Debat

29.12.21

Identitetspolitik er kulminationen på 60‘ernes borgerrettigheder

Henrik B. Dynesen: Den amerikanske kamp for borgerrettigheder og de politiserende domstole satte gang i ‘The Age of Entitlement’, som forfatter Christopher Caldwell kalder det. Dermed blev kimen til den farlige moderne identitetspolitik sået i 1960’ernes USA.
March for borgerrettigheder ved Lincoln Memorial, Washington D.C. (Foto: Warren K. Leffler)
March for borgerrettigheder ved Lincoln Memorial, Washington D.C. (Foto: Warren K. Leffler)

Glem George Floyd og Black Lives Matter. Glem LGBTQ, Frankfurterskolen, poststrukturalistiske franske filosoffer, socialkonstruktivisme, Judith Butler eller studentikose venstrefløjsaktivister, der har læst sig rundforvirrede og politisk høje på nogle af førnævnte, som forklaring på tidens identitetspolitik. Identitetspolitik er ikke blot en grundkomisk modetænkning, der vil forsvinde som dug for solen, når fornuften atter rejser sig mægtigt over landet og kaster sit nådesløse lys over dårskaben. 

Nej, identitetspolitik er en logisk del af noget, som vi som regel sætter højere end flyvsk tågefilosofi. Det er borgerret og menneskeret. Rettigheder, der måske ikke er mejslet af Vorherre selv på stentavler, men som tages dødsens alvorligt af politikere, bureaukrater og høje dommere. Deres karriere står og falder dermed. Hvad de selv synes, og hvad befolkningsflertallet måtte mene, er ligegyldigt. I sidste ende bestemmer lovens bogstav. 

Identitetspolitik er kommet for at blive og vil gå fra sejr til sejr, så længe borger- og menneskerettighederne eksisterer i deres nuværende form. Den konklusion trænger sig på efter endt læsning af den konservative journalist og forfatter Christopher Caldwells historiefortælling om USA siden tresserne i bogen The Age of Entitlement (2020).

I centrum for Caldwells fortælling står borgerrettighederne. Borgerretslovgivningen blev vedtaget i sommeren 1964 efter Kennedys død. Den var et længe tiltrængt opgør med Sydens fortsatte diskrimination mod sorte. For USA’s nordlige stater var borgerrettighederne nærmest en slags udenrigspolitik. Sydstaterne fik smidt en lovgivning i hovedet, så de kunne få gjort op med segregationen og diskriminationen. Når de ikke selv kunne få styr på, hvad al anstændighed bød, så måtte nordstaterne forklare dem det i klar lovtekst. Men amerikanerne fik med borgerrettighederne meget mere end blot en række love, som satte Syden på plads. Caldwells hovedtese lyder: Borgerrettighederne erstattede forfatningen af 1776. De jure forfatningen var den fra 1776, men de facto forfatningen blev borgerrettighederne fra 1964. 

For en ting var ånden i borgerrettighederne fra 1964, en anden ting var lovens bogstav. Da lovgivningen først fandtes, kunne den ikke begrænses til blot at skulle give sorte lige muligheder i Syden. Snart var det hele Amerika, der måtte bøje nakken foran domstolene, og foran føderalt og statsligt bureaukrati, når de fik at vide, at deres praksis var diskriminerende mod den ene eller den anden part. 

Borgerretslovgivningen og højesteretsdommene tromlede det demokratiske flertals ønsker gang på gang. Her vil vi dog blot kigge på én af de domme, som Caldwell beretter om. 

Regents of University of California v Bakke (1978) førte til en højesteretsdom, der faktisk forkastede universitets eksisterende affirmative action-program (særbehandling til minoriteter). Allan Bakke var en 35-årig hvid mand, der to gange ikke var blevet optaget på universitets medicinstudium. Han var blevet afvist, selvom hans testscore lå langt over gennemsnittet for de optagne og især for optagne minoriteter. Skolen reserverede 16 procent af pladserne til “kvalificerede” minoritetsansøgere. 

Dommeren Justin Powell fandt, at det var forkert at diskriminere mod en person som Allan Bakke gennem kvoter for racer, men det var okay at bruge race som en faktor i vurderingen af ansøgere og at opfatte diversitet som et plus. For hvide ansøgere blev slutresultatet status quo. Før kunne de blive forfordelt pga. en kvote, nu blev de det i stedet for pga. diversitet. 

