Debat

13.05.22

Hvorfor højrefløjen snakker arabisk og venstrefløjen latin

Jørgen Dalsgaard: De højreorienterede fortolkere af terrorismen ”taler arabisk”, mens de kulturradikale og venstreorienterede bruger begreber fra socialvidenskaben for at forklare problemerne. Det indebærer også en pointe om humanistisk dannelse.
Billedet viser ordet ”arabisk” på arabisk. (Foto: Adobe Stock)
Billedet viser ordet ”arabisk” på arabisk. (Foto: Adobe Stock)

Det er tankevækkende, at den højreorienterede amerikanske islamkritiker Pamela Geller har kaldt en bog om sin politiske virksomhed Fatwa. Det er lige så tankevækkende som, at hendes mandlige modstykke, Robert Spencer, kalder sin blog om islamisme for Jihad Watch. Det interessante består i, at ordene ”fatwa” og ”jihad” er arabiske termer, der således kommer til at spille en prominent rolle i engelsksprogede tekster. Sat på spidsen kan man udtrykke pointen sådan, at de højreorienterede fortolkere af terrorismen taler arabisk.

Man ser et hjemligt eksempel på dette, når påskens optøjer i Sverige bliver opfattet som en ”intifada” – et ord, der bedst kendes fra palæstinensernes oprør imod Israel, men som Henrik Dahl og Mikael Jalving også bruger til at forklare muslimers angreb på svensk politi. Jeg stødte første gang på denne sprogbrug hos den svenske teolog Annika Borg i en artikel fra 2020. Annika Borg havde personligt oplevet optøjerne i Gaza sidst i 80’erne, og hun mente nu at genkende samme mentalitet i Sverige: ”Intifada er en nøgle til at forstå de voldsudbrud og den kriminalitet, hvor bander af unge drenge, og sågar børn, er indblandede” (min oversættelse). 

For Annika Borg hænger brugen af de voldelige muslimers eget begreb sammen med en bestræbelse på at ”betragte dem, der deltager, som aktører”. Volden skal ikke bare ses som en effekt af ”socioøkonomiske faktorer”, men det gælder om at sætte sig ind i deltagernes ”logik og retorik”. Grundidéen er nøjagtig den samme, når Mikael Jalving taler om intifada: ”Modsat hvad medier og såkaldte samfundsforskere plejer at mene, er det netop ikke bestemte strukturer, der tvinger ”udsatte” ”unge mænd” til at kaste med brosten mod politiet. De vælger det selv.”

Højrefløjens forståelse
Hvis man vil forstå dybden i dette, skal man tænke over sådan noget som forskellen på almindelig dialog og hjerneforskning; det vil sige, at man skal tænke over forskellen på at sætte sig ind i en anden persons tanker og at foretage målinger på hans eller hendes hovedskal. 

En væsentlig forskel består her i, at den andens tanker udtrykkes i personens eget sprog - hvorimod den fysiske hjerne er stum og ikke har andet sprog end det, hjerneforskeren lægger ned over den. Naturvidenskabsmanden forfiner et metodisk begrebsapparat, der kan anvendes på alle hjerner, hvorimod den ideelle humanist lærer sig bestemte personers ordforråd for at kunne komme i snak med netop dem. 

Når man forsøger at tale andre menneskers sprog, foretager man sig noget andet end at kategorisere dem inden for ens eget verdensbillede. Man forsøger tværtimod at se på verden, sådan som de andre ser på den, og forstå deres handlinger på samme måde, som de selv forstår dem. Heri ligger også, at man forstår deres grunde til at handle på samme måde, som de selv gør, det vil sige under henvisning til deres egne idéer og værdier – netop sådan, som de selv taler, når de skal retfærdiggøre sig. 

I den videnskabsfilosofiske debat har tilhængere af denne fortolkningsstrategi været associeret med begreberne ”forståelse” og ”hermeneutik”. Men i dagens politiske debat om terrorisme findes de helt entydigt på den højreorienterede side – hvilket for eksempel ses i titlen på en bog af eksmuslimen Ibn Warraq: The Islam in Islamic Terrorism – The Importance of Believes, Ideas and Ideology

Venstrefløjens forklaringer
Man kan måske undre sig over, at det er så magtpåliggende for Ibn Warraq at understrege vigtigheden af at forholde sig til idéer, overbevisninger og ideologi, hvis man vil forstå terroristernes handlinger. Forklaringen er naturligvis, at en sand hær af venstredrejede eksperter siger det modsatte. Ja, faktisk har det modsatte synspunkt siden 70’erne ”sejret ad helvede til inden for dele af religionsstudiet” (ifølge professor Thomas Hoffmann).

De venstreorienterede forklaringer på terrorisme rækker fra fattigdom og arbejdsløshed til uvidenhed og psykisk sygdom, fra slaveri og kolonialisme til krigen imod terror og dårlig tone, fra marginalisering og frustration til gruppedynamik og hjernevask, fra internettets radikaliserende narrativer til ungdommelig kedsomhed og søgen efter spænding og fællesskab. Ingen af disse forklaringer kræver arabiske og religiøse nøgleord. Men man bemærker, at der optræder nogle gængse, socialvidenskabelige fagtermer og fremmedord. Mens højrefløjen taler arabisk, taler venstrefløjen oldgræsk og latin.

Man finder et fint eksempel på dette hos Ayaan Hirsi Ali, når hun i bogen Kætter omtaler Theo van Goghs morder, Mohammed Bouyeris, der jo også ville hende selv til livs (hun var manuskriptforfatter på den film, van Gogh blev myrdet for). Ayaan Hirsi Ali skriver således, at hun kan erindre ”hollandske intellektuelle, der påstod, at trods Bouyeris religiøse sprogbrug var hans virkelige motiv – for at ville slå mig ihjel – hans socioøkonomiske afsavn og postmoderne fremmedgørelse” (s. 18). Man ser her ganske bogstaveligt, hvordan de arabiske termer, der optrådte i Bouyeris selvforståelse, bliver erstattet med vestlige iagttageres egne fremmedord. Tidens termer presses ned over terroristen som en kageform, uanset hvordan han selv fremstiller sig.

Den venstreorienteredes motiver
Det skorter ikke på ædle motiver for en sådan fremgangsmåde. Således kan det godt virke meget videnskabeligt at anvende samme begrebsapparat på alle mennesker og på tværs af alle historiske og kulturelle forskelle. Og det kan i den forbindelse opfattes som en kærkommen sidegevinst, at man får mulighed for at undvige kulturspecifikke temaer, der måske virker politisk ubekvemme – for eksempel islams betydning for terrorisme.

Endvidere synes man ad denne vej at kunne nærme sig en slags tekniske løsninger på presserende problemer. At et stykke poesi klinger smukt på persisk, eller at en terrorists argumenter finder klangbund i islamiske helligskrifter, er ikke umiddelbart kendsgerninger, man kan stille noget op med. Men hvis man statistisk kan påvise, at den religiøse slagkraft kun virker på folk, der er for eksempel ”marginaliserede” eller ”frustrerede”– ja, så har man givet politikerne et håndtag, som de kan forsøge at dreje på. 

Et tredje motiv for at anvende en rigid fagterminologi er, at denne måske kan afsløre en ’dybere’ årsagssammenhæng end aktørernes egne ord. Dette vil typisk dreje sig om psykologiske eller strukturelle faktorer, som lægfolk ikke umiddelbart kan se - men som en særlig ekspertise angiveligt kan hjælpe dem med at blive bevidstgjort om. Det vil inden for en sådan tankegang kunne opfattes som en dyd at ignorere andres sprog, fordi dette indeholder netop de fortrængninger og fordomme, som projektet handler om at frigøre sig fra.

Kritik af ideologikritikken
Det forekommer mig vigtigt at fastholde, at de ovenfor nævnte motiver kan være velmente nok. Men også, at de sagligt set er tvivlsomme og i høj grad fungerer i kraft af, at deres tilhængere ikke tænker tilstrækkeligt over dem. Eksperter i andres ”fordomme” er ofte påfaldende lidt udspekulerede, når det gælder om at gennemskue deres egne. 

Det virker uomtvisteligt, at en rigid fagterminologi inden for naturvidenskaberne kan danne ramme om, at intelligente mennesker foretager intelligente problemløsninger. Men det er lige så tydeligt, at slagordene på humanioras område har det med at skifte ligesom tøjmoden, og ofte resulterer de bare i politisk ensretning og affekteret eftersnakkeri. Ikke mindst de meget udbredte bestræbelser på at tale islam ud af terrorismens årsagssammenhæng forekommer mig at afsløre forskningens manglende integritet i forhold til politiske propagandahensyn.

Hvad angår de tekniske løsninger på sociale konflikter, har disse ofte vist sig at være eklatant forkerte – og ikke sjældent præget af en rundkredspædagogisk endimensionalitet, hvis kognitive spændvidde synes udtømt i Beatles-refrænet ”All you need is love”. Men det grundlæggende fatale er måske, at der overhovedet bliver stillet tekniske løsninger i udsigt på områder, hvor sådan noget kan være principielt umuligt at opnå. Jeg tænker herved blandt andet på en talemåde, der var gangbar indtil for i hvert fald en snes år siden, og som læseren måske vil huske: ”Antallet betyder ikke noget, hvis bare vi får integrationen til at virke.” 

Hvad angår bevidstgørelsesbegrebet, idéen om en indre frigørelse fra fordomme, må man konstatere, at vi her står med en slags venstreintellektuel evergreen. Med det er også en filosofisk rottefælde, der er spækket med logiske og politiske giftigheder. Kernen i giftighederne består i, at mennesket på en og samme tid skal optræde som subjekt og objekt for sin egen ideologikritik. Heraf opstår en paradoksal situation, der med nødvendighed synes at måtte føre til et af to mulige udfald: enten en selvgendrivende relativisme eller en klar rolleforfordeling imellem refleksionens subjekter og objekter. Det første svarer groft sagt til 90’ernes postmodernisme. Det sidste svarer til marxismens totalitære aspekt, som jeg desværre mener at genfinde i nutidens omsiggribende cancel-culture og censurmani.

Humanistisk dannelse
Det er en gammel humanistisk dyd at kunne sætte sig ud over sine umiddelbare selvfølgeligheder og lade et fremmed synspunkt komme til orde over for sit eget. Under inspiration fra samfundsvidenskaberne og ”de store mistænkere” - Marx, Nietzsche og Freud – synes nutidens intellektuelle imidlertid at have glemt den. Det forekommer mig derfor, at der er behov for en slags humanistisk genvækkelse. Og at dette oprør i dag kommer fra højre, eksemplificeres fortræffeligt af Ayaan Hirsi Alis svar til de hollandske intellektuelle, der blev nævnt ovenfor: ”Hvis en morder citerer Koranen for at retfærdiggøre sin forbrydelse, må vi da i det mindste overveje muligheden for, at han rent faktisk mener det, han siger eller skriver.”

Kunne Ayaan Hirsi Alis ord måske tages som en opfordring til at genopdage, hvad humanistisk dannelse oprindelig handler om? Humanistisk dannelse består blandt andet i at kunne udholde uenighed uden fluks at henvise sin modpart til en psykiater – om at kunne anerkende, at den anden sandsynligvis har sine grunde, også selvom disse ikke umiddelbart virker indlysende på en selv. Dannelse handler også om at bevare så stor fleksibilitet i forhold til sine yndlingsord, at man kan føre meningsfulde samtaler med folk uden for ens egen klike – om at kunne udvide sin horisont i mødet med fremmede og tilegne sig nye måder at tale om tingene på. 

Det væsentlige at forstå er, at ingen kan løfte sig selv op til et udsigtspunkt uden for historien, og at der kan anlægges mangfoldige perspektiver på, hvad livet og retfærdigheden skal handle om. Det er sådan noget, der til syvende og sidst ligger i, at højrefløjen taler arabisk, mens venstrefløjen taler latin.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter