Debat

28.11.21

Familien er det borgerlige samfunds hovedhjørnesten

Kasper Støvring: Den stabile familie er afgørende for livskvaliteten, men bliver angrebet som en undertrykkende institution af socialister med flere. Derfor er det en afgørende borgerlig mærkesag at sikre rammerne for gode og sunde familier.
Robinsons Bue ved hjørnet af vest- og sydmur, Tempelbjerget, Jerusalem. (Foto: Brian Jefferey Beggerly / Creative Commons)
Robinsons Bue ved hjørnet af vest- og sydmur, Tempelbjerget, Jerusalem. (Foto: Brian Jefferey Beggerly / Creative Commons)

I Matthæus 21:42 siger Jesus: ”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.” En hovedhjørnesten er den sten, alle andre sten bygges på. Ultimativt Kristus. Men hvad er det borgerlige samfunds hovedhjørnesten? Det er familien. De socialistiske og liberalistiske bygmestre vrager denne sten, men de borgerlige må bygge på den.

Jeg kom til at tænke på skriftstedet, da jeg læste en spritny undersøgelse fra tænketanken PEW om det gode liv, om hvad der skaber mening i livet for mennesker i velstående lande. Der var ingen som helst tvivl om undersøgelsens konklusion: Familien betyder mest.

Men der er strømninger i det moderne samfund, der ønsker at vrage familien. Socialister angriber kernefamilien som en undertrykkende institution, men også liberalister ønsker at fratage familierne selvbestemmelse og argumenterer sammen med venstrefløjen for eksempel for den nye barselslov. Begge støtter også solomødres muligheder for at få børn uden fædre og ønsker i øvrigt at understøtte enlige økonomisk.

Der er derfor sket et forfald i familielivet. Vi er blevet mere ensomme. Det gælder især børn og ældre og ikke mindst unge mænd, der i stigende grad isoleres uden en ægtefælle eller familie at sørge for. Det er et bredere, vestligt fænomen. 

Der er også flere skilsmisser, og vi ved fra undersøgelser fra blandt andet VIVE, Danmarks Statistik og Rockwool Fonden, at børn fra skilsmissehjem får ringere uddannelse, er mere kriminelle og mistrives i større omfang end andre børn.

At familien er i forfald, kan ikke blot aflæses i de høje skilsmissetal – omkring hvert andet ægteskab går i stykker – men også i den stigende modvilje mod at forpligte sig i et forhold. Hele 32 procent af singlekvinder ønsker ikke en fast partner (det gælder 11 procent af mændene). 

Det er en god og opbyggelig pointe, at det sted i landet, der har de færreste skilsmisser, er i den upåagtede provins, ja, i udkanten – nemlig Vestjylland. Det værste sted er København – woke-paradiset, socialisternes og de progressive liberalisters hovedhjørnesten.

En stabil familie er altså afgørende for livskvaliteten. I sin aktuelle bog Forsvar for almindeligheden skriver Mikael Jalving om serien ‘Alene i vildmarken’, hvor læren er, at oplevelseshungrende danskere villigt flygter fra almindeligheden, men så snart virkeligheden melder sig, vil de hjem, hjem til familien. Altså vel at mærke de af deltagerne, der er så heldige og lykkelige at have en familie. Netop familiemennesker klarer sig i øvrigt bedst af alle deltagerne. De kan udholde de værste strabadser, for de står på familiens faste klippe i den vildmark, der hedder livet.

Læren? Mennesket fødes ikke frit, men bliver frit. Det voksne menneske opdager, at trofasthed og varighed giver mening, og at styrke opbygges ved at opfylde fordringen: Du skal! For eksempel kæmpe for at opfylde den kontrakt, nej, den pagt, som er familien.

Hvad spørger man sig selv, når enden nærmer sig? ”Har jeg benyttet mig nok af oplevelsessamfundets mange tilbud?” ”Har jeg realiseret det unikke potentiale i mig selv?” ”Har jeg tilbragt nok timer på kontoret?”

Nej, man spørger som Jørgen Leth, der citeres i Jalvings bog: ”Har jeg været en god nok far?”

Familien bør altså være de borgerliges vigtigste tema, og de har den dagsorden næsten helt for sig selv. Hvad kan de gøre?

De kunne sænke skatten for familier med en hjemmegående forælder, imens barnet er i sine første år, fjerne offentligt tilskud til inseminering af enlige, fjerne økonomisk kompensation ved skilsmisser, fjerne tilskud og fripladser til enlige, supplere skolematerialer om familielivet, så Sex og Samfunds normkritiske tilgang hæmmes, sænke overførselsindkomster til enlige, særligt enlige forsørgere, lade familien bestemme mere over lektier, pasning, barsel, skole- og uddannelsesvalg, hæmme fleksibilitet og frit valg på dagtilbudsområdet, så man i højere grad tilpasser sit liv efter sine børn, ikke omvendt. 

Arbejdslivet bør ikke være det, børnene indrettes efter. De forslag vil progressive karrierefeminister nok stejle over. De ser ikke deres børn ret meget, og det ”gider vi ikke at skammes over”, siger de. Men deres sprogbrug røber, at de inderst inde godt ved, at de har truffet et forkert valg. Deres dårlige samvittighed afslører dem.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter