I serien om Blå ambitioner har Kontrast spurgt de borgerlige partier, hvordan vi ville mærke forskel, hvis de havde mere magt i dansk politik. Denne gang hører vi fra Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen.

Forestil dig, at du kom hjem til din kæreste med en masse poser i favnen og stolt sagde: ”Nu skal du bare høre, hvor mange penge jeg har brugt i dag.” Reaktionen ville nok ikke være ren begejstring. Tværtimod kunne man forestille sig, at kæresten gerne lige ville høre, hvad pengene er gået til. For at bruge mange penge er ikke noget mål i sig selv. 

Sådan fungerer det i private husholdninger. Og sådan bør det fungere, når vi diskuterer velfærd her i landet. I dag er det en udbredt misforståelse, at hvis bare vi gør den offentlige sektor dyrere, så bliver velfærden bedre. Og det er ikke kun en tankegang, som trives på venstrefløjen. Den er desværre også smittet af på politikere til højre for midten.  

Der er brug for et borgerligt opgør med måden at tænke velfærd på. For det er ikke en borgerlig opgave at indgå i et politisk kapløb om, hvem der kan bruge flest af danskernes lønkroner. Tværtimod er det en borgerlig pligt at prioritere i de offentlige udgifter. At udvise respekt for skatteydernes penge og lade dem beholde nogle flere af dem selv.  

Ikke mindst i en tid, hvor mange familier kæmper med at få privatøkonomien til at hænge sammen. Det borgerlige svar må være at sænke skatten, så borgerne har råd til at betale deres regninger og opretholde levestandarden. Det er principielt forkert, at danskerne skal spare som konsekvens af høj inflation, mens det offentlige blindt skal vokse. 

Når automatreaktionen fra røde og nogle blå politikere er at gøre den offentlige sektor 69 milliarder kroner dyrere, som følge af at der bliver flere børn og ældre, er det i mine øjne udtryk for manglende vilje til at gøre tingene klogere og bedre. Det løser ikke problemerne bare at pumpe skattekroner i den offentlige sektor med bind for øjnene. 

Tag den stakkels Else Marie Larsen, der blev landskendt på en hjerteskærende baggrund. Else var den demensramte kvinde i TV 2’s dokumentar, som de ansatte på plejehjemmet Kongsgården nægtede at skifte ble på, selvom bleen var fyldt. De lod Else hænge i en lift, mens hun jamrede af smerte, og sagde, at hun skulle lave afføring i sin seng. 

Sådan en opførsel handler ikke om penge eller ressourcer. Det ville ikke have givet Else en værdig behandling, at tre ansatte havde stået og kigget på hende i stedet for to. Det handler om medmenneskelighed, og det kan man ikke købe for penge. Det handler om en kultur, der skal laves grundlæggende om, og bedre ledelse af det enkelte plejehjem.

Det handler om at afskære medarbejdere, der ikke er opgaven voksen, fra at kunne arbejde med vores ældre. Og det handler om at give ældre flere valgmuligheder og mere selvbestemmelse i forhold til, hvor de vil bo og modtage hjælp fra. Det nytter ikke bare at sende flere penge, for det er ikke alt. Kuren skal være den rigtige. Problemet skal løses. 

En offentlig udgift er altså ikke altid lig med bedre velfærd. Langtfra. Det har jeg talrige eksempler på. Et af dem er, at regeringen bruger et trecifret millionbeløb på at udvikle et it-system, der skal tvangsfordele unge til gymnasier, de ikke selv har lyst til at gå på. Bare fordi deres forældre enten tjener lidt for meget eller lidt for lidt i regeringens øjne. 

Og hvad får vi for pengene? Mere bureaukrati. Mindre frihed. Demotiverede elever, større frafald og knuste drømme på grund af en tvangsfordeling, som er blevet kaldt ”ungdomsskadeligt makværk” af en ekspert. Det har ærlig talt ikke en døjt med velfærd at gøre. Hverken for de unge eller deres forældre. Og det er håbløst spild af skattekroner. 

