Debat

22.03.22

Erkend din fjende – og dine kæpheste

Henrik B. Dynesen: Når vi står over for en fjende, der truer os på livet, så rykker vi sammen. Men selvom vi hører krigsbragene fra Ukraine og reagerer på dem, slæber vi vores kæpheste med. Og bliver blinde for vores egne af slagsen.
Illustration: Ahmad Rahma / Cartoonmovement
Illustration: Ahmad Rahma / Cartoonmovement

Alting blev pludselig klart, skællene faldt fra vores øjne, Putin var vores fjende. Instinktivt vidste vi, at vi måtte stå sammen og åbne statens pengepung for forsvaret. Kort sagt, få styr på vores prioriteter. Har man levet længe nok, var det ikke så overraskende. Når vi står over for en fjende, der truer os på livet, så rykker vi sammen. Da tvillingetårnene faldt i 2001, rykkede vi sammen mod bin-Laden og al-Qaeda. Vi var alle amerikanere. 

Dengang var Putin sågar med på holdet. Han var den første statsleder til at kondolere overfor George W. Bush efter angrebet. Han talte om Ruslands indmeldelse i NATO som en mulighed. Ja, den amerikanske og russiske præsident var for en periode nærmest duskammerater. Bush havde kigget dybt i Putins øjne og set hans sjæl: en mand dybt hengivet til sit land og dets interesser.

Dengang lød det meget godt, for interesser måtte jo være noget med demokrati, retsstat, frit marked og velstand. Himmelråbende naiv synes forestillingen i dag, en debil feberfantasi om en ny, evig og liberal verdensorden. Nu skriver vi 2022, og russiske interesser lyder som noget med militærkontrol, indflydelsessfære, lydstater, imperium, storhed og revanche.

Så Putin er fjenden, fordi Ukraine og vi er hans fjende. Der var nok noget rigtigt i Carl Schmitts tanker om, at den centrale skelnen i politik er forskellen mellem fjende og ven. Vi kan ikke selv få lov til at bestemme, om Putin er vores fjende. Peger han på os som fjende, så er vi hans fjende, og han bliver vores. 

Som stand up-komikeren Louis C.K. siger i en af sine monologer, kan du ikke benægte, at du er et røvhul, når nogen siger det til dig. Det kan du ikke selv bestemme. I deres øjne er du et røvhul. Det er bare at acceptere og spørge: Okay, hvad gjorde jeg så denne gang. Således er det også med fjende-ven-dikotomien. Det er ikke et valg, vi har. Putin ser os som fjende. Der er ryktvang, og ignorerer vi den rolle, vi er blevet tildelt, så koster det os – hvis ikke livet, så vores frihed. 

Alle de, som vi til dagligt toppedes med, ser vi nu, var jo egentlig blot modstandere, ikke fjender. Vi må stå sammen og lægge vores uenigheder til side. Vi har erkendt, at vi alle sidder i den samme båd. Nervøst forsøger vi nu at få indsigt i, om vi har kastet os i en plimsoller med rustne skot og utilstrækkelige våben eller et kampdygtigt, moderne krigsskib, der kan forsvare vores grænser, støtte op om ukrainerne og redde vores liv. 

Men selvom vi fylkes i båden, så slæber vi vores kæpheste med. Ja, vi tog nok lidt fejl og blev grimt overraskede omkring Putin, invasionen og Ukraine. Men det beviser blot, at det, vi mente før invasionen, også er rigtigt efter invasionen. At det var forkert, viser, hvor rigtigt det var. 

Det er psykologen Leon Festingers reduktion af kognitiv dissonans, som i krigstid bliver synlig for fuld udblæsning. Vi har et nærmest ubetvingeligt behov for at fremstå som gode og kompetente mennesker i andres og vores egne øjne. Vi stiller os aldrig op og konkluderer om vores tidligere synspunkter, at de tyder på, at vi har været – eller ligefrem er – snotdumme, inkompetente, selviske og dårlige mennesker. 

Nej – løsningen og problemet før invasionen er også problemet og løsningen efter invasionen. Problemet er militæret eller pacifismen, nationalismen eller EU, identitetspolitik eller feminisme, islam eller kristendommen, liberalismen eller realismen, investeringerne i vindmøller, i solceller, i atomkraft og fossile brændstoffer. Men den enes problem er den andens løsning. End ikke krig er så slemt, at vi holder os for gode til ikke at trække vores kæphest af stalden. Den skal med i redningsbåden. Vi taler dens sag og prøver at overbevise alle andre om, at netop vores kæphest er nødvendig for at redde os sikkert i land.

