Et af de allervigtigste momenter i undervisningen i jura er, at der er lighed for loven. Uanset om man er høj eller lav, så bedømmes ens forhold efter en objektiv målestok. Derfor er det også spændende at se, hvordan det politiske system reagerer på en tilsyneladende helt banal lille sag om nogle restaurantbesøg, som Rasmus Prehn lod sin arbejdsgiver betale.
Ministre har grundlæggende to arbejdsfunktioner, de administrative chefer for et ministerium og i den forbindelse skal de selvsagt have refunderet de repræsentationsudgifter, som det hverv fører med sig. De er imidlertid også politikere, som skal sørge for at skabe opbakning til de lovændringer, som de gerne vil have gennemført. Og der bliver det noget mere tvivlsomt, om ministeriet skal betale. Hvis ministeren har besøg af tre partifæller på sit kontor for at lægge lumske planer, så bliver det altså for småtskåret, hvis kaffen og basserne skal betales af ministeren selv. Men hvad så, når de senere på aftenen sender et bud i byen efter sushi? For ikke at tale om, at de slutter aftenen på Toga?
Den samme glidende overgang kan opstilles ved forhandlinger med repræsentanter for andre partier, for interesseorganisationer etc.
I dansk tradition har der efterhånden udviklet sig en ren allergi overfor det at invitere andre på et ordentligt måltid mad og navnlig på at skænke noget velsmagende i glasset. Brixtofte-sagen, hvor den alkoholiserede borgmester i den daværende Farum Kommune gik helt over gevind i indtaget af årgangsvine, opfordrede til at sætte nogle relativt snævre grænser for, såvel hvem der kunne beskænkes, som hvad der måtte bydes på. De regler levner ikke plads til større armbevægelser.
Som den absolut eneste erhvervsgruppe har folketingspolitikere – og dermed næsten alle ministre – imidlertid et skattefrit omkostningstillæg, som de kan bruge på den slags, så man behøver ikke have så ondt af dem.
Derfor kan man med god grund stille ret rigide krav til, at ministre kun kan belaste deres ministerium med nogle snævert definerede udgifter.
Rasmus Prehn har tydeligt tilkendegivet, at hans middage på tomandshånd med diverse erhvervsfolk og journalister ikke skal dækkes af ministeriet. Ikke desto mindre har han betalt dem med sit ministerielle kreditkort. Hvornår han har indbetalt beløbene til ministeriet, står også lidt uklart. Det er klart, at jo senere indbetaling sker, desto mere kan man bebrejde ham, at han har brugt ministeriet som kassekredit. Og det gælder da navnlig, hvis betaling først finder sted, efter at ministeriet har fået en begæring om aktindsigt i hans regninger.
Strafferetten
Hvis man beder om penge, som man ikke skal have, og man vel at mærke gør det med vilje, så begår man en berigelsesforbrydelse. Men hvilken berigelsesforbrydelse? Der er adskillige af dem. Og strafferetsstuderende har altid haft svært ved at skelne.
De nemme er tyveriet og røveriet. Der tager man selv af kassen, og i røveriet lover man offeret tæsk, hvis han gør modstand. De svære er underslæbet, mandatsviget og bedrageriet, som er indbyrdes tæt beslægtede, men alligevel forskellige.
Bedrageriet er, at man siger (eller skriver) noget forkert, så betaleren får en forkert opfattelse af situationen og derfor går med til at betale. Hvis man afleverer en regning for en romantisk middag med konen, men siger til bogholderen, at det var med en vigtig kunde, så begår man bedrageri. Man skaber en vildfarelse (for sådan hedder misforståelse på juridisk) hos bogholderen, og den fører til, at hun betaler.
Prehn har jo skrevet forkerte navne på sine bilag, så det ligner, men alligevel ikke helt. For Prehn tager først pengene, idet han betaler med kortet, og så oplyser han de forkerte navne bagefter. Så de forkerte navne er ikke afgørende for betalingen. Derfor bliver det ikke bedrageri, men mandatsvig. Mandatsvig er et underligt halvlatinsk ord, der betyder misbrug af fuldmagt. Kortet er jo en fuldmagt til at betale.
Havde han derimod hævet kontant forskud i kassen i ministeriet, sådan som man gjorde i en fjern fortid, så ville misbrug af pengene blive til underslæb.
Fortrydelsesret
Fælles for alle berigelsesforbrydelser er, at man ikke kan fortryde og dermed slippe for straf. Det er faktisk et generelt strafferetligt princip, at bordet fanger. Indtil 1930’erne havde man en mulighed for at undgå straf for bedrageri ved at skynde sig at betale tilbage. Det var godt for ofrene, men stødende for retfærdigheden.
Principielt har anger ingen betydning i strafferetten. Anger hører til i skriftestolen henne i kirken. I praksis er det dog noget anderledes. Hvis man selv tager initiativet til at rette op på sine fejl, førend nogle andre opdager dem, bliver ofte taget som indikation af, at der reelt var tale om en fejl. Hvis man først gør det, når bogholderen eller nogle andre pirker lidt til ens dårlige samvittighed, så viser man, at samvittigheden er sort.
Samlet set er der vist ikke tvivl om, hvor Rasmus Prehn står. Han har begået et skoleeksempel på et mandatsvig. Tilbage er bare om, der gælder lighed for loven?
