Engang var jeg på jagt efter et klaver. En klaverstemmer solgte renoverede Hornung & Møller-klaverer for 20.000-30.000 kroner. Renoveringerne var upåklagelige, og han havde formentligt brugt et utal af timer på hvert klaver, hvorfor hans priser syntes ham rimelige, for ikke at sige urimeligt billige. 

Hvis vi har arbejdet hårdt, så synes vi, at frugten af vores arbejde tilfalder os selv. Men i en moderne markedsøkonomi bestemmes værdien ikke af vores arbejdsindsats, eller hvad vi selv synes, den er værd, men af hvad den er værd for andre. 

Problemet var selvfølgelig, at nye, moderne klaverer kunne fås til samme pris eller billigere – og de er bedre. Han var offer for det, som kaldes den fysiske fejlslutning. Han følte, at værdien af hans klaverer burde afspejle hans fysiske indsats, investeringen af tid, kunnen og klaverernes meget virkelige materialitet. Hans markedsværdi i konkurrencen med andre klaverer var tæt på nul, hvorfor hans hjem var fyldt fra kælder til loft med usolgte klaverer. 

Den amerikanske økonom Thomas Sowell har anskueliggjort den fysiske fejlslutning ved hjælp af Oswald the Rabbit – en figur, som Walt Disney fandt på i 1927. Ifølge kontrakt ejede filmdistributøren Universal Pictures dog figuren. Oswald the Rabbit var fra starten en stor kommerciel succes. Det fik dog hurtigt en ende, da Walt Disney afbrød samarbejdet med Universal Pictures. Universal Pictures havde fortsat dygtige tegnere, men snart var det Walt Disneys nye figur Mickey Mouse, som fyldte biograferne. Det, som hele tiden var blevet solgt, var Disneys idéer og fantasier, ikke den fysiske udførelse. Samfund, der har mange personer, der arbejder hårdt, men få personer med idéer, som folk vil betale for, er ikke rigere. Tværtom.

Fint nok, så ens markedsværdi bestemmes ikke af ens fysiske indsats, men af ens idéer. Men hvad så med CEOs, der har eksorbitante lønninger og bonusordninger og sågar får gyldne håndtryk, når de ikke duede. Det behøver man da ikke at være socialist for at finde urimeligt? Nej – det er desværre nok at være menneske.

Men heller ikke CEO’en skal bedømmes på sin fysiske indsats – hvor mange timer han arbejder om ugen – men derimod på den merværdi, som han kan skabe for virksomheden. En CEO får måske millioner i aflønning, men bestyrelsen kan vurdere, at lige netop hans eller hendes idéer, kompetencer, netværk og erfaringer kan skabe ekstraværdi for milliarder for virksomheden. 

Når de giver CEO’en et gyldent håndtryk, så kan det igen synes ubegribeligt, at nogen kan få millioner, når vedkommende ikke slog an. Men sagen er, at det kan være milliarder værd for virksomheden at få en anden CEO. Størrelsen af det gyldne håndtryk bestemmes ikke af CEO’ens fysiske indsats (som nu skal være nul), men af hvad det er værd for virksomheden at få en anden CEO hurtigst muligt. I en fri markedsøkonomi er det dog ikke kun CEO’en, der bliver rigere. Det er også aktieejerne (tænk pensions- og investeringsfonde) og kunderne, som i sidste ende er os allesammen ved hylderne i supermarkedet.

En markedsøkonomi belønner de idéer og kompetencer, der har mest værdi for andre mennesker, herunder også bestyrelser og firmaer. Det har skabt modernitetens utrolige velstand for os alle, men det gør også, at de individer, hvis idéer, kunnen og produkter, vi alle flokkes omkring og kaster vores penge efter, bliver uligt meget rigere end os selv. Men vores evolutionært udviklede, moralske følelser er os desværre en ringe hjælp til at forstå den dybere visdom og vores egeninteresse i en velfungerende markedsøkonomi. Men velstand er primært et produkt af folks gode idéer i en velfungerende markedsøkonomi. 

Hvis uligheden er opstået gennem frivillige transaktioner i en markedsøkonomi, så er det vigtigt, at vi ikke glemmer, at resultatet dermed også er øget velstand. Den pointe kunne man formulere lidt drilsk og orwellsk som: ULIGHED ER VELSTAND.  

For venstrefløjen har det dog i lang tid været, som om at uligheden var den nye store teori om alting, og velstanden var af sekundær betydning. Alle kunne sige Thomas Piketty, ginikoefficient, øget ulighed og rigeste procent, mens de lagde panden i dybe furer og vidste med sig selv, at de havde udpeget det skændigste forhold i verden. I vælgerhavet forbliver spørgsmålets vigtighed relativt konstant. Siden 2015 har 8-12 % ifølge Epinion vurderet det som den vigtigste ting, politikerne burde tage sig af. Det har givet spørgsmålet om ulighed en fast 4.-5. plads. Spørgsmålet forsvinder formentlig aldrig helt.

Det burde det måske ellers. Den amerikanske moralfilosof Harry G. Frankfurt hævdede i al fald i sin lille, kompakte bog On Equality (2015), at tidens voldsomme fokus på ulighed simpelthen er forkert. Det moralsk forkastelige er ikke ulighed, men fattigdom. Den fattige lider ikke, fordi andre har mere, men fordi han ikke har nok. Fokusset på ulighed er direkte skadeligt, ifølge Frankfurt, det er en eksistentiel distraktion og fremmedgørende, hvis brændpunktet for ens tanker og følelser er, hvor meget andre har, frem for hvad man selv har brug for. Vores moralske fokus burde være på at sikre en standard, hvor alle har tilstrækkeligt. 

Harry G. Frankfurt har i al sin enkelhed ret. Fattigdom er et større onde end ulighed. Målet bør være at reducere eller helt fjerne fattigdom, at sikre, at alle har nok. At uligheden eventuel også mindskes i den forbindelse, bør ikke være målet, men blot en sideeffekt. Men selv hvis man når til det punkt, at man finder fattigdom værre end ulighed, da kan man stadig føle, at ulighed på flere måder er forkert. Det skyldes næppe dybere moralsk eller økonomisk indsigt, men derimod at vi har en række evolutionært udviklede (a)moralske følelser og fornemmelser, som er et håbløst mismatch med den moderne verden og markedsøkonomien.

At mennesket skulle have en nærmest medfødt, moralsk aversion mod ulighed, mener for eksempel Frans de Waal, der er en hollandsk primatolog. På baggrund af sin og andres forskning har han konkluderet: ”Robin Hood havde ret. Menneskehedens dybeste ønske er at sprede velstanden.” Det lyder lidt for godt til at være sandt. Forskerne Christina Starmans, Mark Sheskin og Paul Bloom mener da også, at de Waal er lidt for frisk i sin spidsformulering af forskningen.

I artiklen Why people prefer unequal societies argumenterer de stik modsat for, at det ikke er ulighed, men derimod fairness, vi er optagede af. Tingene skal være fair, og det kan godt indebære en ulige fordeling af goderne i den virkelige verden.

Frans de Waals eget berømte eksperiment med kapucineraber viste faktisk præcis dette. I eksperimentet, som der er linket til, blev to kapucineraber enten belønnet med et stykke agurk eller en vindrue, når de rakte forskeren en sten fra deres bur. Aben, der kun belønnedes med agurk, gik amok, når den opdagede, at den anden blev belønnet med druer for det præcis samme stykke arbejde. Det var unfair. Selv kapucineraber forventer lige løn for lige arbejde.  

Når pressen refererer den slags eksperimenter, så bliver det desværre tit til, at vi ikke accepterer ulighed. Men det er ukorrekt, den slags forsøg viser, at vi har en modvilje over for unfair belønning. 

Christina Starmans og medforfattere medgiver, at når forsøgspersoner skal fordele goder i laboratoriet, så foretrækker de generelt en helt lige fordeling. Men når de bliver bedt om at fordele ressourcer i den virkelige verden, så afviser de en lige fordeling og foretrækker en vis grad af ulighed. I laboratoriet har ingen gjort sig særligt fortjent, men i den virkelige verden er der forskel på, hvor meget folk har gjort sig fortjent. Derfor er en lige fordeling uretfærdig, mens en ulige fordeling er det mere økonomiske fair.

Den verden, som vores moralske følelser udvikledes i, kalder evolutionspsykologer for miljøet for den evolutionære tilpasning. Det var primært tiden som jægere og samlere. Jagt er ikke kun et spørgsmål om dygtighed, men også i høj grad om held. Endvidere kunne byttet være væsentligt større, end hvad jægeren og hans nærmeste kunne fortære, inden det blev fordærvet. Så når jagtlykken for alvor var med jægeren, blev den moralske forventning, at han selvfølgelig delte – det var en win-win. Alle blev mætte, jægeren steg i status, og folk følte, de skyldte ham for sidst. Omvendt var det med at samle bær og frugt. Det var ikke andet end flid, der bestemte udkommet. Unfair ville det være, hvis man skulle dele, hvad man selv havde arbejdet for.

