Nekrologen over det borgerlige Danmark er efterhånden blevet skrevet mange gange i pressen. Krisen i blå blok er blevet så meget en selvfølge for de politiske kommentatorer, at de end ikke føler behov for at nævne det i deres politiske analyser længere. 

Og til dels har de selvfølgelig ret. Der er, og der har været problemer i den blå lejr. Laver man en overfladisk analyse af, at ’blå blok’ kun tegner for de borgerlige partier, der ikke er med i regeringen, ser det selvfølgelig ret grelt ud. 

Vi må dog ikke glemme, at det var ganske få stemmer, der afgjorde, om der var et flertal for eller imod Mette Frederiksen – det sidste ville utvivlsomt have givet et helt andet forhandlingsforløb.

Derudover er det selvfølgelig også problematisk, at blå blok er så fragmenteret, som den er i dag. Mange små partier, som kæmper for deres selvstændige overlevelse og popularitet hos vælgerne. Det betyder flere modstridende krav, mindre kompromisvillighed og en mindre kampdygtig fælles front mod Socialdemokratiet. 

Dertil kommer de mere underliggende principielle problemer for blå lejr. 

Alle borgerlige partier har købt ind på velfærdsstaten, samtidig med at de på ingen måde ejer narrativet omkring velfærdsstaten. Det er i befolkningens øjne et socialdemokratisk projekt – med en vis ret, om end vi nok ville være ilde stedt i dag, hvis ikke det var for nogle nødvendige økonomiske reformer, som borgerlige regeringer gennem tiden har stået i spidsen for. 

Med knap 900.000 offentligt ansatte og to millioner voksne danskere, som får offentlige overførsler af den ene eller anden slags, er det en udfordring at gå til valg på at ville skære ned på de offentlige udgifter. Det var det, Anders Fogh Rasmussen så, og med Claus Hjort-doktrinen om at forsøge at være bedre socialdemokrater end Socialdemokratiet, banede de vejen for borgerlig dominans op gennem 00’erne. 

Men det var en kortsigtet gevinst. For det trak hele blå blok tættere på Socialdemokratiet, og i sidste ende må vi sande, at de bedste socialdemokrater nok er dem, der gerne vil stå ved, at de er det. Man kan ikke ’snyde’ vælgerne på den lange bane.

Så var der selvfølgelig udlændingepolitikken, som viste sig at være en slags ’supervåben’, der kunne give medhold til blå blok i perioder. Men efter Socialdemokratiet selv indoptog en stram udlændingepolitik, og den øvrige venstrefløj viste sig at være mere pragmatiske på det område, end man kunne have forventet, er dette ’supervåben’ også blevet neutraliseret.

Frihed er svært at sælge 

Umiddelbart virker det ikke til, at blå blok har flere kort i ærmet. Af frygt for at skræmme vælgere væk ved rent faktisk at mene noget borgerligt er vi i befolkningens øjne blevet reduceret til nogle åndløse teknokrater, som engang imellem får lov til at vedligeholde den socialdemokratiske velfærdsstat, skrue på nogle knapper og måske gennemføre nogle trælse reformer. 

Det eneste, den borgerlige opposition i seneste valgkamp kunne enes om, var en fælles platform for ’mere frihed’. Man må antage, at de interne uenigheder var så omfattende, at dette var absolut laveste fællesnævner, man kunne samles om. ’Frihed’ er bare så abstrakt og ukonkret et begreb, at jeg tror, appellen i befolkningen er til at overse – helt grundlæggende er det svært at sælge ’frihed’ til et folk, der ikke føler sig specielt ufri.

Kimen til hele den borgerlige fadæse er, at blå blok ikke har været i stand til at præsentere et troværdigt, borgerligt alternativ til den socialdemokratiske fortælling om velfærdsstaten som løsning på alle danskernes problemer. Udlændingepolitikken var effektiv, men fungerede også som et skalkeskjul for en manglende borgerlig idé- og politikudvikling gennem mange år.