Den logiske vej for udøvelsen af magt blev med doktrinen om diversitet at hævde, at forskelle mellem etniske grupper skyldtes diskrimination og racisme. Uden racisme ville ”hele logikken bag borgerrettighederne bryde sammen”. Regeringen og dens borgerretsbureaukrati blev nu aktive i at udbrede de rette holdninger omkring race. Caldwell beretter om, hvorledes baseball-manageren Al Campanis i 1987 på ABC’s Nightline kom med en politisk ukorrekt forklaring på, hvorfor sorte ikke havde avanceret til lederstillinger inden for baseball. De manglede muligvis nogle ”necessities”, blev hans svar, efter lidt pres fra studieværten Ted Koppel. Campanis blev fyret, og snart fulgte andre efter ham for ligeledes kiksede formuleringer. 

Denne politiske korrekthed var upopulær og blev ofte opfattet som en absurd joke, der snart ville gå i sig selv med dets latterlige krav og virkelighedsfjerne fordringer. Men sorte, kvinder, homoseksuelle og – i den sidste tid – transkønnede kunne igen og igen henvende sig til domstolene og få ret, som de havde agt, ønske og lyst. ”Politisk korrekthed var ikke en joke, når det kom til stykket. Den var den mest omfattende ideologiske erobring af institutionel magt i de Forenede Staters historie.” I sidste ende var det altid minoriteterne og de marginaliserede, der lo bedst.

Caldwells historiske fortælling om borgerrettighedernes æra er sprænglærd og knivskarp. En tour de force. Underholdende, men i sidste ende foruroligende læsning. Nutidens identitetspolitik er ikke bare en misforstået, tragikomisk og virkelighedsforvirret ideologi, som er opstået for nylig i hovederne på campusaktivister, der har forlæst sig på postmoderne, franske filosoffer. Nej, identitetspolitik og polariseringen af nutidens politiske kultur er blevet drevet frem af borgerretslovgivningen. 

Borgerretslovgivningen fremstilles som den bagvedliggende årsag for så indlysende ting som kvindefrigørelsen, homoseksuelle ægteskaber, fri abort og antidiskrimination på arbejdsmarkedet, men også for mere overraskende ting som USA’s enorme gældsætning siden 1980’erne, finanskrisen i 2007, den evindelige kamp om kontrollen med højesteret, samt politisk korrekthed og selvcensur, når det kommer til emner som immigration og etniske minoriteter.

Man bliver opmærksom på det undergravende virke, som love kan have for et land. Ingen synes helt at begribe omfanget og konsekvenserne af en række flotlydende love, men først sat i verden får de deres eget liv og indstiller samfundets hjul til et mindretals fordel, på måder som kan være flertallet inderligt imod. Nogle gange fordufter flertallets modstand hurtigt (for eksempel homoseksuelle ægteskaber), andre gange består den et halvt århundrede efter (for eksempel fri abort).

Vender man blikket hjem, synes den mest oplagte parallel at være EU-lovgivning, internationale konventioner og menneskerettigheder, der kan trumfe, hvad demokratiske flertal måtte have af ønsker til landets indretning og retning. Ellers gælder i Danmark, at ingen er over eller ved siden af Folketinget. Men når det kommer til internationale konventioner og immigration, så har det længe skilt de politiske vande. Hér minder skillelinjerne om dem, som man kan observere i USA omkring borgerrettigheder. 

Når det kommer til indvandring, synes nogle politikere uvillige til at skelne imellem, hvad der er moralsk rigtigt i den bedste af alle verdener, og hvad der er i landets interesse i den eneste af alle verdener. Vælgere og politikere, der har landets egeninteresser og dets kultur for øje, bliver i sådanne verdensfjerne politikeres øjne simpelthen dårlige og onde mennesker. 

Det kan synes illiberalt, når det stærkere flertal sætter sin vilje igennem over for mindretal. Men det er heller ikke liberalt eller demokratisk, når internationale domstole fortæller demokratiske nationer, hvad der er ret og forkert. Demokratiske nationer kan synes reduceret til styrede demokratier af lovgivning formuleret i fortabte historiske kontekster af for længst glemte lovgivere. Da mindes man Nietzsches ord i Historiens nytte om, at nogle gange er det de døde, der begraver de levende.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter