansk, når danskerne ikke selv interesserer sig for deres eget sprog.
Globalisering, fordele og ulemper
At den ellers kosmopolitiske og liberale Cordua på dette spørgsmål deler samme bekymring som knap halvdelen af vælgerkorpset, er en indikation på et stort og uforløst potentiale for den koalition, som finder den optimale balance mellem, hvordan globaliseringens fordele udnyttes, mens ulemperne – herunder opløsning af den nationale identitet og sammenhængskraft – begrænses.
Den canadiske politolog Eric Kaufmann noterer i sit magnum opus, Whiteshift, at nationalt sindede vælgere først og fremmest motiveres af frygten for fremmedgørelse i eget land. Sproglig opløsning er et symptom på denne udvikling.
Men de nationalsindede er ikke en homogen gruppe. Gennem forsøg har Kaufmann vist, at en undergruppe af vælgerne bliver mere åbne over for indvandring, når de gøres opmærksom på, at assimilation af udlændinge er sket før og dermed godt kan lade sig gøre. Det er ingen selvfølge, at indvandringen udgør en trussel mod landets kernekultur, og derfor er der ingen modsætning mellem at være åbensindet på den ene side og nationalsindet på den anden.
Det kræver dog, at man står fast på at dyrke en sund national identitet og egenart. Det gør vi først og fremmest gennem sproget.
Hvordan? Den oplagte måde at sikre det på er gennem en dannelsesmæssig oprustning. Her kan vi med fordel skele til et begreb fra den amerikanske debat.
I 1987 udkom bogen Cultural Literacy: What Every American Needs to Know af E.D. Hirsch. At råde over almindelige læsefærdigheder vil sige, at læseren kender alfabetet, forstår grammatikken og besidder et vist ordforråd.
At råde over kulturelle læsefærdigheder vil sige, at borgeren godt kan forstå og uden besvær deltage i en given kultur, herunder kulturens tegn og symboler, sprog, dialektik, sagn, underholdning, talemåder, ejendommeligheder osv.
I den amerikanske kontekst dækker kulturelle læsefærdigheder blandt andet over 5.000 navne, udtryk, talemåder, begivenheder og begreber, som enhver amerikaner bør kende, for at denne kan betragtes som fuldt assimileret. En art kanon, hvis omfang er proportionel med det uddannelsesniveau, borgeren har opnået.
Hirschs tanke var, at national sammenhængskraft forudsætter en fælles identitet, et fælles sprog og fælles videns- og erfaringsgrundlag, som almen dannelse er med til at formidle og dermed sikre.
Det er et begrebsapparat, som vi i Danmark i høj grad har brug for, hvis vi ønsker at fastholde vores nationale identitet og egenart i globaliseringens tidsalder.
