Debat

19.10.21

En rejsefører ind i velfærdsstatens nostalgi

Den nyligt afdøde forfatter Anders Bodelsen satte pejlemærker for blandt andet 60’erne og 70’erne. Hans bøger kan vi bruge til at forstå vores egen tid bedre, skriver Christian Egander Skov.
Foto: Isak Hoffmeyer / Gyldendal
Foto: Isak Hoffmeyer / Gyldendal

Bevægelse skaber fremmedgørelse. Selv i den mest eksalterede optimisme er der strøet frø til en modreaktion. Det forekommer at være noget nær en almen historisk lov, hvis den slags findes.

Forfatteren Anders Bodelsen døde i slutningen af sidste uge og fik en mængde fine omtaler i pressen. Det er kun et par år siden, at jeg blev vist i retning af Bodelsens forfatterskab. Indtil da havde det sagt mig omtrent lige så meget som ukurant møbelbetræk, den slags, man kan finde på i øvrigt kønne gamle stole i Blå Kors. 

Eller, faktisk er det ikke helt sandt, for jeg husker, at Bodelsen blev nævnt ved den tale, som en eller anden rektor holdt på mit gymnasium, da jeg dimitterede dér tilbage i 2004. At den litterære reference blev hængende, siger desværre mere om mit kraniums tilbøjelighed til at huse alskens gammelt ragelse og erindringens kontekstløse hittegods end om mit nære forhold til velfærdsstatens litteratur. 

Kort sagt: Jeg husker ikke et ord af, hvad denne rektor sagde. Andet end altså navnet. Det var det der med betrækket. Hvis man har set sådan et betræk, er det mest præcise, man kan sige, at det måske er grimt, eller i hvert fald ”ikke helt lige sådan”. Om dets mere præcise egenskaber må man tie – øjet er bare gledet hen over det og har forkastet det.

Og typisk er det jo bare fordi det er af en anden tid, hvis æstetik man ikke rigtig magter at begribe, medmindre man altså befinder sig i favnen på en af de evigt tilbagerullende retrobølger.

Velfærdsstatens gyldenår
Men jeg tog jo så i dette tilfælde fejl. Hos Bodelsen var der virkelig noget at komme efter. Netop fordi det er af og ikke mindst om en anden tid. Og just den tid, som er målet for så megen af vores tids politiske nostalgi: Velfærdsstatens gyldenår. For nyligt var det Kaare Dybvad, der i Weekendavisen pegede på 1970 som udgangspunktet for sin socialdemokratisme.

Nu, hvor vi er på vej væk fra 1989, har vi brug for nye pejlemærker. Den slags finder man som regel i fortiden. Derfor har vi brug for en rejsefører som Bodelsen til at forstå denne nostalgi.

Jeg læste med stor interesse Bodelsens 60’er-krønike, de to bind De gode tider og År for år, som kort fortalt skildrer de to venner Arne og Bo, idet de kaster sig ud i et erhvervseventyr om noget så prosaisk som halmisolering af huse. Bøgerne, der er skrevet lidt på afstand af perioden, er eminente tidsskildringer, der langt bedre og mere præcist end de fleste faghistoriske værker – endsige åndløse økonomiske tabeller og ophobninger af sociologiske kendsgerninger – formår at indfange, hvad det ville sige at leve under indtryk af den uhyre omvæltning, uhyre velstandsfremgang og uhyre optimisme, som netop prægede 1960’erne. 

Bodelsens litterære stil var en jordnær realisme, der stod i skarp modsætning til hans samtids modernistiske formeksperimenter. Det er også hans store kvalitet. Men tillige en, der har betydet, at han ikke bare er blevet opfattet som en nøjagtig tidsskildrer, men som et tidstypisk fænomen. Han gik måske i et med det, han beskrev. Og da vi lagde det bag os, lagde vi også ham bag os.

Ikke strukturen eller sindet, men tiden
Redaktør ved Replique Anders Orris skrev for et par år tilbage en større litterær artikel om Bodelsen i Årsskriftet Critique. Bodelsen lukker af, ifølge Orris, dels mod den ”dogmatiske marxisme”, der ville forstå det private gennem det kollektive, altså reducere personlige relationer til klasserelationer osv., og på den anden side Rifbjergs modernisme, der var præget af en slet skjult terapeutisk og freudiansk emanicaptionstrang. For denne strømning var i artiklens udlægning ”navnlig optaget af fortrængte drifter, opvækstvilkår og de andres helvede som determinerende for menneskelivets konflikter”. 

Man kan sige det på den vis, at vi her finder afvisningen af to af det 20. århundredes mest ihærdige reduktionismer. Den ene, der vil se det enkelte menneskes liv i lyset af strukturerne. Og den anden, der vil reducere det samme liv til brister i det indre liv. De lider begge af den skavank, at de så fuldstændig og overbevisende har forstået, hvad det hele i virkeligheden drejer sig om.

Hvad har vi så tilbage? Ja, vi har betragtningen af menneskenes liv, sådan som det leves, og mens det leves i rum og ikke mindst tid. Vi har erkendelsen af menneskets liv som indlejret i en historie, hvor alle dets idéer om at forstå sig selv bærer tidens stempel, og hvor også alle ydre forsøg på at bestemme det samme liv ikke er stort andet end samme tid, der forsøger at bringe det hele på formel. 

Velfærdsstatens gyldenår var i den grad en forvirret tid, hvor der var meget meget at sætte på formel. Derfor førte de trods enhver himmelstormende bestræbelse lige lukt ind i 1970’erne humørforladte traurighed.

Vores tid er de nye 70’ere
For nyligt faldt mine tanker tilfældigvis på netop Bodelsen. Det var, da jeg overvejede forbindelsen mellem vores egen nutid, nære fortid og så henholdsvis 1960’erne og 1970’erne. 

For det er jo dér, vi er. Altså i 1970’erne. Universiteterne bliver politiseret. De studerende bliver radikaliseret. Folk famler i eksistentiel desperation efter afguder. De finder da også afguder af den slags, de ringere metalarters slægter må finde, nemlig veganerkost og klimafatalisme. 

Og hvis vi er dér, ja så var de første 10 år af årtusindet vel at sammenligne med 1960’erne. Måske skal vi også tage 90’erne med, selvom det vist er blevet kutyme at opfatte 90’erne som de nye 50’ere. Hvad de dog ikke er. For det var jo 80’erne, der ligesom 1950’erne var et alvorligt årti. Begge var det årtier, hvor tingene gik i den rigtige retning. Så kom festen. Og derpå tømmermændene. Dengang og i dag.

Sådan går det også i store træk hos Bodelsen, hvor skildringen af de glade 60’ere og den megen forvirring og ungdom, der følgelig må præge glæden, dunkelt antyder skuffelsen, der kan indtræffe, når ungdommen skal indløses til manddom, og idéerne går fra at stråle ud over tilværelsens uendelige potentialitet til at blive konkrete planer om, hvad der skal gøres hvordan og hvornår. 

Hvordan skal vi så forstå det i relation til vores egen tid? Ja, måske er der ligefrem en dobbelt lektie. For det første, at velfærdsstatens gode år aldrig kunne forlænges. Vi kan aldrig blive i det paradisiske. For det andet, at den reaktionstid, vi nu lever i, og alle de radikaliserede positioner og konflikter, vi oplever netop nu, ikke er så interessante i sig selv. 

Hvis vi vil forstå, hvor vi er havnet, ja så må vi i stedet undersøge ujævnhederne i den foregående epokes optimistiske omvæltninger. 

Det viser sig nemlig, at selvom man faktisk godt kan isolere med Halma, så brænder det forbavsende let.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter