Er loven et redskab, hvormed staten regulerer borgernes adfærd? Eller er den snarere et sprog, hvori staten udtaler sine værdier over for borgerne? Måske indfanger hver af disse definitioner noget rigtigt, så man må anerkende dem begge en vis gyldighed. Men i hvert fald er der afgrundsdyb forskel imellem dem, og de viser meget tydeligt to modsatrettede måder at tænke forholdet imellem stat og borgere på. I et demokratisk samfund, hvor statsmagten repræsenteres af et folketingsflertal, er det i sidste ende et forhold imellem en majoritet af befolkningen og befolkningen som helhed, der formidles gennem lovgivningen.
Denne problemstilling vedrører blandt andet spørgsmålet om, hvad der holder et samfund sammen, hvilket er temmelig vigtigt i en tid, hvor de politiske nøgleord kan være sådan noget som ”sammenhængskraft” og ”integration”. Som bekendt har vore hidtidige teorier om integration ikke klaret sig særlig godt i forhold til virkeligheden, så der kan være god grund til at reflektere over grundlæggende perspektiver som dem, der kommer til udtryk i forståelsen af begrebet lov.
Det udkastede spørgsmål var, om loven er et styringsinstrument eller et udtryksmedium. Og man bemærker omgående, at den første definition ligger ligefor, mens den anden kan være temmelig svær at få hold på. Hvorfor er det så ligetil at tænke loven som et instrument eller et redskab? Hvad er det, der ligger i disse begreber? Det er grundlæggende en teknisk indstilling, hvor samfundet og borgernes adfærd er tænkt i analogi med en naturvidenskabeligt kortlagt proces.
Visionen er dybest set, at retsvæsenet forholder sig til samfundet på samme måde, som de ansatte ved et atomkraftværk forholder sig til de processer, der foregår i reaktoren. Begge aktører opretholder orden ved en løbende justering af ”faktorer”, hvis effektivitet blot i det sidste tilfælde er godtgjort af fysikken, mens den i det første tilfælde godtgøres af bl.a. sociologi, psykologi og pædagogik. Succeskriteriet er i begge tilfælde det samme, nemlig minimering af fysiske henholdsvis sociale afvigelser. En lovgivnings succes kan i dette perspektiv måles på, hvorvidt den har en adfærdsmodificerende effekt på de straffede eller en afskrækkelseseffekt i forhold til potentielle lovbrydere.
Ud over den lavpraktiske gevinst, der kan ligge i simpelthen at holde en fængslet væk fra samfundet, er det vel disse to ting, man tilsammen forstår ved en ”præventiv effekt” af lovgivningen.
Egentlig er det ganske fantastisk, som dette perspektiv har slået rod i vores tankegang og ofte fremstår som det selvfølgelige for oplyste mennesker. Når nogen derimod mener, at retsvæsenet handler om andet end adfærdsmodifikation, bliver det ofte reduceret til et udslag af blind hævntørst og irrationelle folkestemninger. Og selv når der åbnes en dør for denne side af sagen, sker det som regel i en psykologiserende optik: Man tillader et vist hensyn til ”offerets følelser” eller til den almene ”retsfølelse” – det sidste har altid været højrefløjens undskyldning for at kræve hårde straffe, selv når der påviseligt ikke kunne forventes nogen præventiv effekt.
Det er netop for at undgå sådanne reduktioner, at det kan være nærliggende at definere loven som et sprog, hvori samfundet udtrykker sine værdier. For man behøver virkelig ikke at være i sine følelsers vold for at overveje andre succeskriterier for en lov, end om den virker. Man kunne jo for eksempel stille det nok så nærliggende spørgsmål, om loven skal være retfærdig.
