Hvis man skulle have været i tvivl om, hvorvidt der findes alvorlige værdipolitiske spændinger internt i EU inden denne sommer, er man det vist næppe længere. Både striden mellem EU og så Ungarn og premierminister Orbans såkaldte forsøg på et mere illiberalt demokrati og striden med Polen om tiltagende indskrænkning af retssikkerheden har haft godt med fokus i de danske medier. Særligt den højtprofilerede sag med regnbueflagene og Ungarns nye LGBT+-lov under EM-slutrunden, udstillede det åbenlyse clash mellem liberale og konservative værdier i Europa.
Budskabet i denne klumme er, at denne konflikt er farligere, end vi tror, og at der er nogle lag i konflikten, som trænger til at komme frem i lyset, så vi ikke uoplyste tramper ned ad en sti, som ender skidt for Danmarks og resten af Europas vitale interesser.
To slags mål
Når man beskæftiger sig med forskellige nationers udenrigspolitik, kan man prøve at give et simpelt overblik ved at inddele nationernes interesser i tre forskellige sfærer, der hver har sine mål. Her taler man typisk om idépolitiske mål, udenrigsøkonomiske mål og sikkerhedspolitiske mål. Hvis man tager de sidste først, så er de sikkerhedspolitiske mål typisk knyttet til konkrete måder at sikre nationens overlevelse, og hvordan man holder sig ude af konflikter, der kan true nationens sikkerhed bredt forstået. De udenrigsøkonomiske mål handler så om den del af udenrigspolitikken, der føres for at sikre nationens velstand, som for eksempel gennem handelsaftaler med andre lande. Endelig er der så de idépolitiske mål, hvor man gennem udenrigspolitikken prøver at påvirke verden i en retning, der stemmer overens med de værdier, som netop det land holder højt, uanset om det er udbredelse af menneskerettigheder eller politisk islam.
For Danmark er der ingen tvivl om, at alle landets udenrigspolitiske mål er tæt koblet til Danmarks medlemskab af EU. De udenrigsøkonomiske mål varetages indlysende først og fremmest gennem det indre marked. De idépolitiske mål varetages både af selve EU’s eksistens, der forsøger at sikre det liberale demokrati i Europa, og de varetages af EU’s fælles udenrigspolitik, der ofte har fokus på at udbrede og beskytte menneskerettigheder og international retsorden uden for EU’s egne grænser.
Endelig er de sikkerhedspolitiske mål også i nogen grad opfyldt af EU selv, der jo ofte forbindes til den lange periode med fred i det ellers krigsplagede historiske Europa. Derudover er der megen snak om, at Europa i højere grad i fremtiden skal stå for egen sikkerhed i takt med amerikanernes aftagende lyst til netop det; det europæiske forsvarssamarbejde er blevet vitaliseret under Trumps regeringsperiode. Tunge skikkelser, som Macron og Merkel, har luftet drømme om et stærkere europæisk fællesforsvar.
De nye og venligere toner fra Biden-administrationen får næppe den ambition til at gå væk. Dertil var forskrækkelsen over ”America First”-politikken og dens store udbredelse i USA for stor.
En europæisk uforenelighed
Det meste af ovenstående er kendt stof for de fleste interesserede læsere af samfundsstof, men måske vil det være mere sjældent omtalt, at der i tilfældet EU er en stærk og latent interessekonflikt mellem de idépolitiske og de sikkerhedspolitiske mål (og sådan set også med de udenrigsøkonomiske, men det behandler jeg ikke videre her).
Der er en direkte modsætning mellem ambitionen om et fælleseuropæisk forsvar og så ambitionen om et tolerant og værdiliberalt ensartet EU.
Lad os med at se på Brexit og sikkerhedspolitikken: Storbritannien er ifølge datasiden globalfirepower.com verdens 8. stærkeste militærmagt, lige i hælene på Frankrig, som er nummer 7. Brexit var derfor et alvorligt slag til enhver europæisk ambition om at overtage ansvaret for egen sikkerhedspolitisk skæbne fra USA, i hvert fald hvis det skal ske i regi af EU. Med Storbritannien forsvandt simpelthen en væsentlig bid af EU’s samlede slagkraft.
Problemet er nu, at EU næppe har råd til at miste flere af de militært veludrustede lande, hvis de sikkerhedspolitiske mål skal kunne opfyldes. Og her ligger det så ærgerligt for EU og dem, der ønsker værdipolitisk konflikt, at Polen netop er sådan et land. En forholdsvist stor befolkning og en placering som verdens 23. stærkeste militærmagt, på nogenlunde lige fod med Canada og det evigt truede Taiwan.
Set med sikkerhedspolitiske briller er det altså ret afgørende, at Polen forbliver i EU’s kerne, og at andre østeuropæiske lande som Ungarn gør det samme.
Omvendt er det klart, at de idépolitiske mål for Danmark og resten af de mere liberale vesteuropæiske stater bedre ville kunne forfølges på den udenrigspolitiske scene, hvis man havde styr på eget bagland. Ligeledes ville man kunne præsentere et mere ensartet og krystalklart forsvar for det liberale demokrati internt i EU, hvis man fik strittet lande som Ungarn og Polen ud af EU.
I øjeblikket er der ikke noget der tyder på at konflikten vil komme så langt, men idéen om at Polen og Ungarn kan ende med at forlade EU på grund af de værdipolitiske konflikter er blevet luftet flere steder, f.eks. hos tidligere EU-præsident Donald Tusk, og i seriøse medier rundtomkring i Europa.
Et surt æble
I den sidste ende står Europa over for et valg mellem en mere ideologisk vej, hvor vi aggressivt bekæmper det vi opfatter som illiberalt, og så en vej, hvor vi bider i det sure æble og konstaterer, at EU er et skæbnefællesskab, også med lande, som bevæger sig i politiske retninger, vi bryder os mindre om, og som gør det sværere at tale storladent om europæiske værdier på den store internationale scene.
Her tror jeg, det vil være klogt at besinde sig på et mere realistisk syn på, hvordan international politik fungerer, og hvad der er de primære drivkræfter der. Den såkaldte realistiske teoretiske skole inden for international politik lægger vægt på, at stater i sidste ende vil agere efter egeninteresse, og at stater i høj grad eftersøger større sikkerhed og magt. I det lys er idépolitiske mål stadig vigtige, men de kan kun forfølges så langt, at de ikke truer den grundlæggende jagt efter sikkerhed i en usikker verden.
Hvis man vil opnå Danmarks sikkerhedspolitiske mål og EU’s ditto, er det derfor vigtigt, at man erkender, at der er en grænse for, hvor langt man kan trække de værdipolitiske konflikter med Østeuropa, og at EU’s grundlæggende sikkerhed afgørende er koblet til at bevare i særdeleshed Polen inde i EU.
