Polen og landets forfatningdomstols afgørelse, som sætter den polske forfatning over EU-lovgivningen, har skabt en del diskussion i EU-institutioner, medlemslande og i medierne. Den polske forfatningsdomstol har konstateret, at en specifik fortolkning af visse bestemmelser i traktaterne er uforenelig med den polske forfatning.

Tonen i debatten er hovedsageligt ens: Polen skal straffes og bankes på plads. Flere medlemslande, især fra det vestlige Europa, forlanger hårde straffe, herunder udelukkelse af Polen fra midlerne i EU’s struktur- og genopretningsfonde, såfremt Polen ikke underkaster sig afgørelserne fra EU. 

Polen afviser at rette sig efter Bruxelles og insisterer på overholdelse af princippet om overdragelse, der siger, at unionen kun må handle inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne tildeler den i traktaterne. Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, mener desuden, at et demokratisk underskud i EU aldrig har været mere synligt end i de seneste år, samt at EU-Domstolens aktivisme, eller rettere sagt en kreativ fortolkning af de grundlæggende traktater, er nået så langt, at Polen må sige stop. 

Uanset om man holdningsmæssigt hører til den hårde gruppe, som ønsker afstraffelse af Polen, eller den gruppe, som deler Morawieckis synspunkter, er det ganske tydeligt, at EU’s strid med Polen, og delvis også Ungarn og Slovenien, er langt mere kompliceret, end den bliver gjort til. Den synes nemlig ikke at handle om den såkaldte “rule of law” i Polen, men snarere om, hvorvidt EU-medlemslande skal underlægges “rule of Bruxelles”. Sagt med andre ord, hvor grænsen for EU’s institutioners indblanding i de nationale medlemstaters lovgivning går. 

Sagen burde være i alle EU’s medlemslandes interesse at få afklaret. At reducere den problematik til at straffe et irriterende Polen vil langtfra afklare problemerne. Skulle det mod forventning lykkes EU “at banke Polen på plads”, vil problemerne dukke op igen senere, formentlig i en endnu mere forstærket udgave. 

Dialog som den eneste vej frem
EU er som bekendt ikke en stat, men et fællesskab af 27 ligeværdige stater. Nogle af disse lande, de vesteuropæiske, er gamle medlemmer. Andre, de øst- og centraleuropæiske, er kommet til efter de politiske omvæltninger. De to grupper lande har ikke blot en vidt forskellig historie, men også vidt forskellige synspunkter om den politiske og samfundsmæssige udvikling i Europa. I et demokratisk fællesskab burde det dog betyde, at ingen af grupperne blot forlanger, at den anden gruppe indordner sig. 

Det burde snarere indebære, at begge grupper respekterer og anerkender hinandens forskelligheder og via dialog vil indgå kompromisløsninger, som alle 27 lande kan tilslutte sig. Økonomisk afpresning, trusler og centralistisk pres er uværdige metoder i et demokratisk fællesskab. Det er heller ikke vejen frem i den aktuelle strid med Polen, hvor landets nationalkonservative regering godt nok har indtaget en retning, mange europæere ikke bryder sig om, men ikke desto mindre er demokratisk valgt af den polske befolkning. Den eneste vej frem er derfor ikke trusler eller indblanding i polske interne forhold, men en dialog, hvor man udviser respekt for den polske regering og dermed den polske befolkning. 

Alt tyder dog på, at dette kniber for en del af de europæiske politikere, som er uenige med den polske regerings politik, også de danske. Et godt eksempel var det konservative medlem af Europa-Parlamentet Pernille Weiss i torsdagens Deadline, hvor hun blandt andet sagde:

“Lige nu skal vi have fokus på, at vi skal støtte den polske opposition, så den kommer til at vinde valget. Derfor skal vi have den tålmodighed, samtidig med at vi er faste i kødet og mener det alvorligt. Vi skal have ny regering i Polen, 85 procent af polakker vil gerne være i EU, det er regeringen, vi skal have væltet.”

Hendes udtalelse er ikke kun en arrogant, voldsom indblanding i interne forhold i Polen og derfor respektløs over for den polske regering og dermed befolkning, eller i hvert fald det flertal, der har bragt Polens Lov og Retfærdighedsparti til magten. Det fremstår desuden, som om 85 procent polakker bakker op om hendes synspunkter om, hvad EU står for, eller i hvilken retning EU skal udvikle sig. Det er misvisende, da 85 procent polakker ganske rigtigt bakker op om Polens medlemskab af EU, men det fortæller intet om, hvilket EU, de har i tankerne.

Desuden ser Pernille Weiss helt bort fra, at Mateusz Morawiecki i sin tale i Europa-Parlamentet blandt andet understregede, at Polen fortsat er et loyalt medlem af EU, men at Polen forlanger, at EU kun må handle inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne tildeler. Et synspunkt, som flere af især de centraleuropæiske lande er enige i, og som ikke betyder, at disse lande ønsker at forlade EU, men at de har deres egne synspunkter omkring udviklingen eller beføjelser af det fællesskab, de burde være ligeværdige medlemmer af.

Problemerne bliver ikke mindre
Ifølge polakkerne og enkelte andre gjorde den polske domstol intet andet, end hvad domstolene i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Danmark, Rumænien og Tjekkiet har gjort tidligere. Dengang dog under lang mindre opmærksomhed fra EU-side eller fra mediernes side. At det netop er Polen, der bliver sat et særligt fokus på, skyldes formentlig især, at det regerende parti Lov og Retfærdighed ikke er specielt populært i EU. Dertil kommer EU’s institutioners berøringsangst over for de polske juridiske reformer, som ifølge flere juridiske eksperter er uforenelige med EU-lovgivningen, da de polske dommere er politisk udpegede. 

Reformerne går tilbage til 2016, men har foreløbig ikke resulteret i andet end EU-Kommissionens åbning af proceduren i henhold til EU-traktatens artikel 7 i december 2017 i flere domme afsagt af EU-Domstolen samt i Bruxelles’ forsinkelse af godkendelsen af ​​den polske nationale plan for at kunne trække penge fra coronas genopretningsfond. 

Det eneste, der er sket, og det gælder, uanset hvem der har ret i den aktuelle strid, eller hvilken side man holder med, er, at problemerne heller ikke i det her tilfælde er blevet løst. At påstå nu, at den polske forfatningsdomstols afgørelse ikke kan tages seriøst nok, fordi den er truffet af politisk indsatte dommere, er snarere en falliterklæring for EU’s institutioner end et bevis for påstanden. Situationen viser desuden, at problemerne ikke bliver mindre, hvis man skubber dem foran sig.

Der er utvivlsomt en del problemer i både Polen og Ungarn, som fortjener opmærksomhed fra EU’s side, for eksempel de to regeringers styring af de statslige medier. Det ville være klogt af EU at tackle problemerne, når de opstår, og ikke lade dem udvikle sig i det efterhånden uoverskuelige, sådan som det er tilfældet med Polen i øjeblikket. 

EU og især de vesteuropæiske lande bliver desuden nødt til at indse, at de nye medlemmer i EU og deres indimellem nationalkonservative regeringer med forskellige holdninger til EU skal tages seriøst og respekteres. Alt andet vil nemlig resultere i en ugunstig udvikling af EU, uanset hvilket fællesskab man ønsker, at EU udvikler sig til. Den løsning, Pernille Weiss og andre foreslår, nemlig “at det er regeringen (den polske, red.), vi skal have væltet”, er ikke blot udemokratisk og ikke-europæisk, den ville heller ikke løse problemerne. Tværtimod.