"Första maj i Sundsvall." (Foto: Mikael Holgersson via Socialdemokraterna)
"Första maj i Sundsvall." (Foto: Mikael Holgersson via Socialdemokraterna)
Debat

Far velfærd – far vel?

23. aug. 2021

Helle Birk reflekterer over Folkhemmet i en dyster tid, netop som Stefan Löfven har meldt sin afgang som statsminister. Selvom Danmark ikke just er Sverige, er der rigelig grund til at bekymre sig også herhjemme, mener hun.

Ifølge den tyske sociolog Max Webers tese er den protestantiske etik og flid et ideelt udgangspunkt for at opbygge både velstående og velfungerende – kapitalistiske, forstås – samfund. Handels- og forretningslivet blomstrer ikke overraskende, hvor folk er myreflittige og stræbsomme og sætter en ære i ikke at skylde nogen noget. I at svare enhver sit.

Det, som svenskerne, ja , også deres - stik imod, hvad han ellers tidligere har sagt - nu afgående statsminister Stefan Löfven, kalder att göra rätt for sig.

Velfærdsamfundet bygger på det simple princip, at alle skal gøre deres pligt for at kunne kræve deres ret. De stærkeste skuldre bærer de hårdeste byrder, altså betaler hovedparten af den skat, der finansierer velfærdsstaten. Det er en smuk hensigtserklæring, at alle, der kan, arbejder og bidrager til samfundet efter bedste evne. Og sådan er velfærdskontrakten udformet. 

Men hvis for mange begår kontraktbrud, så falder aftalen fra hinanden. Tilliden og sammenhængskraften i samfundet smuldrer. For samfundet, det er dig og mig. Hvis der er flere, der har en fremstrakt hånd, end der er folk, der smøger ærmerne op, har vi til sidst ikke noget velfærdssamfund. 

Det behøver man ikke være nationaløkonom for at kunne regne ud.

Ifølge den skandinaviske velfærdsmodel er der gratis (i denne sammenhæng er gratis=skatteborgerbetalt) adgang til uddannelse, sundheds- og ældrepleje. Det kræver, at alle sætter en ære i at arbejde og forsørge sig selv, og kun nødtvungent ligger samfundet til last, som det hed engang. 

World Value Survey har lavet et kort over, hvilke værdier hvilke lande har tilfælles (link her, se under ‘Finding and insights’). Tyskland, Holland, Schweiz, Finland, Norge, Island, Danmark og Sverige er kategoriseret som historisk protestantiske. Historisk, fordi de er under forandring qua immigration, lave fødselsrater og sekularisering. Men majoritetssamfundets værdigrundlag er – endnu da – den protestantiske etik med en høj arbejdsmoral, udbredt tillid mellem mennesker og stor grad af individuelle rettigheder.

Folkhemmet i krise 
Den svenske velfærdsstat med Folkhemmet blev engang anset for at være et af verdens bedste og sikreste samfund, men det er desværre en saga blot.

Socialdemokraterne har været ved magten næsten uafbrudt i 100 år. Sossarnas selvforståelse er at de er garanter for velfærdssamfundet, for Folkhemmet, selvom det rent faktisk er en socialkonservativ ide. Efter devisen allas lika värda har afgående statsminister Stefan Löfvens feministiske regering med Miljöpartiet, der har opbakning fra under 4 % af vælgerne, men som dominerer indvandrings- og klimapolitikken, gennem 7 år ved regeringsmagten lovet at sikre social retfærdighed for alle.

9. juli præsenterede Löfven sin tredje regering, som kun 116 stemte ja til, 173 stemte nej, men på grund af blanke stemmer stemte flertallet af Riksdagens medlemmer ikke mod Löfven. Velfærden skal være vores lands stolthed, sagde den via negativ parlamentarisme genindsatte statsminister og løftede sløret for regeringens kommende prioriteringer, måske sågar i prioriteret rækkefølge: job, tryghed, grøn omstilling og velfærd. 

Landsfaderen talte ved samme lejlighed om klimatet som Sveriges vigtigste udfordring, mens han advarede om den ”farlige” højredrejning i svensk politik. Sverigesdemokraterne med Jimmie Åkesson i spidsen er feministregeringens skræmmebillede. Og det har mærkelig nok virket. Selvom retorikken er tom. For volden stiger, og velfærden daler hinsidan.

Hvordan er det gået så galt?

Den forhenværende kulturchef på Aftonbladet Åsa Linderborg illustrerede Moder Sveas store velfærdsproblem i en samtale med sin afdøde fars kollega på stålværket i 2018, inden Stefan Löfven blev genvalgt. Fra bogen Året med 13 måneder

“Han sagde, at han var vred over valgkampen, den handler ikke om folk som ham, han har slidt og slæbt i hele sit liv, men nu er det svært at få enderne til at mødes. Han stemmer ikke på SD, men han forstår ikke, hvorfor alle er så harme over Jimmie. Han har ikke noget imod indvandrere, sagde han, men han synes ikke, at han er blevet hørt om, hvor mange vi har plads til. Hans svoger havde fået et hjerteslag, men lægen sendte ham bare hjem med to Treo.”

Bedrageri i fuldt flor
Gör din plikt, kräv din rätt, siger sossarna. Men det klinger mere og mere hult i det nye Sverige, hvor det bliver sværere og sværere for selv den mest faktaresistente at benægte landets sande tilstand. Det samme gjorde den snart tidligere statsminister og leder af feministregeringen, Stefan Löfven i sin 9. juli-tale, da han formulerede sig sådan her om den svenske samfundskontrakt: ”Arbejdsløshed er spild. Det er spild at lade mennesker, der intet hellere vil (sic!) end at svare enhver sit (vil göra rätt för sig, red.) gå arbejdsløse.” 

Den snart forhenværende statsministers ord står i skærende kontrast til den rapport, Moderaterna har offentliggjort. I rapporten udarbejdet af en integrationskommission i april 2021 på partiets foranledning problematiserer partileder Ulf Kristersson, der håber at overtage regeringsmagten, i forordet, at over 675.000 indvandrere ikke er selvforsørgende. Der skal værnes om samfundskontrakten, siger han og efterspørger svensk mangfoldighed forankret i de love, kulturelle forestillinger og historiske arv, som karakteriserer netop Sverige. For integrationsproblemer påvirker hele samfundet.

I Sverige forsørger man sig selv, understreger han - som en hensigtserklæring. For den 87-sider lange rapport fortæller en forfaldshistorie om Folkhemmet, hvor nutids-Sverige er blevet en bankomat for bedragere, og anmeldelser for socialt bedrageri er steget med 153 % i de seneste år. Til sammenligning er tallet for anmeldt bedrageri generelt steget med hele 400% i Danmark fra 2010-2019.

Kristersson har efterfølgende kaldt indvandringen en belastning for Sverige. Mere skulle der ikke til for at blive venstrefløjens prygelknabe nr. 1 – som stand-in for Jimmie Åkesson – pga. tonen, ikke tallenes validitet.

Den nuværende kulturchef på Aftonbladet Karin Pettersson har kaldt hans udtalelser for racistiske. Stefan Löfven konkluderede, at ”Moderaterna sætter sin lid til et arbejderfjendtligt højreparti, der udspringer af hvid-magt-bevægelsen” med en stikpille til Sverigedemokraterna.

Begynder svenskerne mon at ane en potemkinkulisse bag retorikken om rasism og vælger en ny statsminister for en ny regering?

Også i Danmark
Mens Löfven meget sigende nævner velfærd på en 4. pladsen – efter klima – i sin tale den 9. juli, har det danske søsterparti et slogan om velfærd først: Vi skal værne om det velfærdssamfund, vi gennem generationer har skabt herhjemme, står der at læse på Socialdemokratiets hjemmeside.

Vi har ikke svenske tilstande. Men 113.484 arbejdsduelige lever af offentlig forsørgelse, hvoraf cirka en tredjedel er ikke-vestlige indvandrere.

Holdningen til det der med at gøre sin pligt og kræve sin ret er ikke så protestantisk mere.

Ordet øvdag opstod og betød i 1970’erne at have en rigtig dårlig dag. Fra 2006 blev en øvdag en selvreguleret ekstra fridag, hvis man ikke rigtig følte for at arbejde. På visse arbejdspladser kunne man bare ringe og sige ”øv” – så var den hjemme, så at sige.

At det, som det så smukt hedder, skal kunne betale sig at arbejde, er en politisk målsætning og egentlig en lidt trist sådan. For den bygger på en antagelse om, at nogle mennesker ikke arbejder, hvis det ikke skæpper mere i kassen, end det gør at lade sig forsørge af det offentlige. Ifølge den svenske rapport er det en korrekt antagelse. Den protestantiske arbejdsmoral er i forfald. Der er ikke mange som hr. Schwann, der havde fire sygedage på 42 år, eller som dr. Hansen, der verfede simulanter som oberst Hackel af. 

Det skorter ikke på skandaler på pleje- og omsorgshjem. Borgere, der har råd, tyr til private firmaer for at få udført velfærdsstatens arbejde. 

Nu er den danske velfærdsstat ikke Folkhemmet, og Mette Frederiksen bestemt ikke Stefan Löfven. Men uden arbejdsetik, ingen velfærd. For selv de bredeste skuldre kan ikke a la titanen Atlas bære hele verden. Heller ikke, selvom nogle har den opfattelse.

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årlig betaling

23 kr./uge



1.200 kr./året.

Månedlig betaling

10 kr./uge

de første fire uger.

Derefter 119 kr./måned. Kan kun købes indtil 26. september.

Månedlig betaling

28 kr./uge



119 kr./måned.