At retfærdighed drejer sig om noget andet end det teknisk nyttige, viser sig særlig tydeligt i begrebet straf. Det har aldrig passet ind i et teknokratisk perspektiv på samfundet, at man skulle straffe folk, blandt andet fordi det synes at indebære en række videnskabeligt problematiske begreber som fri vilje, ansvar og skyld. Men begrebet straf har endvidere et væsentligt kommunikativt aspekt. Hvis man skal gribe teknisk ind i folks adfærd, er det i reglen ligegyldigt, om de pågældende forstår den påvirkning, man udsætter dem for – ja, i mange tilfælde, nemlig når påvirkningen har en moment af manipulation over sig, er det ligefrem afgørende, at de ikke forstår det.
Men hvis man er ude på at straffe nogen, er det fuldstændig essentielt, at de straffede selv forstår, hvad der overgår dem, og hvorfor. De skal forstå, at samfundet gør noget gældende over for dem, idet det straffer dem – at det så at sige taler til dem gennem straffen. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at en straf kun er vellykket, hvis den straffede anerkender dens retfærdighed og angrer sin forbrydelse. Men personen skal som minimum forstå, at straffen udtrykker en stillingtagen til hans eller hendes forbrydelse og, at nogen mener, man burde angre. En straf ligner derfor mest af alt en talehandling, for eksempel fremsættelsen af et argument, der – ifølge en genialt minimalistisk formulering af J. L. Austin – har det som et afgørende succeskriterium, at budskabet simpelthen bliver hørt og forstået.
Alt dette kan virke mystisk, men den overordnede pointe er klar nok: Dette at straffe drejer sig måske slet ikke grundlæggende om at modificere folks adfærd, men om at fortælle dem, hvad man mener om dem – hvad end de så måtte bruge denne viden til. Det forhold imellem samfundet og forbryderen, der kommer i stand via straffen, er grundlæggende ikke en teknisk, men en kommunikativ relation. Det er rigtigt, at denne kommunikation ideelt set kan føre til, at forbryderen accepterer sin dom, angrer sin forbrydelse og sætter sig for ikke at begå den igen.
Men dette er ingen videnskabeligt funderet teknik. Situationen er igen ligesom i en diskussion, hvor man skal fremsætte sit bedste argument med en naturlig forhåbning om at blive hørt – og ikke et dårligt argument, som man erfaringsmæssigt ved kan virke overbevisende. At nogen får ret i en diskussion følger i almindelighed af, at de simpelthen har ret – der findes ingen bedre ”metode” til at få ret, og på samme måde synes væsentlige effekter af en straf at afhænge af, at den netop ikke er fastsat med henblik på disse effekter, men med henblik på, hvad der er retfærdigt. Den bedste tommelfingerregel, et menneske kan have om, hvad der kan overbevise andre mennesker, ligger i almindelighed i, hvad der kan overbevise en selv.
Jeg mener, at det tekniske syn på samfundet har haft alt for stor gennemslagskraft i det tyvende århundrede, og at man har væltet sig i teorier om, hvor let det er at forudsige og manipulere andre mennesker – oftest uden skyggen af succes, når der endelig skulle forudsiges noget for alvor (marxisterne er det klassiske eksempel, men i nyere tid er det jo også gået helt galt for EU-teknokraterne og i integrationsdebatten). Omvendt tror jeg, at man har undervurderet de voldsomme kræfter, der er på spil i det gensidige forhold, hvor mennesker reagerer spontant i forhold til hinanden og simpelthen udtrykker det, de har på hjerte. Jeg vil ikke fuldstændig underkende venstrefløjens traditionelle interesse i ”social arv”, ”kriminalitetsforebyggelse” og ”præventive effekter”.
Men når begrebet ”straf” på den baggrund nærmest er kommet i vanry, mener jeg, at man har mistet kontakten til selve kernen i menneskeligt fællesskab. Ingen stat synes i sidste ende at kunne unddrage sig et kommunikativt forhold til sine borgere, og intet menneske kan unddrage sig et kommunikativt forhold til sine medmennesker.
