Det lyder rigtigt, når mange kommentatorer bl.a. forklarer Liberal Alliances fremgangsrige valg med en kampagne, der taler det personlige ansvar op. Alex Vanopslagh har tidligere som partileder udmærket sig ved at tale om værdien af dannelse og om årsagerne til unges mistrivsel. Han har altså markeret partiet som et, der ikke kun vil tale om snævre politiske emner som skat og sundhedssystem, men også om personlige værdier, livsstil og kulturelle spørgsmål om dannelse. Og han har formået at gøre det inden for en ramme, som man stadig ikke er i tvivl om er liberal, men som lægger afstand til det, jeg vil kalde den tynde liberalisme.
Tynd liberalisme opdeler skarpt mellem politik og alt andet i livet. Når en journalist spørger en tynd liberalist, om det er bedre at erhverve sig ved prostitution eller som fysioterapeut, om det er bedst for børn at vokse op sammen med begge biologiske forældre, eller om Lykke-Per eller et moderne klatmaleri har større kunstnerisk værdi, så nægter han at svare, fordi han mener, at spørgsmålet er fuldstændig uden politisk relevans. Så længe det ikke fysisk skader andre, er kulturelle spørgsmål ligegyldige for politik. Det er den tynde liberalisme, der bl.a. indeholder kulturelt progressive liberale, som flirter med wokeisme, resultat-feminisme og mere åbne grænser, og som har stor indflydelse i Venstre, Det Radikale Venstre, Moderaterne og Det Konservative Folkeparti.
For den tynde liberalist er hans liberale politik og livet i øvrigt som to forskellige dimensioner, der påvirker hinanden lige så lidt, som fuglekvidder påvirker aktiekurserne. Det er teoretisk elegant. Problemet er bare, at det ikke virker i virkeligheden. Mennesker danner ikke deres politiske holdning i et vakuum afskåret fra alt andet i livet. Musik, familie, film, arbejde, religion, bøger, sex, arkitektur, hobbyer, computerspil, tøj og alt muligt andet påvirker vores hjerner og vores sind med indlejrede værdier og betyder noget for, hvem vi bliver, også politisk. Der findes som bekendt kun to hjernehalvdele, og ingen af dem er dedikeret til politik alene.
Tyk liberalisme fortsætter derfor, hvor tynd liberalisme stopper. Tyk og tynd liberalisme er enige i snævre politiske spørgsmål om fx økonomi og sundhedsvæsen. Men den tykke liberalisme breder sig ud og giver bud på flere af livets spørgsmål. Både for at klare sig i det ideologiske kapløb med socialisme og wokeisme, som ikke holder sig tilbage fra at påvirke mennesker gennem alle områder af livet, men også fordi folk sultent søger det og vil have svar på godt og dårligt, sandt og falsk, mening og tomhed. Tyk liberalisme er udbuddet, der kan møde en del af en dyb og uopfyldt efterspørgsel.
Men kan svarene ikke komme fra andre ting som opbyggelige bøger og film eller religion i stedet for politik? Jo, men svarene skal også komme fra det politiske. Det gælder især i et land, hvor statens indflydelse på alt fra uddannelse og kirker til film og litteratur er så stor, at politik gennemsyrer alt.
I Schweiz styres blot 10% af økonomien af centraladministrationen, og kun 45% af de stemmeberettigede stemmer til det nationale parlamentsvalg, og der kunne man argumentere for, at politikernes mening om alt muligt andet end snæver politik er mindre vigtigt. Men i et land som Danmark, hvor halvdelen af landets økonomi styres af staten, og 85% stemmer til folketingsvalg, ja her ser vi op til landets politikere, også fordi de har stor indflydelse på alt i samfundet, og derfor har deres mening om alt andet end politik i snæver forstand også stor indflydelse.
Danske toppolitikere er, på godt og ondt, blandt landets vigtigste influencers, også når det gælder livsstil, familieformer, religion, sex, moral, film, litteratur, rejser, arkitektur, m.m. Og denne indflydelse er kun blevet forstærket, i takt med at sociale medier har opfordret alle politikere til at dele scener fra hverdagslivet.
Det vinder altså gehør, når Liberal Alliances valgplakat siger: “Du skal gøre dig umage” og “Jeg bør gøre noget” (med “jeg” i stedet for et overstreget “nogen”). Ligesom titusindvis af danskere flokkes til foredrag med Jordan Peterson, der beskriver sig selv som klassisk liberal og både præsenterer dem for praktiske livsråd og fortæller dem, at man finder mening i livet ved at tage ansvar for sig selv, for sin familie, ægtefælle, børn og lokalsamfund, samt giver fortolkninger af teologi og klassisk litteratur. Og Ayn Rand blev den person med liberal politik, som fik den bredeste indflydelse i det 20. århundrede, fordi hendes bøger ikke blot indeholdt snævre politiske pointer, men fordi de også kommunikerede stærke meninger om, hvilken æstetik, kunst, nære forhold, personlige værdier og livsstil som fordrede gode liv og gode samfund.
Når tyk liberalisme giver bud på andre af livets spørgsmål end det snævert politiske, henter den legitimitet fra dem af de toneangivende klassisk liberale tænkere af den britiske tradition, som også mente, at politik ikke var en livssfære afskåret fra alt andet, men også blev påvirket af traditioner, kultur og livsstil, og derfor havde de også meninger om det. Adam Smith værdsatte selvbeherskelse, ydmyghed, arbejdsomhed og sparsommelighed, John Locke og David Hume argumenterede for monogami og imod promiskuitet, F. A. Hayek forsvarede traditioner og religion som fundamentet for civilisation, og vores egen Grundtvig betonede de folkelige fællesskaber i sprog, nation, tro, højskoler m.m. som fundamentet for frihed.
Hvor tynd liberalisme er stærkt fokuseret på rettigheder som ukrænkelige mål i sig selv, ser tyk liberalisme snarere rettigheder som midler, der kan anvendes til at opnå gode samfund og gode liv, og som rettesnore, der får os til at tænke os ekstra godt om, inden vi anvender politisk magt. For rettigheder er abstraktioner udtænkt og nedskrevet af mennesker, og mennesker begår fejl.
Det vurderes, at kommercielle computerprogrammer har gennemsnitligt 10 fejl per 1.000 linjers programkode. Den europæiske menneskerettighedskonvention har 700 linjer, så vi kan gætte på, at der blev begået minimum 7 fejl, da intentionerne bag konventionen skulle formuleres og skrives ned. Gang derefter med en faktor X mellem 1-10, alt efter hvor mange flere fejl, du tror, at EU-bureaukrater begår sammenlignet med kompetente softwareingeniører, så lander vi på et estimeret 7-70 fejl i den skrevne menneskerettighedskonvention i forhold til intentionerne bag den! Og det forudsætter selvfølgelig, at intentionerne var de rigtige i første omgang.
I en dansk kontekst har tyk liberalisme en stor fællesmængde med konservatisme, men betoning og prioritering adskiller sig. Begge anerkender værdien af både individ og fællesskab som hinandens forudsætninger, men i de uundgåelige svære kompromiser mellem de to lægger liberalismen balancen tættere på individet, mens konservatismen lægger sig tættere på fællesskabet. Et eksempel kan være i vurderingen af nødvendige tiltag i tilfælde af en ny pandemi, hvor den tykke liberale kunne argumentere for færre interventioner, den konservative for flere.
Forskellene kommer også til udtryk i tiltroen til statens evne til at opnå sociale mål, og i hvor høj grad det er muligt at tøjle magten, når den først er givet staten, så den ikke anvendes til uheldige formål i fremtiden. Dårlige historiske erfaringer med perverteret statsmagt har givet liberale gevaldige tømmermænd, der har resulteret i mantraer som “Intet er så permanent som et midlertidigt statsligt tiltag” (Milton Friedman), og “Man skal aldrig give de bedste mere magt, end man kan tåle, de værste får” (Steffen Frølund, Liberal Alliance) og public choice-skolens analyser af statsmagtens iboende vokseværk: “Politikere og bureaukrater adskiller sig ikke fra os andre. De vil maksimere deres incitamenter ligesom alle andre.” (James M. Buchanan).
Så selv om den tykke liberalist ikke kan afvise at bruge statsmagten, hvis argumenterne er tunge nok, så vægter han costs cirka dobbelt så tungt i cost-benefit-analysen, som den konservative ville gøre. Mens en konservativ i 1925 kunne have set store fordele i at oprette en statsradiofoni, som kunne kommunikere sunde værdier og nyttig oplysning til borgerne, kunne den tykke liberale måske forudane organisationens enorme vækst til en dominans af mediemarkedet og til at blive infiltreret af venstreorienterede formyndere og kulturradikale smagsdommere, som har gjort, at DR i dag ikke forsvarer, men bekæmper den borgerlige orden. Men i mange spørgsmål i Danmark kan den tykt liberale alliere sig med den konservative.
Den tykke liberale dyrker gerne individet, men ikke som en ø, formet ud af ingenting og levende kun for sin egen skyld, men for at udvikle individet med gode værdier og den rette livsform til den bedst mulige udgave af sig selv, også for sin egen skyld, men ikke mindst for omgivelsernes skyld, altså for familiens, vennernes, lokalsamfundets, foreningernes og kollegaernes skyld.
Det er ikke blot en fornuftig position. Liberal Alliances succes tyder på, at det også er en vinderposition.
