Kun én ting har formået at samle det borgerlige Danmark siden VLAK-regeringens kollaps: Erkendelsen af, at vi hverken har en fælles borgerlig fortælling eller et fælles blåt projekt.
Erkendelsen er sådan set korrekt. Det er heller ikke den del, der er den svære. Det sande problem opstår først, når slagsmålet om projektets konkrete indhold begynder. Ét af buddene lyder, at blå blok nu skal være mere woke. Men woke-borgerlig er ikke en holdbar løsning på det manglende fælles projekt. Faktisk udstiller den det blå Danmarks største problem: Vi er på flere centrale dagsordener ankommet til de samme holdninger som venstrefløjen, blot 10-20 år senere. Dermed afgiver vi territorium, mens vi hegner os selv ind.
Venstrefløjen fik først øjnene op for klimaforandringerne. De blå partier var skeptiske, lurepassede i 20 år, og så indså man genialiteten. Venstrefløjen søsatte velfærdsstatsprojektet. Blå blok accepterede med latenstid, og italesatte sig selv som bedre kustoder for velfærdsstaten. “Socialdemokratisk velfærdspolitik, bare lidt billigere” var mantraet under VKO-aksen i 00’erne. Selvfølgelig er der også Schlüters famøse citat: “Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget”, som han cementerede i sin statsministertid.
En anden nuance af venstrefløj
Fælles for alle eksemplerne er en borgerlighed, der er en omvandrende undskyldning for sig selv. I stedet for at begynde at mene noget, har en gruppe borgerlige nu fået den elendige idé, at de blå partier bare skal komme de røde i forkøbet i stedet. Vi skal ikke lade venstrefløjen dominere vigtige køns- og identitetspolitiske dagsordener i ti år, før vi opdager vigtigheden. Vi skal bare præsentere den som vores egen, lyder argumentationen.
Men problemet er ikke, at vi er er kommet for sent. Problemet er, at vi grundlæggende bare mener det samme som venstrefløjen, og dermed ikke står for noget som helst. Sagt med andre ord er det ikke et spørgsmål om timing, men om indhold. Hvis vi fortæller folk, at valget handler om rød politik i valgfri farve, er det jo ikke underligt, at originalen vinder så tit.
I øvrigt er hele diskussionen om at komme for sent til festen er ligegyldig, hvis det er en fest, man slet ikke bør komme til. Tværtimod er det nogen gange en god idé, at være eftertænksom med hvad man siger ja til at deltage i. Også selvom det er dér, alle pigerne er.
At løsningen på borgerlig magttørke skulle være, at minimere forskellen på venstre og højre endnu mere, er en grotesk idé. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Vælgerne straffer ikke blå partier, fordi de ikke omfavner progressive værdier hurtigt nok. Vælgerne straffer dem, fordi de ikke tør tænke en selvstændig tanke.
Man kan ikke være leder for noget som helst, hvis man ikke tør mene noget. Derfor får vi aldrig en selvstændig borgerlig fortælling, hvis vores taktik er at mene det samme som venstrefløjen - uafhængigt om det er 10 år efter eller to dage før. I stedet bør vi være så borgerlige, at det gør noget.
Et marginalt problem?
Hvem er det så, der er bannerførere for woke-borgerligheden? Overdriver jeg betydningen af dem? Wokeness er vel bare et eller andet aparte nichefænomen, der kun findes hos et par RUC-studerende og en forhenværende (og hattebærende) institutleder på Kunstakademiet, der kyler gipsbuster af Frederik 5. i havnen?
Nogen sidder måske og tænker, at det her indlæg i virkeligheden er et smædebrev til Camilla Søe, der kujonagtigt er rettet mod et bredere publikum. Men der er en pointe i, at jeg ikke fremhæver hende specifikt. Hendes analyse er nemlig et symptom på et selvtillidsforladt blåt Danmark, der har givet op på selvstændig politisk idéudvikling og ser omfavnelse af wokeness som den eneste udvej.
Holdningen findes ikke kun hos enkelte liberale feminister i debattørlandskabet. De gror også langt inde i Venstres folketingsgruppe og ministerhold - mest nævneværdigt hos Linea Søgaard-Lidell og Marie Bjerre. Moderaterne bør også nævnes, hvis man altså kan tillade sig at placere dem i borgerlig lejr. Måske værst af alt har woke-borgerligheden også vundet indpas i erhvervslivet, der ukritisk har omfavnet progressive idéer.
Når selv tidligere borgerlige bastioner, eksemplificeret i Venstre og erhvervslivet, ser wokeness som vejen frem, er det et udtryk for borgerlighedens svaghed. Man fristes til at bruge wokeismens eget begreb internalized oppression, der beskriver hvordan marginaliserede grupper danner undertrykkende holdninger om sin egen gruppe. Borgerlige ser sig selv som den svage part, og det kan ses i argumentationen og politikudviklingen.
Så problemet er ikke manglen på et fælles projekt, men manglen på et reelt borgerligt projekt. Det har efterladt selvtillidsforladte borgerlige vælgere og blå politikere, der spejder efter venstrefløjens gamle idéer for inspiration.
Det er retningsløst, visionsløst og mest af alt dovent. Strategien gav gode valgresultater i 00’erne, men det skal ikke give os falske forhåbninger. Wokeismen kan ikke krammes ihjel. Den skal afvises, afskrives og fornægtes. Som bekendt er det nemt at spotte problemer og kritisere dem, men svært at finde gode løsninger. Jeg lader løsningen udeblive, men konkluderer stålfast, af woke-borgerlighed ikke er den løsning, vi leder efter.
Fordi et godt borgerligt grundprincip er også, at det er bedre at koncentrere sig om at standse ulykken, inden vi skal finde ud af, hvor vi så skal tage hen.
