Den franske filosof Alain Finkielkraut har gennem mange år været en fremtrædende skribent og debattør i sit hjemland. I 30 år har han bestyret debatprogrammet Répliques på radiostationen France Culture for at fremme samtalen og dialogen der gør folk klogere. Han har ofte været i stormvejr og er blevet beskyldt for at være højrenational og i ledtog med højreekstremisterne.
Nu hævder han at vi lever i en post-litterær periode, hvor flere og flere ikke længere gider læse den gode litteratur med de menneskelige og eksistentielle sandheder. De behøver den ikke fordi de allerede har set lyset og tager alting bogstaveligt i en kamp for det evigt gode, for fred og harmoni mellem menneskene, paradis på jord. Der bliver selvfølgelig stadig udgivet litteratur, men bøgerne sætter ikke varige, dannende spor hos læserne.
Finkielkrauts hævdelse af litteraturens egenart og særstatus kan lyde pompøs i Danmark, hvor man er vokset op med Grundtvig og det levende ord, men det er værd at bemærke at litteraturen altid har haft en høj status i Frankrig, og at Finkielkraut som mange andre franske intellektuelle bruger de store værker som en ressource og inspirationskilde. Han tøver ikke med at kalde Frankrig for litteraturens fædreland, og det er selvfølgelig en tilsnigelse. Men det er ganske rigtigt et land hvor litteratur læses og diskuteres af mange, høj som lav, og hvor præsidenter og andre samfundsspidser selv griber pennen fra tid til anden.
Billedet har imidlertid ændret sig de seneste år, noget er i svang, og Finkielkraut mener at landet er på vej til at gå fra den litterære og mangetydige betragtningsmåde til den bogstavelige, fra det symbolske til det entydige og dogmatiske. Han bruger ordspillet ”littéraire – littéral” for at beskrive den udvikling. Det har han oplevet på egen krop for et par år siden da han blev fyret som tv-vært, efter i en ophedet debat om MeToo at udtrykke sig ironisk og sarkastisk, for straks at blive udskammet som voldtægtsapologet af vrede feminister. Identitetspolitikken og den woke tankegang i alle dens afskygninger er nemlig også nået til Frankrig, og skal man tro Finkielkraut, har den fået alt for let spil. Det samme gælder for klima- og dyreaktivisme. Når litteraturen er i krise, er det også pluralismen og den åbne debat der er truet, lyder ræsonnementet.
I bogen L’après littérature (Efter litteraturen) fortæller han mange anekdoter, nogle selvoplevede og nogle gengivet fra pressen, og han forsøger med referencer til sine yndlingsforfattere og ditto filosoffer at forstå hvad der foregår. De fleste amerikanske eksempler er også kendt i Danmark. Samtidig kommer han med bud på en anden tilgang til tidens temaer og problemstillinger. Et langt kapitel er viet til MeToo-bevægelsen og den ideologiske feminisme, med den franske aflægger Balance ton Porc (Angiv dit svin).
De kritiske indvendinger kendes også i den danske debat: At alle typer overgreb kommer i den samme kategori, fravær af forældelsesfrist, ”folkedomstol” i form af medier og Facebook, dæmonisering af mænd som køn. Finkielkraut mener naturligvis at overgrebsmænd skal retsforfølges, men han hævder at kvinder har taget offerrollen på sig for at fremstå som det englegode køn.
Han nævner et eksempel på at selv ikke døde mænd kan slippe for anklager om alvorlig krænkelse. Forfatteren og Holocaustoverleveren Elie Wiesel skulle angiveligt i 1987 have ladet sin hånd vandre fra en nittenårig amerikansk kvindes ryg ned til hendes balde og klemt den under en fotosession, hvilket medførte et livslangt traume, med angst og depression, for den pågældende kvinde, der fortalte sin historie i 2017, MeToo-året. Hun følte sig som en grusom bøddels uskyldige offer, hvis tillid blev brudt for evigt.
Finkielkraut kalder dette eksempel for en ”holocausticering” af ”hånd på bagdel”. Diskrepansen mellem en kz-overlevendes traume og oplevelsen af en hånd på en bagdel skriger til himmelen. At den angivelige krænker end ikke kan forsvare sig, gør det endnu mere grotesk. Der er åbenbart to former for forbrydelser hvor forældelsesfristen er ikke-eksisterende: folkemord og sexchikane.
Selv har Finkielkraut aldrig lagt skjul på sin baggrund som barn af polske overlevende fra Auschwitz, og han har i sit forfatterskab reflekteret over sin jødiske identitet eller mangel på samme. Han er og bliver dog en moderne fritænker som aldrig har slået plat på sin tragiske familiebaggrund. Hans analyse af problemstillingen med MeToo-bevægelsen og dens motto, Believe all women, fremstår i det hele taget nuanceret og sober.
Selvom kvindefrigørelsen for længst er indtruffet og talen om patriarkat derfor er usand, fremturer nyfeministerne. Finkielkraut kalder dem for ”dårlige vindere” (spiller på ”dårlige tabere”). Som gammel 68’er bifalder han kvindefrigørelsen og kalder det en stor gevinst for begge køn. Men meget tyder på at manden er det truede køn i dag. Han fremhæver den franske tradition for galanteri og ”drague” (flirt) og mener at mange kvinder i dag ikke kan skelne denne ritualiserede opmærksomhed fra mandens side fra en egentlig krænkelse. På den anden side kan den mand som bliver afvist af en kvinde som han viser interesse for, let føle sig latterliggjort i det selvbevidste hav af moderne, selvforsørgende kvinder som han færdes i, for eksempel i nattelivet.
