Den nye midterregering vil set fra borgerlig side mest af alt være karakteriseret ved sin værdifattighed. For politikerne i det store felt på midten er velfærdsstaten blot en teknisk indretning med en masse håndtag, ventiler og manometre, som der kan drejes på og måles på.
Nationale værdier som frihed, virkelyst, selveje, tillid, dannelse, ånd, historie og arv bliver ligegyldige. Det er maskinen – velfærdsstaten – der er det politiske genstandsområde.
Skillelinjerne mellem politik og forvaltning ophæves, og idéen med det hele – forklaringen på og fortællingen om os danskere i vores eget land – forsvinder.
Den borgerlige opposition har siden valget ikke gjort andet eller mere end at råbe op og skælde ud på Venstre. Beskyldninger om svigt og det, der er værre, er føget over hegnet. Det må tage slut nu.
Man kan ikke bygge en borgerlig opposition på at skælde ud eller ligefrem forstærke mistilliden til politikere, stat og system.
Et borgerligt samfund er helt afhængig af tillid mellem politikerne og borgerne og af stærke institutioner til at sikre vores frihed både som folk og som individer.
Hvad skal en borgerlig opposition så lave?
Den skal selvfølgelig udstille værdifattigdommen i midterpartiernes teknokratiske tilgang til politik, og så skal den udvikle borgerlige løsninger baseret på de nationale værdier, jeg skitserede ovenfor.
Borgerligheden er ikke sur. Den er glad.
Teknokratiet er fællesnævneren for de værdifattige
Lars Løkke Rasmussen er nok det klareste eksempel på den værdifattige, teknokratiske politiske tænkning – og handling. Født ud af lokalpolitik i Frederiksborg Amt har han gennem et langt politisk virke i skiftende regeringer, sat sig varige spor.
Der er i Lars Løkke Rasmussens politiske univers ikke det problem, som ikke kan løses administrativt ved at indføre nye regler, ændre strukturer, flytte rundt på beslutningskompetencer og tilføre forvaltningen flere ressourcer.
Det er sådan, han laver politik. Det har han altid gjort. Kommunalreformen, jobcentrene, domstolsreformen, politireformen, supersygehusene og hans skibbrudne sundhedsreform fra 2019 var alle reformer, der blev skåret over samme læst; centralisér, så det kan styres og udvid detailreguleringen, så hvert et hjørne i systemet bliver dækket af regler.
Det var sådan, man handlede i Venstre under Fogh i VK-regeringens dage. Det var sådan, det fortsatte under Løkkes tre regeringer, og det er derfor, det ikke falder Venstre under Jakob Ellemann-Jensen særlig svært at overgive sig til samme regime endnu engang.
Socialdemokratiet under Mette Frederiksen havde i udgangspunktet en mere værdibaseret tilgang til politik, men når hun nu tager sine socialistiske børnesko af for at danse cancan med Løkke og Jakob, så har også hun kun forvaltningen af velfærdsstaten tilbage.
Borgerligheden bygger på positivitet
Det er den virkelighed, som fem mere eller mindre borgerlige partier i oppositionen skal forholde sig til i de kommende år.
Danskerne vil kun vælge de borgerlige partier til, hvis borgerligheden får et positivt udtryk. Der skal vises tillid til, at danskerne kan meget mere selv, hvis bare de får lov. Der skal laves politik, som flytter magt fra forvaltninger og politikere ud til danskerne.
Der skal skabes en forståelse af, at velfærdsstaten ikke har skabt solidariteten mellem danskerne, men står på ryggen af den borgerlige solidaritet, som binder os sammen som folk på tværs af landet og på tværs af sociale skel.
At tilliden mellem danskerne er det vigtigste, og at flere regler, love og central styring er både årsag til og symptom på, at tilliden skranter.
Med andre ord – borgerlige nationale værdier omsat til praktisk politik.
Jeg vil ikke give karakter til nogen af partierne i den borgerlige opposition nu, men jeg ved, hvad jeg skal lytte efter, og i de kommende måneder vil det vise sig, om et eller flere af partierne evner at tage stafetten.