Vi skal turde at prioritere og skelne mellem udgifter og velfærd. Eksempelvis er det en forkert prioritering at sætte flere penge ind på dagpengemodtageres konto fra det offentlige, end kassemedarbejdere får i løn, hæve ydelserne til arbejdsløse udlændinge eller lade det regne ned over fagforeningerne med gaver. Det er udgifter - ikke velfærd. 

Det, vi skal investere i, er kernevelfærden. Som borgerlig ønsker jeg et stærkt forsvar, et velbemandet politi, et godt sundhedsvæsen, en værdig ældrepleje, en grøn fremtid og velfungerende daginstitutioner. Det er vigtige områder, der har stor betydning for danskerne, som gør det lettere at være familie, og som giver alle en tryggere hverdag. 

Vi har bl.a. brug for flere læger, sygeplejersker og jordemødre. Men selvom statsministeren i sin nytårstale sagde, at flere skal have en fast læge, har regeringen har stemt imod, hver gang vi har sendt vores fuldt finansierede forslag om at sikre alle danskere en familielæge til afstemning. Det er altså et område, jeg hellere end gerne vil styrke. 

Men jeg anerkender ganske enkelt ikke den præmis, at vi skal fyre 69 milliarder skattekroner ekstra af – som andre partier vil – for at få god velfærd. Vi skal tværtimod styrke det frie valg, erstatte tvang fra det offentlige med frihed for den enkelte dansker og bruge pengene fornuftigt – ikke ødsle dem væk på svækkede incitamenter til at arbejde.

Lad os ikke glemme, hvorfor vi overhovedet har råd til den velfærd, vi har i dag. Det skyldes dels politisk vilje til at gennemføre borgerlige reformer, som har gjort vores samfund 280 milliarder kroner rigere siden årtusindeskiftet, og dels, at vi har konkurrencedygtige virksomheder, som tjener penge hjem til Danmark og velfærdssamfundet.   

Men vi er nødt til at være rigere, hvis vi også i fremtiden skal kunne levere høj offentlig service, og det kræver gode vilkår for erhvervslivet. Det var derfor, at vi gik ind til forhandlingerne om den grønne skattereform med et krav om, at skattetrykket ikke skulle stige, og at vi som land ikke skulle blive fattigere, mens vi maler Danmark grønnere. 

Skal vi blive rigere, skal vi også lette skatter og give erhvervslivet adgang til mere international arbejdskraft. Det må ikke forveksles med en stram og fornuftig rets- og udlændingepolitik, som er en borgerlig kerneopgave at sikre. Nej, vi er nødt til at skille de to ting ad, så folk, der vil bidrage til dansk vækst og velstand, også får mulighed for det. 

Efter tre år med en regering, der har gjort langt de fleste danskere fattigere, taget kontrollen med beslutninger, som retteligt hører til i familien, og svækket tilskyndelsen til at være i arbejde, har Danmark brug for et kursskifte. Ikke med en regering over midten. Mette Frederiksen åbne frieri til de borgerlige partier bliver et nej tak herfra. 

Det var en dårlig idé, da Anker Jørgensen stillede sig i spidsen for en SV-regering i 1978. Det var en dårlig idé, da Venstres daværende leder flirtede med tanken i 2019, og det er en dårlig idé nu. Dertil er de politiske uenigheder for store. En regering med Det Konservative Folkeparti, SF og Socialdemokratiet er og bliver et dødfødt forslag.

Kommer der et borgerligt flertal efter valget, skal Danmark naturligvis have en borgerlig regering. Jeg er tilhænger af brede aftaler, som mange danskere kan se sig selv i. Men det er ikke Mette Frederiksens spin, der skal bringe Danmark godt igennem vores udfordringer og ruste os til fremtiden. Det skal en borgerlig regering med ansvarlig politik.