Debat

Hvorfor kæmper venstrefløjen for de velstillede kvinder?

Barselsdebatten afslører en spøjs side af den moderne venstrefløj, som nu virker mere optaget af forbedringer for karrierekvinden end for rengøringsdamen. Det konstaterer Tobias Petersen og prøver at finde en forklaring på fænomenet.

Udgivet 04.10.21

Et spørgsmål har naget mig på det sidste. Hvordan kan det være, at venstrefløjen er blevet tilhængere af en politik, som først og fremmest kommer kvinder til gavn i den øvre middelklasse og opefter? 

Jeg tænker naturligvis på øremærket barsel til fædre. En ordning, som vil øge arbejdsudbuddet, holde lønningerne nede og sende økonomisk pressede familiers børn tidligere i institution. Hvordan kan det være en sag for venstrefløjen?

Et af hovedargumenterne for ordningen er, at den vil gavne ligestillingen. Kvinder bremses i deres karriereforløb af at være væk under barsel. Samtidig grundlægges familiernes arbejdsdeling i barselsperioden. Mor bliver den primære omsorgsperson og derfor også den, der henter børnene, når de er syge. Det går ud over karrieren, for er man ikke til stede, overhales man af dem, der er. Med øremærket barsel til fædre vil disse mønstre blive brudt, og det vil over tid føre til flere kvinder på topposter, lyder fortællingen, som er blevet gentaget i diverse medier i den seneste tid.

Lad os ved denne lejlighed se bort fra mulige svagheder ved argumentationen. Las os formode, at den holder, og lad os i stedet se på, hvem ordningen i så fald gavner. Hvis øremærket barsel til fædre fører til flere kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer, hvem er det er så, der får glæde af det? Er det SOSU-assistenten? Er det rengøringsdamen? Er det kassedamen? 

Nej. De kvinder, der får gavn af den øgede “ligestilling”, er kvinder, som tilhører den øvre middelklasse og opefter. Det er kvinder, som i forvejen er succesfulde, har vellønnede job, kører Tesla, har sommerhus i Sydfrankrig, bor i attraktive kvarterer og har friværdi nok til en jordomrejse. Hvis ordningen får de formodede effekter, er det dem, der bliver topledere og bestyrelsesmedlemmer og kan lægge et par millioner til deres i forvejen høje årsindkomst.

Heri min undren. Hvorfor er det, at venstrefløjen betragter det som sin opgave at kæmpe for disse med venstrefløjens eget sprog privilegerede kvinders mulighed for at opnå flere privilegier? Hvorfor er det blevet venstrefløjspolitik at gøre rige kvinder rigere?

Paradokset bliver endnu større, hvis man ser på, hvem ordningen har negative konsekvenser for. Det er ikke familierne i den øvre middelklasse, der kommer til at sende deres børn tidligere i institution på grund af den øremærkede fædrebarsel. Nej, det er familierne i den nedre middelklasse og nedefter, som ikke har råd til at gøre andet. 

Venstrefløjen fremmer altså en politik, som gavner den øvre middelklasses kvinder og rammer den nedre middelklasses familier og børn. Hvad pokker er den af? Hvordan kan det ske?

En mulig forklaring er venstrefløjens bevægelse fra klassepolitik til identitetspolitik. Hvis valget står mellem “ligestilling” og de svageste, vælger venstrefløjen nu ligestillingen. Også, som vi kan se, når det er de svageste, der betaler prisen.

En del af årsagen er, at der internt på venstrefløjen foregår en kamp mellem intersektionelle feminister og radikalfeminister, som de intersektionelle feminister er i færd med at vinde. Det flytter spørgsmål om identitet ind i alle andre spørgsmål og ændrer venstrefløjens forståelse af verden. 

Som konsekvens heraf kommer venstrefløjen i de kommende år til at argumentere for en lang række synspunkter, som en del af venstrefløjens vælgere ikke deler. Det gælder ikke mindst de marxistisk orienterede vælgere, som stadig tænker i basis og overbygning, og 70’er-feministerne, som ikke har tænkt sig at opgive 50 års kvindekamp til fordel for nye idéer om køn.

Venstrefløjens bevægelse fra klassepolitik til identitetspolitik bemærkes ikke kun af os, der ser på venstrefløjen udefra. Den diskuteres også internt. I Frankrig advarer Caroline Fourest i Generation Krænket mod, at den europæiske venstrefløj lader sig kolonisere af den amerikanske identitetspolitik, og i Tyskland går Sahra Wagenknecht i De selvretfærdige til angreb på de livstilssocialister, som ifølge hende har overtaget magten i venstrefløjens partier.

“I dag repræsenteres venstrefløjen af en type, som i det følgende kaldes for livsstilssocialisten. For ham eller hende er de centrale temaer i venstrefløjens politik ikke længere sociale og økonomiske problemer, i stedet handler det om livsstilsspørgsmål, forbrugsvaner og moralske holdningsbedømmelser,” skriver Wagenknecht.