Selv har jeg helt stutteri af kæpheste. Jeg skal ikke holde mig for god. I redningsbåden klamrer jeg mig til mindst et par stykker. For ja, Putin er et aktuelt, stort og livstruende problem, men menneskehedens tre evige og eksistentielle fjender er jo entropi, evolution og uvidenhed. 

Putin som problem og fjende er nemt at forstå. Først overbevist om hans mørke og farlige intentioner, så glemmer vi det ikke igen. Anderledes er det med entropien, evolutionen og uvidenheden. De er abstrakte begreber og størrelser, men alligevel er det dem, som i sidste ende vil kunne gøre en ende på alt, hvad vi har kært. Det er næsten pinligt at måtte indrømme, at dét synes jeg, for hører jeg da ikke krigsbragene? Jo, men …

Entropi er fysikkens mål for orden i et lukket system. Jo højere entropi, jo mere kaotisk er systemet. Hele universet bevæger sig mod stadigt højere entropi, mere uorden. Men entropien som fjende kan også forstås, som at alting ruster, slides ned og falder fra hinanden. At forstå entropien som fjende er også erkendelsen af, at fattigdom ikke er en systemfejl, men er universets standardindstilling. Venstreorienterede spørger for eksempel fejlagtigt: Hvorfor er der fattige? Ofte lyder konklusionen, at de rige på en eller anden måde har udbyttet og taget fra de fattige. Men spørgsmålet er stillet forkert. I et univers, hvor entropien er den totalitære hersker, er det egentlige spørgsmål altid: Hvorfor er der overhovedet velstand og orden?

Evolutionen – tidligere kaldte vi det naturen – er menneskehedens fjende på flere vis. Mest indlysende er de mindste organismer vores største fjender: bakterier, vira og svampe. De udvikler sig hele tiden og kan tage livet både af os selv og de planter, som vi spiser. De fleste dyrearters banemænd menes ikke at have været meteornedslag og supervulkaner, men blot mikroorganismer. 

Men evolutionen er også vores fjende, på den vis at den selvfølgelig kun har udstyret os med et mentalt apparat, der var tilpasset en stenalderverden. Derfor kan vi synes lettere fortabte i et globaliseret og senmoderne teknologisamfund. Ikke ligefrem en eksistentiel trussel, men en permanent kilde til megen personlig ulykke og tragik. 

Putin kunne man formentlig også snildt smide på en evolutionspsykologisk briks og vise, at hans handlinger til dels skyldes evolutionært udviklede psykologiske mekanismer som magtbegær, paranoia, in-group-bias og selvbedrag. Mentale træk, der kan have været en reproduktiv gevinst for generne gennem æonerne, men mindre fordelagtige for befolkninger og nationer i en globaliseret verden. 

Min sidste kæphest er, at uvidenhed er menneskehedens fjende. Alle problemer er i teorien til at løse med den rette viden, så længe løsningen ikke bryder med fysikkens love. Løsninger vil selvfølgelig skabe nye problemer, for man kan ikke skabe orden et sted i universet uden at øge entropien et andet sted i form af eksempelvis forurening, ressource- og energiforbrug. Universet tilbyder ingen gratis frokoster. Det er kun viden og sand information, der i længden holder kulden, sulten og undergangen fra døren. De ”unknown unknowns” bliver en dag vores banemand.

Så jo, vi har alle sammen hørt krigsbragene fra Ukraine. Vi ser nemt kæphesten i vores modstanderes øje, men er blinde for den i vores eget. Hvem er vi nu? Putins fjende, svarer vi. Det er blevet en central del af vores identitet. 

Nogle kæpheste har vi nok opgivet, da vi kastede os i bådene. De efterladte kæpheste taler vi ikke højt om, vi benægter eller fortrænger dem. Andre kæpheste klamrer vi os fortsat til, for vi vil ikke indrømme, at vi tog fejl. Måske ønsker vi desperat at forblive relevante. Måske mener vi blot fortsat, at de er en stor sandhed.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter