Danmark har nu været underlagt restriktioner i så lang tid, at vi nærmest har glemt, hvordan det for os med små børn normalt var at tage på arbejde. At stå op, skynde sig at få børnene afleveret, skynde sig på arbejde, spise frokost med kollegerne, nå dagens sidste arbejdsopgaver og lige akkurat nå at hente børnene, før daginstitutionen lukker. Nu har vi vænnet os til at arbejde hjemmefra eller gå hjemme, mens vi venter på, at verden åbner op igen.
For nogle af os har det betydet, at alt arbejde er gået i stå. Det gælder især i restaurations- og underholdningsbranchen. Men for os, der er heldige nok til at kunne arbejde hjemmefra, har det betydet, at vi har kunnet knokle videre, holde samfundsøkonomien i gang og holde en procentdel af det offentlige maskineri åbent. Nu sidder der nok nogle venstrefløjstyper og tænker: “Se, kapital betyder mere for ham Ali end bekæmpelsen af coronavirus”. Men den kan I lige så godt pakke sammen. Jeg hader corona lige så meget som alle andre. Men idéen om at lukke daginstitutioner og vuggestuer er så elitær, at selv “golfvennerne” fra den ene procent af Danmark må være misundelige over, at de ikke kom op med idéen.
Enhedslisten har altid brystet sig af at være “bunden af samfundets stemme”. De udstødte, de svage, de offentligt ansatte og dem, der lider på baggrund af lav løn og dårlig vilkår. Alligevel er de frække nok til at komme med et forslag om også at lukke daginstitutionerne ned, og det kommer primært til at gøre ondt på netop den gruppe, de selv mener, de repræsenterer. Jeg kender selv mange offentligt ansatte, som arbejder hjemmefra. Mange af dem kæmper en kamp for at holde serviceniveauet oppe fra deres egne dagligstuer. Det er en utroligt vanskelig dyd, der direkte koster blod, sved og tårer. Jeg er selv i slutningen af trediverne og har to små børn. Ligesom mange af mine kollegaer og dem, jeg kender. Hvis de ikke kan aflevere deres børn i daginstitutionerne, så bliver de tvunget til at holde fri eller i værste fald kæmpe sig igennem hjemmearbejdsdage med grædende børn på låret, mens de febrilsk forsøger at holde endnu et Teams-møde eller opretholde vigtige samtaler med borgere, kunder eller pårørende.
Denne gruppe, især dem med små børn, er helt lammede, hvis de ikke kan aflevere deres børn i daginstitutionerne. Mange af dem har ikke råd til at tage fri eller er ikke i en position, hvor deres arbejde “bare kan vente” 14 dage. Her tænker jeg især på socialrådgiverne, socialpædagogerne, behandlerne osv. Dem, som direkte arbejder med de svageste i samfundet. Altså med den gruppe, som har det skidt, slås med enorme problemer eller nu er faldet ned i et endnu mørkere hul pga. nedlukningen.
Hvem skal passe børnene?
Så mit spørgsmål er: Har Enhedslisten selv tænkt sig at passe børnene, nu hvor de foreslår nedlukning af daginstitutionerne? Har Pernille Skipper tænkt sig at tage nogle af de samtaler med de svageste i samfundet? Det tænker jeg ærligt talt ikke. Og hvad med de sårbare børn, som netop har et kæmpe behov for at komme i daginstitution, fordi deres trivsel er på spil derhjemme. Hvad med de børn? Skal de bare hjem til forældrene og vente? Er deres trivsel og behov ligegyldige? Ja, nødpasning er en del af Enhedslistens løsning, men det er jo meget få, der er berettiget til det. Ikke alle børn, der er utilpasse derhjemme, passer ind i den kategori.
Er dette så et mindre tegn på, at Enhedslisten i bund og grund har udviklet sig fra at være bundens stemme til at være et elitært parti for Vesterbro-segmentet, der bejler til ressourcestærke familier, enkeltpersoner og studerende? Hmm, man kan ikke undgå at tænke tanken. Men med personer som Rosa Lund og Pelle Dragsted, der har ideologien på plads, så burde der stadig være noget snusfornuft tilbage i det parti. En snusfornuft, man fx kan se SF fremlægge med deres idé om at vaccinere personalet i stedet for at lukke det ned. Men ’nevertheless’, så er det ikke det, Enhedslisten ønsker, og med deres indflydelse må jeg erkende, at min bekymring ikke forsvinder foreløbigt. For hver gang Mette Frederiksen kalder til pressemøde om restriktioner, så siver der en kold følelse ned ad ryggen på samtlige familier med små børn. Det samme tror jeg ærligt talt også, der gør hos pædagogerne. For selvom formanden for BUPL i hovedstaden Heriette Brockdorff stærkt anbefaler, at man holder børnene hjemme, så kan hun heller ikke få sig selv til at efterspørge en fuld nedlukning af daginstitutionerne. Hvorfor? Måske fordi de hos BUPL godt ved, hvad der er på spil.