Når den danske venstrefløj er klar til at sende den lavere middelklasses børn tidligere i institution for at sikre den øvre middelklasses kvinder flere topleder- og bestyrelsesposter, alt sammen i ligestillingens hellige navn, er det svært ikke at se det som udtryk for det samme. Livsstilsspørgsmål som længden på fars barsel og antallet af kvindelige bestyrelsesmedlemmer synes for venstrefløjen at være blevet vigtigere end sociale og økonomiske problemer.

En anden mulig forklaring er fremkomsten af det, Rob Henderson kalder luksusidéer (på engelsk: luxury beliefs). 

Ifølge Henderson har luksusidéer overtaget den plads, luksusforbrug tidligere havde. Henderson trækker på sociologen Thorstein Veblen, hvis værk Den arbejdsfrie klasse fra 1899 er en samfundsvidenskabelig klassiker. Veblens påstand var, at overklassens forbrug af luksusvarer og -vaner i højere grad har til formål at demonstrere overlegenhed end at tilfredsstille behov. Bruger man en hel dag på at spille golf, signalerer det ikke kun, at man er glad for spillet. Det signalerer også, at man er så velhavende, at man ikke behøver bruge sin tid på at tjene penge. Luksusforbruget er en klassemarkør, som fortæller, hvem man er. Og mindst lige så vigtigt: Hvem man ikke er.

Luksusidéer er idéer og holdninger, som giver social status for de bedst stillede uden at koste dem noget, men ikke uden at koste andre noget. Hendersons påstand er, at der blandt rige amerikanere har udviklet sig et forbrug af luksusidéer, som er steget, i takt med at materielle luksusvarer er blevet billigere og derfor ikke er forbundet med samme prestige som tidligere. 

Et eksempel på en luksusidé i dansk kontekst er at bo i et hus til 25 millioner i Gentofte og være tilhænger af fri indvandring. Det er en holdning, som giver status i de rigtige kredse, og som er gratis at have, fordi man ikke selv kommer til at møde idéens negative konsekvenser. 

Et andet eksempel er de mandlige ledere, som stolt fortæller, at de vil iværksætte politikker, der sikrer, at der kommer flere kvindelige ledere. Det lyder godt og giver anerkendelse ved middagsselskaberne i de østerbroske herskabslejligheder, men det er en gratis omgang, da planen aldrig er, at de mandlige ledere selv træder tilbage for at give plads til kvinderne. Nej, det er den næste generation af mandlige ledere, der i form af kvoter og anden uligestilling kommer til at betale prisen for de nuværende mandlige lederes “sympatiske” og “progressive” politikker.

Henderson angiver selv idéen om hvidt overherredømme (white privilege) som eksempel. 

“Velhavende hvide er de mest entusiastiske tilhængere af idéen om hvidt overherredømme, men de er i mindst risiko for at pådrage sig omkostninger ved at udbrede den. Snarere forbedrer de deres sociale status ved at tale om deres privilegier. (…) Når love indføres for at bekæmpe hvidt overherredømme, vil det ikke være de privilegerede hvide, som bliver ramt. De fattige hvide vil bære byrden,” skriver han (min oversættelse).

Selv om Hendersons begreb om luksusidéer beskriver en adfærd hos de rigeste amerikanere (og de kommende rigeste amerikanere i form af de studerende på eliteuniversiteterne), forekommer det at være nyttigt i forståelsen af den danske venstrefløjs tilsyneladende paradoksale politik på barselsområdet. For der er tale om en politik, som lever op til luksusidéernes tre kendetegn: 1. Den giver social status i samfundets bedre kredse. 2. Den har stort set ingen omkostninger for dem, der udbreder den. 3. Den har store omkostninger for andre, især for de dårligst stillede.

Ja, trods de åbenlyse forskelle mellem USA’s multimillionærer og venstrefløjen i Danmark er det svært ikke at blive fristet til at se øremærket barsel til mænd som en af Hendersons luksusidéer. Det lyder godt og progressivt helt ned i maven at være for øremærket barsel til mænd, og det er helt sikkert det rigtige at være i progressive sociale sammenhænge, hvor idéer om, at der er forskel på mænd og kvinder, og at mor kan noget, far ikke kan, er håbløst umoderne og betragtes som reaktionære. 

Samtidig er øremærket fædrebarsel gratis for venstrefløjens toppolitikere at støtte, for det er ikke dem, der kommer til at se mindre til deres børn, hvis ordningen gennemføres. De har rigeligt råd til at betale sig fra dens konsekvenser og rammes derfor ikke af deres egen politik. Det gør til gengæld nogle af de økonomisk trængte danskere, som ikke har de samme muligheder.

Sammen med skiftet fra klassepolitik til identitetspolitik tilbyder Hendersons begreb om luksusidéer en forståelsesramme, som kan være med til at forklare venstrefløjens barselspolitik. Dels handler det om, at identitet for venstrefløjen er blevet vigtigere end økonomi. Dels handler det om, at visse idéer for venstrefløjens politikere er omkostningsfri og rummer et statuspotentiale.

Det er givetvis ikke hele forklaringen. Men vil man forstå, hvorfor venstrefløjen i dag kæmper for en politik, som vil sende den nedre middelklasses børn tidligere i institution og sikre den øvre middelklasses kvinder flere velbetalte bestyrelsesposter, er det et sted at starte.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter