Debat

12.09.23

Kan man stadig folde et koranvers til en papirsflyver?

Uwe Max Jensen ser tilbage på sin produktion af religionskritisk kunst, som tænkeligt vil være forbudt at genskabe, eftter regeringens nye blasfemilovgivning træder i kraft.
Hellige skrifter er et tema, der vender tilbage for Uwe Max Jensen. Her poserer han nøgen med Bibelen i Viborg i august 2014. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Hellige skrifter er et tema, der vender tilbage for Uwe Max Jensen. Her poserer han nøgen med Bibelen i Viborg i august 2014. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Litteraturen har beskæftiget sig indgående med 9/11 og tiden efter terrorangrebet. Billedkunsten har stort set ignoreret begivenheden. Sandsynligvis fordi angrebet på tvillingetårnene var et så stærkt, skræmmende og symbolmættet billede i sig selv.
 
I 2002 lavede jeg en papirflyver ud af det vers, som Osama bin Laden brugte til teologisk at legitimere angrebet på World Trade Center.
 
På femårsdagen for angrebet (2006) bragte Berlingske Tidende en artikel om værket, der bærer titlen Koranverset vedrørende islamisk jihad foldet til en papirflyver.

Allah - eller Peter Hummelgaard - vide, om det vil være ulovligt at rive en side ud af koranen og genskabe dette værk?

Et værk, der helt sikkert vil blive kriminaliseret af den ny koranlov, er mit tidlige hovedværk Halve sandheder (koranen savet midt over, bibelen savet midt over) (1999).

Halve sandheder (koranen savet midt over, bibelen savet midt over) blev i 1999 udstillet i et kunstnerdrevet galleri (det lyder så fornemt; stedet var det nedlagte svineslagteris forladte bomhus, som blandt andet kunstnergruppen Idioterne havde fået adgang til) på havnen i Aarhus.

I 2002 blev de halve sandheder udstillet på Museum Folkwang i Essen i Tyskland som en del af udstillingen Magische Expeditionen - Streifzüge mit rätselhaften Empfindungen (anmeldt i det tyske kunsttidsskrift Kunstforum samme år). Udstillingen var kurateret af kunsthistorikeren Necmi Sönmez (tyrker med muslimsk baggrund).

Sommeren 2003 blev værket vist på min udstilling Fallen from grace på Galerie Reinhard Hauff i Stuttgart. Værket blev i forbindelse med udstillingen solgt til et tysk bogforlag. Senere samme år blev en udstillingskopi vist på min udstilling på Hordaland kunstsenter i Bergen.

Halve sandheder er i modsætning til min øvrige kunstneriske praksis omtalt overvejende positivt i kunstanmelderne Lisbeth Bonde og Mette Sandbye s bog Manual til dansk samtidskunst (Gyldendal, 2006).

Da jeg skabte mit værk i 1999, indgik det i en afgrænset kunstnerisk sammenhæng helt uden de værdipolitiske og verdenspolitiske intonationer, værket har i dag.

Det er både interessant, deprimerende ... og skræmmende, at religionskritikken igen er blevet ikke bare tabu, men med regeringens ny lovgivning direkte kriminaliseret.
 
Nu tænker du jo nok: Hvorfor har jeg kun hørt om Firoozeh Bazrafkans koranværker i dansk presse? Det er da underligt, når Uwe Max Jensen lavede korankunst otte år tidligere end Firoozeh Bazrafkan.
 
Det kan jeg godt svare dig på.
 
Det er naturligvis meget finere, når en kvindelig kunstner med iransk baggrund laver korankunst, end når en mandlig dansk kunstner gør det.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter