Frederick von Flauenskjold er Kontrasts nye frihedsrepræsentant. I Fredericks Frihedsspalte kan du følge hans kamp for vækst og utæmmet markedsliberalisme. Frederick er totalt en rigtig person og ikke noget, som nogen bare har fundet på. Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er utilsigtet.
Mit navn er Frederick von Flauenskjold, og jeg er ny frihedsrepræsentant her på Kontrast, nu hvor Malthe er blevet fyret som mangfoldighedsrepræsentant. I min faste klumme kommer jeg til at hylde vækst, frihed og de utæmmede markedskræfter. Som jeg altid siger: Man er ikke fri, før man kan 3D-printe sine egne håndvåben med instruktioner downloadet fra Darkweb, mens man ryger en joint, man har købt med bitcoin.
Velfærdsstaten er en blæksprutte, der med sine slimede fangarme kvæler individets ret til selvbestemmelse. De såkaldte handicappede kan meget mere, end de tror, hvis blot de får lov til at stå på egne ben. Man skal bare bide tænderne sammen og hanke op i sig selv.
Se bare på mig: Allerede som 22-årig var jeg god for en million, alene takket være knofedt, gåpåmod og et lån på halvanden million fra min far.
I dag er jeg executive director hos kommunikationsbureauet Wulff & Wæsel Lobby A/S, hvor jeg hjælper virksomheder med at forklare samfundsværdien af deregulering for forbrugere og genvalgs-trængende politikere. Vores kunder omfatter amerikanske våbenproducenter, russiske gasproducenter og nogle schweiziske finansfolk, der går meget op i bankhemmelighed.
Når jeg har sagt ja til tjansen som frihedsrepræsentant, er det ikke, fordi jeg har brug for pengene. De småpenge, der triller ind på bankkontoen, kan jo knap betale for en gin & tonic på Ruby. Men jeg synes, det er forfriskende at komme ud på landet til Kontrasts redaktion på Sortedam Dossering. Luften er bare renere, når man kommer over på den anden side af Søerne.
Jeg startede min første dag med at rydde op på mit skrivebord. I vil ikke tro, hvor meget quinoa-te min forgænger efterlod. Og medlemsblade fra et virvar af gakkede venstreorienterede foreninger, han var medlem af. “Red pandaen” mig her og “forbyd børnearbejde” mig der.
Hør nu her: Det er pandaens egen skyld, at den er ved at uddø. Hvem er så dum at have et fordøjelsessystem, der kun kan fordøje en eneste slags bambus i hele verden? Lad falde, hvad ikke kan stå, siger jeg bare.
Og kritikere af børnearbejde glemmer, at det er en glimrende anledning til at få sig noget erhvervserfaring i en tidlig alder. Vil de åh-så-empatiske virkelig forhindre gadebørn i Bangladesh fra at kunne tilføje et studiejob til deres CV?
Faktum er, at hvis børn er villige til at arbejde, er det fordi alternativerne er værre. Og jo værre arbejdsforholdene er, jo værre er alternativerne. Så hvis man vil være en samvittighedsfuld forbruger, bør man købe sine varer fra områder, hvor børnearbejdet er så slemt som muligt.
Tag nu mine lækre sko. De er syet i et børnehjem i Mogadishu. De bruger kviksølv til at gøre læderet blankt, og dampene giver de fleste af børnene frygtelige hjerneskader, før de er fyldt 15. Men I behøver da ikke at give mig en præmie for at bidrage til den lokale økonomiske vækst. Tanken om taknemmelighedstårer, der vasker de kviksølvsdækkede børnekinder, er nok for mig.
Nå, jeg må løbe. Der er redaktionsmøde om lidt, og jeg har en powerpointpræsentation om, hvordan avisen kan øge produktiviteten ved at offboarde alle de ansatte og hyre dem tilbage som selvstændige underleverandører, som jeg glæder mig til at vise.
Følg med i mere af Fredericks egennyttemaksimerende liv næste gang. Og husk, at du også kan følge ham på Twitter.
