Først var det historikeren Uffe Østergaard, der vendte rundt. Nu er det integrationsminister Mattias Tesfaye og historiker, tidligere Politiken-redaktør Bo Lidegaard:
”Det var en fejl at kritisere Ungarns Viktor Orbán for at bygge pigtrådshegn ved grænsen i 2015,” udtalte ministeren for nylig til TV 2, og Bo Lidegaard argumenterede i en artikel i fredagens Weekendavisen, Med mur og pigtråd, for Fort Europa og et ophør med den liberale, aktivistiske udenrigspolitik.
”Jamen det er en ren tilståelsessag. Jeg mente dengang ikke, at man i praksis kunne lukke Europas ydre grænser. Det mener jeg i dag.”
Alle tre fortjener stor ros for deres vending mod en konservativ besindelse. Og så kan vi andre glæde os over, at vi til trods for udskamninger som orbanitter og trumpister har fastholdt vores synspunkter.
Liberalismens tid er altså forbi. Men hvilken liberalisme? For at spore os ind på den kan vi begynde med at kaste et blik på interviewet med Bo Lidegaard, der lægger afstand til en række liberale fejlopfattelser, hvoraf han selv har næret de fleste:
”... at al uretfærdighed dybest set er vores ansvar … At vi føler os kaldet til med pression, magt og krig at sanktionere og belære mennesker, som har en anden opfattelse og andre værdier end os”, at vi kan ændre verden med moralisme.
Lidegaard vender sig også mod regeringens udenrigspolitik, der bygger på ”vores værdier”. Hvor vi ”kæmper for et globalt, europæisk menneskerettighedsregime”, som udenrigsminister Jeppe Kofod har udtalt.
Rammer dette alle liberale? Det er karakteristisk, at de mest konsekvente støtter af aktivismen har været Søren Pind og juraprofessor Jesper Lau Hansen, begge erklæret liberale og næppe socialliberale eller progressive liberale. Alligevel er det ikke alle liberale, der er lige så naive. Så langt fra. Alle postbude går med røde frakker; men ikke alle, der går med røde frakker, er postbude. Sådan lyder et ordsprog, eller oversat:
Alle, der støtter aktivismen, er liberale; men ikke alle liberale støtter aktivismen.
Liberalismens afslutning ser vi tydeligst i international politik, der angår forholdet mellem stater. I min bog Gensyn med fremtiden fra 2018 gennemgår og afviser jeg de bærende teser i den liberale IP-teori.
Det gælder især de tre dominerende fredsteorier, der motiverer den aktivistiske, liberale udenrigspolitik. Den første teori går ud på, at liberaldemokratiske stater ikke fører krig mod hinanden. Selv om der antageligt findes enkelte undtagelser til denne regel, leverer teorien et ret stærkt argument for at virke for en liberal verdensorden.
Den anden teori går ud på, at stater, der er økonomisk afhængige af hinanden, foretrækker at handle med hinanden frem for at bekrige hinanden. Det er også en rimelig stærk teori, om end der er en del vigtige undtagelser.
Den tredje teori er svagest. Den teori går ud på, at liberale institutioner etablerer forpligtende regler, der gør det muligt at løse konflikter på fredelig vis. Det gælder måske nok for økonomiske institutioner, men ikke for politiske institutioner som FN: Folkeretten brydes, så snart stater har en interesse i det. Og hvem har især brudt den? Såmænd det liberale Vesten.
Alle disse liberale teorier har altså alvorlige mangler, men selv hvis teorierne virkede ifølge deres egne kriterier, ville de stadig være ugyldige. Det har at gøre med selve karakteren af det internationale system.
Som realister altid har vidst, er stater dybest set optaget af deres overlevelse, og derfor sørger de først og fremmest for deres sikkerhed, fordi de med god grund frygter andre stater. Som politologen John Mearsheimer skriver i The Great Delusion: Så længe de liberale teorier ikke giver fuld garanti for fred – altså så længe institutionerne ikke fungerer 100 procent, og så længe der bare er én ikke-liberal stormagt i systemet (for eksempel Kina eller Rusland) – tvinges alle de andre stater til at indrette sig efter en rå magtbalancepolitik med alvorlig sikkerhedsrivalisering til følge. Og det er netop tilfældet. Det internationale system er anarkisk: Der er ingen højeste autoritet, ingen verdensstat, der kan sikre freden.
Farvel til liberalismen og velkommen til grænsernes tidsalder. Det moderne menneske er ved at blive voksen.
