Den seneste tids debat om karaktergabet mellem drenge og piger har tydeliggjort, at mænd er fanget mellem to fløjes idéer om mennesker og samfund. To fløje, som er uenig om meget andet, men som i spørgsmålet om mænd mødes i den opfattelse, at mænds problemer er mænds skyld.
På den ene fløj, den feministiske, betragter man samfundet som et system, der undertrykker kvinder og privilegerer mænd. I et sådant samfund, et patriarkat, er kun kvinders problemer strukturelle. Mænd kan have problemer, det anerkender man, men fordi mænd er privilegerede, er mænds problemer ikke institutionaliserede, systemiske eller på anden vis indlejret i samfundets strukturer.
Heraf følger, at mænds problemer ikke skal løses gennem samfundsforandringer. Når problemerne ikke er strukturelle, er løsningerne det heller ikke. Problemerne findes i mændene selv, og derfor er løsningen at ændre mænds adfærd. Det kan blandt andet ske ved at bekæmpe ”forældede kønsstereotyper” og ”toksisk maskulinitet”. Når mænds problemer skal løses, er det ikke samfundet, der skal tilpasses mænd. Det er mænd, der skal tilpasses samfundet.
På den anden fløj, som er mere diffus, men nødtørftigt kan kaldes den borgerlige, lander man samme sted, selv om udgangspunktet er et andet. Det er blevet tydeligt i den nylige karakterdebat, hvor den konservative debattør Christian Egander Skov har understreget vigtigheden af at placere ansvaret hos drengene.
”Et system, der ikke principielt fastholder den enkelte på sit ansvar, er et umenneskeligt system. Ved at fortælle den unge mand, at han er et offer, hjælper man ham kun til faktisk at blive det,” skriver han i et debatindlæg hos Altinget.
”Som samfund har vi forsømt at opdrage vores drenge på en måde, der gør det muligt for dem at agere i en undervisningssituation. Drengene er muligvis ofre, men ikke for skolen, uretfærdig karaktergivning eller matriarkatet. De er derimod ofre for deres egen taberkultur, som forskning har vist,” argumenterer Skov andetsteds i indlægget.
Budskabet fra den konservative debattør er klart: Det er ikke skolen, der er årsagen til drengenes problemer. Det er drengene selv. Løsningen ligger derfor også ligefor: Drengene skal tørre øjnene, rette ryggen og tage sig sammen. ”Vi har ladet en taberkultur og en slacker-mentalitet sprede sig uhindret blandt unge drenge ved ikke at stille krav til dem,” skriver Skov. Det skal vi holde op med, mener han, for ”Intet er mere ynkeligt end den umodne drengemands uafrettede maskulinitet.”
Fra et feministisk perspektiv vil Skovs Jordan Peterson-agtige dydsetik muligvis virke fremmed og måske endda lidt ubehagelig. Men der er ingen forskel i udfaldet af Skovs analyse og feministernes egen. Skov argumenterer ikke med udgangspunkt i forestillingen om patriarkatet, men han ender det samme sted: Drengenes problemer er drengenes skyld, og løsningen er at ændre drengenes adfærd.
Dette sammenfald kan ikke isoleres til debatten om karakterforskelle mellem drenge og piger. Det er et generisk fænomen, som forhindrer, at mænds strukturelle ligestillingsproblemer betragtes og behandles som sådan. Mænd befinder sig midt mellem en hesteskos yderpunkter, hvor to positioner, der ellers strides om snart sagt alt andet, mødes i enighed om mænds ansvar for mænds problemer.
Det stiller mænd i en svær situation. Hvem skal argumentere for, at også mænds problemer kan være strukturelle, når det afvises på begge sider af den politiske midte? Hvem skal kæmpe for justeringer af systemer, der ikke fungerer for mænd, når ingen anerkender, at mænds problemer kan forvoldes af noget som helst andet end mænd selv?
Er man optaget af mænds problemer, er det spørgsmål, man bør bruge kræfter på at besvare. Ikke fordi alle mænds problemer er strukturelle, eller fordi mænd aldrig selv er skyld i dem. Men fordi det nogle gange er tilfældet.
Noget tyder på, at det gælder flere af velfærdssamfundets bærende systemer. Både uddannelsessystemet og sundhedssystemet skaber markant bedre resultater for kvinder end for mænd. Er det kun, fordi mænd er dumme og uduelige? Eller skyldes det også, at systemerne er indrettet på måder, som gør, at de fungerer bedre for kvinder end for mænd?
Spørgsmål som disse har kun ét svar, så længe de besvares inden for rammerne af forestillingen om mænds evige ansvar, som trives både blandt feminister og borgerlige. Først når man anerkender, at mænds problemer ikke altid er mænds skyld, kan man begynde at se på, hvad de så skyldes.
Det kræver et mentalitetsskifte, som kommer til at tage tid. Indgroede forestillinger dør langsomt. Men når det sker, vil det muliggøre nye perspektiver. Tag sundhedssystemet som eksempel. I årevis har vi taget for givet, at når mænds sundhed er dårligere end kvinders, så skyldes det, at mænd er for dårlige til at gå til lægen. Det kunne også være, at lægen er for dårlig til at gå til mænd.
