I denne uge blev lederen af Kunstakademiet fyret – og gudskelov for det. Det skete, efter en gruppe studerende, anført af en yderst mærkværdig lektor, tyvstjal et kunstværk fra akademiets festsal og smed det i vandet. Historien kender de fleste efterhånden, og den bliver kun mere bekymrende, jo oftere den genfortælles. Ikke kun fordi det i sig selv er absurd, at ansatte i statslige institutioner kan mobilisere argumenter for at stjæle og ødelægge institutioners kunstværker. Ikke kun fordi over 700 kunstnere, studerende og andre i Medie- og Kreativ-Danmark bakker op om forbrydelsen. Først og fremmest er det bekymrende, fordi det er det hidtil mest markante tegn på, at ensretning, indoktrinering og bestemte politiske agendaer slår rod i vores statslige institutioner – tydeligst inden for uddannelse og kultur.
Statslige institutioner inficeres af ensretning
I USA og Europa ser vi, hvordan censur, selvcensur, indoktrinering og ensretning er på vej frem på universiteter og i kulturinstitutioner. Bestemte bøger må ikke læses, elevernes adfærd overvåges af selvudråbte elev-politibetjente, og politisk ideologi afløser videnskab og liberale oplysningsprincipper. Det er på vej ind i Danmark nu. Og har man brug for et andet eksempel end Kunstakademiet som bevis, så kan man bare se på Det Danske Filminstituts krav om raceopgørelser på filmoptagelser. Den største og vigtigste kilde til finansiering af film i Danmark begynder nu at fokusere på, om ansøgerne har en race-politik. En farlig absurditet i et friheds- og oplysningssamfund, som har brugt 100 år på at få race-snak ud af vores offentlige debat og det politiske arbejde.
Jeg frygter, at tendensen vil fortsætte. De fleste tendenser i USA slår igennem herhjemme med halv kraft, og hvorfor skulle det samme ikke ske her. Og hvis det sker, så er politikerne enormt dårligt forberedte.
Åndskamp og realpolitisk kamp
Kampen bør kæmpes på to fronter: I ånden og i realpolitikken. Vi har brug for både at kunne svare de mennesker igen, som ønsker at lade race, køn og seksualitet definere, hvem vi er. Det kræver en åndskamp på talerstole, i debatspalter og på sendeflader. Samtidig er der også brug for en realpolitisk kamp, hvor Kulturministeriet, Uddannelsesministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet sammen lægger en strategi for at komme det her til livs.
Mulighederne er mange. Man kunne fx have en politik om, at de mennesker, der udpeges til at lede statslige bestyrelser og institutioner, skal slå hårdt ned på disse tendenser. Derudover bør der laves en undersøgelse af, hvor stort problemet er på uddannelses- og kulturinstitutioner – ikke mindst når det gælder ytringsfriheden og retten til at bringe anderledes synspunkter til torvs. Ydermere skal tilsynet med de fag og den undervisning, der finder sted i disse institutioner, være langt skarpere, og alt, hvad der lugter af pseudovidenskab, skal ud.
Det er nu, der skal vågnes op på Christiansborg. Kunstakademiet har været en øjenåbner og en smagsprøve på, hvad fremtiden kommer til at bringe. Flere institutioner vil følge trop, hvis ikke der slås ned på det her. Befolkningen vil vende sig mod store dele af den statsligt finansierede uddannelses- og kulturpolitik, hvis ikke der er en mening med galskaben. Sæt i gang!