Michel Houellebecq bliver her nævnt fordi han i romanen Udvidelse af kampzonen skildrer en nørdet ung mand der på grund af et uattraktivt ydre ikke kan gøre sig håb om at få en kæreste, trods ihærdige forsøg på at skabe kontakt. Han ender som en ulykkelig incel. Et andet eksempel på mandens truede status er kvinders mulighed for at blive befrugtet af en anonym donor og opfostre et barn alene. Samtidig eksisterer der rugemødre, og den form for markedsgørelse af kvindekroppen og moderskabet er der sært nok ikke nogen der taler om.
I Frankrig er der, ligesom i Danmark, et ”parallelsamfundspatriarkat” (mit udtryk) som de ideologiske feminister sjovt nok ikke bryder sig om at nævne, endsige problematisere. Finkielkraut minder om at kvindernes internationale kampdag 8. marts er sammenfaldende med international hijabdag, hvor franske islamister har meget travlt med at agitere for tørklædet og ”muslimsk feminisme”.
De to former for feminisme eksisterer side om side, uden at nogen undrer sig. Muslimsk feminisme er i ledtog med islamister, som i forbindelse med de fra USA importerede former for identitetspolitik, udnytter det woke momentum til at råbe op om majoritetssamfundets racisme. Som beskrevet af journalisten og forfatteren Caroline Fourest i bogen Génération offensée (Generation krænket) fra 2020 bliver den woke samfundstendens til en rambuk for kampen mod ”islamophobie”, den angivelige diskrimination af muslimer med dertil hørende religionskritisk ”hadtale”. Den kamp er reelt et skalkeskjul for islamisters stadig mere insisterende krav om særhensyn mht. kvindesyn, levevis og religion i et Frankrig der ud over det velkendte ”frihed, lighed og broderskab” har ”laïcité”, verdslighed, som sin fremmeste værdi.
Jeg har selv boet i Frankrig for år tilbage og har altid beundret den stolte republiks hævdelse af verdslighed, samtidig med at man i over hundrede år har taget imod indvandrere fra alle verdenshjørner og langt hen ad vejen er en succeshistorie med hensyn til at integrere de nytilkomne. En klog mand sagde engang at en sort godt kunne blive præsident i det land. Frankrig er etnisk set lige så sammensat som USA, hvilket de færreste nok er klar over fordi de stirrer sig blinde på den velkendte franske nationale stolthed, med dens svulstige symboler.
Når jeg læser Finkielkraut og andre debattører, bliver jeg chokeret over den skævvridning af gammelfranske værdier som tolerance og åbenhed som store dele af venstrefløjen og systemet har gjort sig skyldige i, i deres iver efter at komme dele af den muslimske befolkning i møde. Dermed har de givet efter for islamisters afpresning og voldsparathed, med de tragiske følger som vi kender fra de seneste år. Der har ganske vist været store problemer i fattige forstæder i mange år, men nu har islamister og imamer taget over hvor civilsamfundet, skolesystemet og politiet for længst har givet op.
Præsident Macron forsøger ihærdigt at bekæmpe problemerne med parallelsamfund, kriminalitet og terror, samtidig med at han udpeger den såkaldte ”islamo-gauchisme”, islamsympatiserende venstrefløj, men er det for lidt og for sent? Finkielkraut bruger selv begrebet gæstfrihed som en metafor for den traditionelle franske åbenhed i forhold til indvandrere. De fremmede som lader deres bagage stå udenfor det franske hus, er dem som vil assimilere sig og komme til at klare sig godt. De som tager bagagen med ind i huset, er dem som vil segregere sig og som vil ende i et modsætningsforhold til det franske samfund og dets værdier.
At det kunne komme så vidt, skyldes ifølge forfatteren også en form for langsomt kulturelt selvmord som venstresnoede meningsdannere, politikere og kunstnere er ansvarlige for. Nedgørelse af egen kultur og civilisation, skyldfølelse i forhold til andre kulturer. Dyrkelse af grimhed og vulgaritet. Det mest spektakulære symbol på det kulturelle selvhad ser han i branden i det turismeplagede Notre Dame – og de tossede forslag til kreativ og inkluderende genopbygning der først kom på bordet. Heldigvis endte man med at beslutte en genopbygning i respekt for den oprindelige konstruktion. Finkielkraut påpeger det sigende i at man så skulle til at oplære håndværkere i gamle teknikker, et tegn på forfaldet i kulturoverlevering.
Han hader i øvrigt rapmusik (!) og installationskunst med aktivistiske budskaber – og tordner i det hele taget mod nutidig kunst og kultur. Der er meget godt at hente i bogen om tidens dårskaber, også velgørende nuanceringer. Jeff Koons og andre ligesindede provokunstnere er således negationen af moderne kunst, som han er meget glad for, ikke af førmoderne kunst. Er forfatteren ikke bare en sur gammel kulturpessimist? Det vil nogle mene. Personligt hæfter jeg mig ved at han bruger store moderne forfattere som Marcel Proust, George Orwell, Philip Roth og Milan Kundera til at dissekere tidens hang til moralisme, sentimental humanisme, wokeness og opdateret utopisme. Han tilbyder en modgift: Læs den gode litteratur og indse at mennesket er fejlbarligt, og at de ulykker der rammer det, ikke har nogen højere mening.
(Finkielkrauts bog L’après littérature er udkommet på forlaget Stock (2021). Det nye komma i denne tekst er skribentens egen préférence.)
