Nogen fik travlt, efter Berlingske lørdag aften skrev om en ny vejledning om ”kønsinkluderende sprogbrug” i Københavns Kommune, og Ritzau dagen søndag viderefortalte historien i et telegram.

Hvem nogen er, kan ikke siges med sikkerhed, men noget skete, for efter få timer ændrede Ritzau sit telegram, herunder dets rubrik, underrubrik og tekst.

Ritzau havde i første omgang anvendt rubrikken: ’Slut med at sige far og mor i Københavns Kommune’. Efter rettelsen lød den: ’Københavns Kommune vil øve sig i at kommunikere hensynsfuldt til kommunens minoriteter’.

Resultatet af en ”venlig” henvendelse? Måske. I hvert fald er udtrykket et andet. Det første lyder som noget, en journalist ville skrive. Det sidste har mere en kommunikationschefs sjælløse klang.

Midt på søndagen trådte overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) ind i sagen på Facebook, ”blot for at nuancere det hele lidt”, som hun formulerede det.

Ifølge Hæstorp havde Berlingske og Ritzau ”fået Københavns Kommune nye vejledning til et kønsneutralt sprogbrug lidt galt i halsen”. 

Det handlede nemlig slet ikke om at indføre kønsneutralt sprog i kommunen, nej, det drejede sig bare om at opføre sig respektfuldt over for byens borgere.

Desuden, understregede overborgmesteren, var der ikke tale om et forbud eller et krav, sådan som det var blevet fremstillet i medierne.

”Igen, det er en vejledning. Der er ikke noget, man må eller ikke må. Ingen forbyder nogen noget,” skrev Hæstorp.

Men kunne det nu også passe?

Jeg ville gerne se efter, om Hæstorp havde ret, men jeg kunne ikke læse vejledningen, som kun Berlingske havde fået fingre i.

Derfor tog jeg i stedet et kig på Københavns Kommunes LGBTI+-politik 2019-2023, ’En ligeværdig del af fællesskabet’.

I den står på side 11 som selvstændigt punkt:

”Sikre at forvaltningen i kommunikationen med børn, unge og forældre benytter et kønsneutralt sprog.”

Punktet er adskilt fra omtalen af den vejledning, Berlingske har læst, og Hæstorp henviser til med ordene ”Igen, det er en vejledning”.

Det synes altså at være kommunens erklærede politik – ikke en vejledende anbefaling – at sikre, at forvaltningen benytter kønsneutralt sprog i kommunikationen med børn, unge og forældre.

Det er svært at få til at passe med Hæstorps ord om, at ”ingen forbyder nogen noget”. Hvordan kan man sikre, at medarbejdere bruger bestemte ord, hvis man ikke forbyder dem at bruge andre?

På Facebook spurgte jeg Hæstorp, om hun kunne bekræfte, at punktet på side 11 i LGBTI+-politikken er et krav, ikke en anbefaling. Det fik jeg ikke noget svar på.

Glimt fra vejledningen
Modsat Ritzau stod Berlingske fast på sin fremstilling. Chefredaktør Tom Jensen meddelte søndag, at avisen ikke havde i sinde at ændre sine formuleringer.

”Jeg må desværre rette overborgmesteren. Berlingske har ikke fået noget som helst galt i halsen. Berlingskes historie er fuldstændig korrekt. Københavns Kommune burde stå ved sin nye sprogvejledning i stedet for at kritisere medier, der omtaler den,” skrev han på Facebook.

Senere samme dag delte journalistisk chef hos Berlingske Michael Alsen skærmbilleder fra kommunikationsvejledningen i en tråd på Twitter, hvori han forklarede, hvorfor der efter hans mening var belæg for Berlingskes dækning.

Af skærmbillederne fremgår flere af vejledningens elementer og eksempler. De fortæller blandt andet, at det er ”vigtigt at forsøge at bryde med ubevidste kønsstereotyper”, herunder ”forestillingen om, at familien er sammensat af en mor og en far, hvilket man ikke kan antage på forhånd.”

I et afsnit om brug af pronominer gør vejledningen klart, hvordan medarbejderne skal agere i mødet med borgerne: 

”Når du kommunikerer kønsinkluderende, skal du overveje brugen af særligt ’han’, ’hun’, ’ham’, ’hende’, ’hendes’ og ’hans’. Her er det vigtigt, at du undgår generel brug af ’han’ og ’hun’ i det talte og skrevne sprog.”

Det bydende ”skal” virker påfaldende i forhold til påstanden om, at der skam kun er tale om en vejledning. Hvis man ”skal” noget, er det sjældent frivilligt, om man gør det. 

Tilsvarende er det svært at se andet end semantisk forskel på et forbud mod at bruge bestemte ord og en indskærpelse af vigtigheden af ikke at bruge dem.

Under rubrikken ’Hvad er kønsinkluderende sprog – og hvorfor skal jeg bruge det?’ – der var det ”skal” igen – skriver kommunen følgende:

”Når du bruger et kønsinkluderende sprog, antager du ikke på forhånd, hvilket køn eller hvilken seksuel orientering en anden person måtte have, uanset eksempelvis deres navn eller udseende. På den måde anerkender du, at der er rigtig mange måder at være menneske på, og du skaber en tillid i den konkrete situation gennem inkluderende sprogbrug. Det giver i sidste ende en bedre oplevelse i mødet med KK [Københavns Kommune, red.] – og gør København til en mere inkluderende by.”

Til det er værd at knytte to kommentarer.

For det første den, at nej, det skaber ikke tillid, at medarbejderne spiller teater og foregiver ikke at kunne se, om en borger er mand eller kvinde. Det skaber det stik modsatte. ”Hvis du ikke kan se på mig, at jeg er en mand, hvor meget andet er du så også blind over for?” vil være en naturlig tanke.

For det andet at hele dette cirkus, hvor medarbejderne skal lade, som om de ikke ved ting, de godt ved, med større sandsynlighed gør Danmarksdemokraterne til et mere inkluderende parti – nemlig et med flere folketingsmedlemmer – end det gør København til en mere inkluderende by. 

Som den konservative debattør Christian Egander Skov rammende udtrykte det på Twitter: ”Socialdemokratiet i København er virkelig det borgerlige Danmarks stærkeste kort.”

Identitetspolitik på fremmarch
Sagen er endnu et kapitel i historien om identitetspolitikkens – eller wokeismens – indtog i Danmark. Nede under de pæne formuleringer om ”mangfoldighed” og ”inkluderende sprogbrug” ligger det ideologiske grundfjeld, politikken baserer sig på.

Når Københavns Kommune ønsker at ”kønsneutralisere” sproget, herunder ophøre med at omtale partnere som ”mand” og ”kone”, ophøre med at omtale forældre som ”mor” og ”far” og udfase ord, der har endelsen ”-mand”, så handler det kun på overfladen om inklusion af LGBTI+-personer.

Det egentlige formål er at destruere idéen om det normale. Det er en af identitetspolitikkens centrale ambitioner, fordi det normale i den vestlige verden udtrykker alt det, identitetspolitikken er imod. 

Hvis et samfund er racistisk, sexistisk, homofobisk, transfobisk og så videre – og det mener identitetspolitikkens tilhængere, det vestlige samfund er – så er dette samfunds forestilling om det normale det også. Et opgør med det vestlige samfund undertrykkelsesmekanismer forudsætter derfor et opgør med dets idéer om, hvad der er normalt. Det ultimative mål er helt at udrydde idéen om, at noget kan være normalt. Alt skal flyde. Intet være fast.

Københavns Kommunes LGBTI+-politik er samtidig et udtryk for mistillid til medarbejdernes dømmekraft og evne til at varetage deres arbejde. 

En tillidsfuld politik ville udtrykke tillid til, at medarbejderne kan stole på deres sanser og er i stand til at håndtere borgerne som individer med forskellige ønsker og behov.

Stolede kommunen på det, ville den ikke fabrikere en vejledning, der i detaljer fortæller medarbejderne, hvilke ord de skal bruge. I stedet ville den overlade til den enkelte medarbejder at vurdere fra situation til situation, hvad der var mest hensigtsmæssigt.

En simpel LGBTI+-politik kunne lyde: ”Tiltal og omtal som udgangspunkt mænd som mænd, kvinder som kvinder, mødre som mødre og fædre som fædre, men lyt, hvis en borger har særlige ønsker om tiltale eller omtale, der adskiller sig herfra. Mennesker er forskellige, og det skal Københavns Kommune rumme.”

Det ville være en tilstrækkelig vejledning, som kunne stå på en post-it. 

Men det duer ikke. En sådan vejledning ville ikke varetage LGBTI+-politikkens egentlige formål, destruktionen af idéen om det normale.

Københavns Kommunes vejledning om kønsinkluderende sprogbrug er blot det seneste slag i kommunens identitetspolitiske kamp.

En handleplan, som endelig skal behandles i første kvartal 2023, varsler ”e-læringskurser” om ”ubevidst bias” baseret på ”normkritiske og intersektionelle perspektiver”, som skal ”tilbydes” til alle kommunens medarbejdere. Et tilbud af den slags, man ikke kan afvise.

Gemt bag de pæne formuleringer har Københavns Kommune valgt side i diskussionen om identitetspolitik. Den er i krig. I normkrig.

Men det vil kommunen givetvis afvise. I dens øjne er der næppe tale om en krig. Allerhøjst en specialoperation.

Opdatering: Hele vejledningen er nu tilgængelig her.