Men det evolutionært udviklede repertoire af moralske fornemmelser slutter ikke der. For der må også have været et behov for at beskytte sig mod free-riders og sociale parasitter. Energimæssigt er fordelen indlysende ved ikke at lave en dyt, sidde på hænderne i lejren og først få gang i dem, når man skal til fadet. Den asociale dovenkrop har selvfølgelig følt sig berettiget til – af den ene eller anden grund – at få del i de høstede bær og frugter for ingenting. De, som har lavet arbejdet, vil derimod føle vrede og ressentiment mod nasserøven. At være et helt og aldeles ren- og godhjertet fjols, der lod sig udnytte, må have været en evolutionær blindgyde i kampen om ressourcer og partnere.

Dynamikken udspiller sig også i dag. En renhjertet ven fortalte begejstret om konceptet for Burning Man-festivaler, hvor hippieøkonomien var, at man bidrog med noget, man havde lyst til, og så kunne man få og deltage, som man lystede og havde behov. Han havde dog ikke været afsted mange gange, før han i stedet indigneret og vredt fortalte om en social snylter, der bare tog, men ikke bidrog med noget som helst. 

Så ikke kun fairness, men også den asociales selvbedrageriske følelse af at være berettiget til at få en masse for ingenting, samt vores vrede mod og lyst til at straffe eller i al fald undgå snylteren, er en del af vores følelsesregister.

Endelig er der også spørgsmålet om relativ status og misundelse. Vi er et flokdyr besat af spørgsmålet om status. Vi kan være ukritiske fanboys og -girls, der er lykkelige over den helt og aldeles forestillede glans som vores stjernes succes kaster over vores eget ubetydelige liv, men vi kan også være sygeligt vrede, misundelige og forurettede, når vi overstråles og ser andres nogle gange blot minimalt større succes og rigdom. Vi vil selv være nummer ét, hvis vi kan.

Selv hos små børn genfinder man dette selviske motiv til at foretrække selv relativt højere status frem for absolut velstand. Hvis et femårigt barn kan vælge imellem, at begge børn får to belønninger, eller at barnet selv kun får én belønning, mens det andet barn får ingenting, så foretrækker det ofte den ene belønning. Følelsen af relativ overlegenhed kan simpelthen være så meget værd, at det annullerer vores fornemmelse for fairness og ønsket om større velstand.

Grunden til, at man kan hævde, at alle disse følelser er et mismatch til skabelse af velstand i den moderne verden, er, at de er tilpasninger til en verden, der var et nulsumsspil. Men den moderne markedsøkonomi er ikke et nulsumsspil, spillet har en positiv sum. Den enes gevinst er ikke den andens tab, vi vinder alle i den moderne markedsøkonomi, også selvom det gør nogle meget rigere end andre. Ikke blot underholdningsindustriens film-, pop- og sportsstjerner, som vi gerne frivilligt kaster nogle hundrede kroner efter, men også kaptajnerne for multinationale firmaer, hvis produkter vi ligeledes frivilligt køber. Vi scorer produkternes merværdi for os, mens millioner af frivilligt betalte småbeløb bliver til stjernernes og industrikaptajnernes milliarder. 

Derfor bør vi skrive os bag øret, at vores og andres markedsværdi ikke er lig med den fysiske indsats. Det kan synes uretfærdigt og ydmygende, hvis ens fysiske indsats regnes for intet eller lidet værd, men i en markedsøkonomi bestemmes værdien af ens arbejde og idéer af deres værdi for andre mennesker. Klaverstemmeren, der forsøgte at sælge renoverede Hornung & Møller-klaverer, profiterede ikke, men det gjorde jeg og millioner af andre, der købte andre, nye og bedre klaverer til samme pris – vores velstand steg. Klaverstemmeren? Han kunne fortsat købe fødevarer fra hele verden i supermarkedet.

Der er en vits fra sovjettiden, der indfanger, hvor ødelæggende følelsen af misundelse er i forhold til at skabe velstand. Igor og Boris er to ludfattige bønder, der næppe har til dagen og vejen for deres familie. Den eneste forskel er, at Boris ejer en afpillet ged. En dag viser en fe sig for Igor, og hun giver ham ét ønske. Igor siger: ”Jeg ønsker, at Boris’ ged var død.”

Lad os ikke være Igor.