Mange har stillet spørgsmålet, om de Konservatives nye leder, Mona Juul, i virkeligheden er konservativ, eller om hun er for venstreorienteret til at kunne kaldes konservativ. Det må tiden vise, nu hun er blevet formand, og det skal blive spændende at se, om Mona Juul i modsætning til Søren Pape vil formå at give partiet en klar ideologisk profil – og hvilken.
Dansk partikonservatisme har siden 1950'erne været mere socialkonservativ end nationalkonservativ eller liberalkonservativ, og størstedelen af kritikken af partikonservatismen fra intellektuelle konservative uden for partiet har i årevis gået på, at partiet er blevet for venstreorienteret, at partiets klimapolitik er mere rød-grøn end SF's, at udlændinge- og EU-politikken er antinational, og at partiet har svigtet at føre en konservativ retspolitik, kulturpolitik, skolepolitik osv.
Forleden sluttede økonomen, filosoffen, forfatteren og debattøren Rune Selsing sig til koret af kritikere i en kronik i Jyllandsposten, hvori han tager udgangspunkt i den amerikanske liberalismekritiker, Patrick Deneen, som han kalder for den vigtigste nulevende konservative tænker. Rune Selsings påstand er, at de Konservative er blevet liberale, og at det er Mona Juuls opgave at vride sit parti ud af liberalismens kløer.
I disse tider, hvor man skal deklarere, hvis man er jøde og skriver om Gaza, må jeg hellere deklarere, at jeg er klassisk liberal, og at jeg er redaktør af det liberale tidsskrift, Libertas. Jeg hører dog til dem, der mener, at liberalisme og konservatisme har meget til fælles, at liberalisme forudsætter en konservativ kultur og moral, ligesom konservatisme i dag forudsætter liberale politiske institutioner, men at liberalisme og konservatisme også fokuserer på forskellige sider af samfundslivet og derfor supplerer hinanden mere end står i modsætning til hinanden.
For Rune Selsing og Deneen fremstår "liberalisme" og konservatisme derimod som absolutte modsætninger, men det hører med, at dét, de kalder "liberalisme", ikke bare omfatter klassisk liberale, der vil hælde mod at stemme LA, og som i USA ville blive kaldt "conservatives", men også omfatter yderliggående amerikanske "liberals", der selv i en dansk kontekst ville kaldes for venstreorienterede, samt kulturradikale og danske og engelske socialdemokrater. Og åbenbart danske partikonservative.
Rune Selsings og Deneens påstand er, at alle disse meget forskellige politiske holdninger har det til fælles, at de alle er varianter af liberalismen, og at det vigtigste ved liberalismen er dens menneskesyn: at mennesket er et autonomt individ og ikke et socialt væsen.
Selsings præmis er forkert
Der er blot det problem ved den analyse, at præmissen er forkert. Nok tager liberalisme udgangspunkt i individet, men liberalisme bygger ikke på et antagelse om, at individer ikke er sociale væsener, og alle liberale politiske tænkere af betydning skriver det modsatte, at mennesker (naturligvis er man fristet til at sige) er sociale væsener, der ikke kan leve uden i fællesskab med andre, og at familien er det vigtigste fællesskab. Jeg skal ikke belemre læseren med snesevis af citater – blot skal det fremhæves, at både den politiske liberalismes fader, John Locke, og den økonomiske liberalismes fader, Adam Smith, helt utvetydigt skriver, at mennesker af natur er sociale væsener (skabt af Gud). Der er heller ikke noget i politisk liberalisme, der logisk forudsætter, at mennesker skulle være autonome i den angivne forstand.
Rune Selsings kritik hviler derfor på en forkert præmis, og det fører til forkerte konklusioner
Når meget er gået galt ud fra en kommunitær/konservativ betragtning, som Rune Selsing skriver, så skyldes det ikke, at alle de politiske partier uden for den yderste venstrefløj i virkeligheden er liberale, og liberalisme har heller ikke på nogen måde været ideologisk og kulturelt dominerende i de seneste 55 år, hvor velfærdsstaten, skattetrykket, reguleringen og den offentlige beskæftigelse er eksploderet. Det har heller ikke været liberale men venstreorienterede, der siden ungdomsoprøret har besat alle de betydende poster i kulturlivet, folkekirken, undervisningssektoren og medierne.
Socialismen - ikke liberalismen - har været den dominerende politiske kraft
Det har tværtimod være socialismen især i dens socialdemokratiske og kulturradikale varianter, der har været den dominerende ideologiske, kulturelle og politiske kraft i Danmark og i det meste af Vesteuropa i de seneste 75 år, og dertil kunne man tilføje påvirkningen fra de venstreradikale "hadets filosoffer", som Eva og Rune Selsing selv skriver om i deres bog "Den borgerlige orden". Når socialdemokrater ikke har talt meget om moral, kultur, dannelse, familien, sammenhængskraft, gudstro og åndelige værdier siden 1960'erne, så skyldes det ikke, at de har forlæst sig på liberale tænkere, men at de er rundet af en socialistisk tradition, der har haft fokus på klassekamp og materiel velfærd opnået gennem social ingeniørkunst kombineret med en antikapitalistisk kulturkamp. De har haft den samme tro på, at det gode liv er ens for alle, og at det er muligt at skabe (eller for de konservative: genskabe) det gode samfund og gøre alle lykkelige gennem statslig regulering, som Rune Selsing og de kommunitære filosoffer.
