I et interessant indlæg i Weekendavisen af Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Mitchel Oliver Vestergaard konkluderede de for nylig, at liberalisme fører til mistrivsel.
Selvom nogle af mellemregningerne er lidt tvivlsomme, sætter Messerschmidt & Vestergaard fingeren på det ømme punkt for liberale: At vi døjer med at stå ved, at et borgerligt-liberalt samfund fungerer bedst, når mennesker lever og opfører sig på bestemte måder.
Den gode nyhed er, at liberalismen ikke er så fattig på svar, som hverken dens modstandere eller – hvad værre er – mange af dens tilhængere tror.
Den vigtigste ideologiske forløber for liberalismen var den såkaldte klassiske republikanisme i Renæssancen. Den kredsede om de borgerlige dyder, der var nødvendige for at opretholde et frit og selvstændigt samfund, og den trak tråde helt tilbage til Antikken.
For eksempel var det for grækeren Aristoteles og romeren Cicero fuldstændig naturligt, at friheden krævede dannelse, pligtopfyldenhed og ansvar. Konstruktive dyder, der med Ciceros ord skulle forhindre mennesker i at blive “slaver af deres egne passioner”. Altså præcis det modsatte af den hedonisme, som folkepartisterne udråber til liberalismens kerne.
Og netop Cicero er en afgørende figur i den liberale idéhistorie. Adam Smith, som mange nok vil kalde liberalismens fader og historiens mest berømte individualist, var dybt inspireret af Cicero. Faktisk så meget, at han ikke engang henviste til ham, fordi han antog læserens kendskab til værkerne. Frihed og ansvar hang uløseligt sammen hos de tænkere, vi i dag kalder for liberalismens ophavsmænd.
Det gjaldt også Grundtvig og de andre danske grundlovsfædre. Der er en grund til, at der på Christiansborgs gange står ordene “retsind, lovsind, frisind, storsind”.
Dét er den danske version af den klassiske republikanisme, som sætter ord på de dyder, der uafhængigt af love, regler og procedurer skal holde folkestyret stærkt og levende.
Et borgerligt dydsfundament
Når folkepartisterne nu alligevel har en pointe, skyldes det nok, at liberale i dag er bedre til at hylde friheden, altså muligheden for at træffe de valg, man har lyst til, end til at hylde ansvaret, altså evnen og viljen til at håndtere konsekvenserne af de valg, man træffer, og livets medgang og modgang i almindelighed.
Men indbygget i ansvaret er netop også, at der findes bedre måder at forvalte sit liv på end andre. Positive konsekvenser, der bygger mennesker op, og negative konsekvenser, der bryder mennesker ned. Vi må godt forvente noget af hinanden.
Mennesker skal aldrig fratages deres frihed til at leve efter nogle andre dyder – eller måske slet ingen – men samfundet skal ikke per automatik imødekomme det eller sørge for overdreven kompensation for konsekvenserne ved det.
Den moderne liberalisme har opgivet at have et rigtigt sprog for de menneskelige egenskaber, der bør være fremherskende i et borgerligt samfund, fordi den læner sig mere op ad primært økonomiske tænkere som Milton Friedman. Og de havde skam fat i den lange ende. Men de byggede på et fundament af borgerlige dyder, som var så dybt indlejret i datidens mennesker, at det virkede som en naturtilstand.
Mere end et halvt århundredes social ingeniørkunst, kulturel frigørelse og globalisering har forandret mennesker, ikke bare i det socialdemokratiske Skandinavien, men i hele den frie, vestlige verden. Normerne om, hvad et værdigt menneskeliv er, er brudt sammen.
Som Francis Fukuyama tydeliggør i bogen Identity, er det i sidste ende dét, tidens mange ondskabsfulde kulturkrige og mistrivsel handler om: Hvad er værdighed, og hvem har det?
Når nationalpopulister taler salvelsesfuldt om danskhed, eller socialdemokrater taler om solidaritet i velfærdsstaten, taler de om noget, der i deres øjne skal give mennesker værdighed.
Derfor er det ikke så underligt, at borgerligheden og i særdeleshed liberalismen står så svagt, når man i bedste fald kun kan tilbyde et ligegyldigt træk på skuldrene, nogle retoriske fraser om frihed til forskellighed og så en stor stak beregninger på arbejdsudbudseffekter.
I værste fald bliver alle normer og grænser set som nærmest voldelig begrænsning af individets frigørelse, samtidig med at lystbådsliberalister tror, at alle problemer forsvinder, hvis blot grundskyld, topskat og registreringsafgift gør det samme. I sådan en form har folkepartisterne fuldstændig ret i, at liberalismen legitimerer det meningsløse – det ansvarsløse – liv.
Borgere frem for engle
Så tillad os derfor at forsøge at puste nyt liv i det ægte, liberale menneskesyn: Vi hylder den gode borger, der ser verden med udgangspunkt i en forpligtelse til flere fællesskaber i forskellig skala fra familien og op til fædrelandet.
Dette indebærer ikke nødvendigvis nogen overvældende altruisme, men en basal opfattelse af, at det er individer, der har pligter over for fællesskabet, og at alle bør bidrage med dét, de magter at bidrage med, uanset om det handler om forsørgelse, familieliv, foreningsliv eller andet. Politiske løsninger er sidste udvej, ikke første.
Borgeren hylder og forsøger at efterleve værdier som ansvar, frivillighed, dannelse, flid og konsekvens. Modsætningen til disse værdier er magt, omfordeling, selvoptagethed, komfort og kompensation.
Men alle mennesker har både det positive og det negative i sig. Der findes ingen engle. Det gode liv kommer af at forsøge at gøre mest ud af det positive og mindst ud af det negative. Og det sker bedst i et samfund, der lægger vægt på friheden – altså et liberalt samfund.
Alle liberalismens største tænkere forstod dette. Så der er ingen undskyldning for os liberale, hvis vi har glemt det.
Hvis liberalismen skal genfinde sin tidligere styrke, og vores sammenbrudte normer skal genopbygges i en ny, konstruktiv form, må vi stå ved det liberale, borgerlige menneskesyn. Det eneste, der kan rumme menneskets sande helhed i al dets vilde, følelsesladede og kreative skønhed. Både det gode (og der er meget) og det onde (der er også en del).
Dét er en liberalisme, der måske ikke kan fjerne enhver mistrivsel, men til gengæld understøtte et jævnt og muntert, virksomt liv på jorden for flere, end tilfældet er nu. Og mere kan vi vist ikke tillade os at håbe på.