Men nu stopper min klagesang også. For jeg mener faktisk, at vi begynder at se konturerne af en borgerlig genopblomstring. Det er blevet sagt utallige gange, at de borgerlige ikke skriver nok bøger, og at de ikke taler nok om værdier og principper – men det gør de faktisk. Inden for de seneste par år har flere og flere bidrag til den borgerlige, intellektuelle debat manifesteret sig. Af bøger kan nævnes Christian Egander Skovs Borgerlig Krise, Selsingernes Den Borgerlige Orden, Rasmus Ulstrups Tidens Tegn, Alex Vanopslaghs nyudgivelse Vejen til Ansvar, og Henrik Dahl skriver en bog, hver gang han har en weekend fri.

Hvor man før i tiden næsten kun kunne dyrke den intellektuelle idéudveksling i regi af Årsskriftet Critique og Tidehverv, har vi i dag Kontrast, den nyoprettede konservative tænketank Prospekt, og en bred kreds af borgerlige meningsdannere, politikere og andre samfundsaktører er gået sammen om at stable en borgerlig højskole på benene, Rahbeks Højskole. Alt sammen bidrager det til at skabe et forum for borgerlige, som kan sparre og udfordre hinanden, blive klogere og konstituere rammerne for det borgerlige narrativ, vi har savnet i så mange år.

Også i den politiske verden fylder italesættelsen af borgerlige værdier og dyder mere. Det bedste eksempel er nok Liberal Alliances nye kommunikationsstrategi, som handler mindre om at tale konkret politik, men mere om de værdier, der ligger bag den konkrete politik – det værdifulde i at tage ansvar for sit eget liv og sine nærmeste. 

Om end det endnu ikke er i helt samme skala, er der hos Konservative også kommet et større fokus på idéudviklingen med interne konservatisme-konferencer for partimedlemmerne, og på sin egen polemiske facon italesætter Morten Messerschmidt også nødvendigheden af borgerlige normer og værdier i vores samfund. Det er opløftende, at der rent faktisk synes at være nogle bevægelser i gang, som varsler håb for en borgerlig fremtid.

En fælles borgerlig forståelse

’Det borgerlige sprog’ er så at sige i udvikling og ved at blive justeret i en mere kommunitær retning – og det ser jeg som et positivt tegn. Flere og flere blå politikere taler om vigtigheden af ’fællesskab’, og hvordan vores samfund bliver bedre, hvis flere danskere indgår i frivillige, forpligtende fællesskaber. 

Det underliggende budskab er et opbrud med den ekstreme individualisme, som gennemsyrer vores kultur, vores politiske system og vores medier. En individualisme, som promoveres af en selvoptaget og narcissistisk elite, og den altomfattende velfærdsstat, som gør os mere og mere uafhængige af hinanden. Dette fænomen er bedre beskrevet i Christian Egander Skovs Borgerlig Krise, som desuden giver et fornuftigt bud på, hvordan det ’borgerlige projekt’ kan forenes i en treenighed; liberalisme, konservatisme og folkelighed.

De første to giver måske sig selv, men jeg tror, det ville være en fordel at formulere dette borgerlige projekt i kommunitære termer, som rummer både liberale elementer om personligt ansvar, konservatives bedyrelse af fællesskab og traditionel livsform, og sådan set også det folkelige element med en understøttelse af lokalsamfund og borgerlige værdier. 

Der har været nogen diskussion, om det overhovedet giver mening at tale om et ’fælles borgerligt projekt’. Selvom de blå partier selvfølgelig ikke skal gå til valg med det samme politiske program, så mener jeg helt bestemt, at der skal være en fælles forståelse af, hvilken retning vi ønsker Danmark skal i, og hvilke værdier vi ønsker at understøtte. Selvfølgelig med forskellig vægtning fra liberal, konservativ og ’populistisk’ side.

Jeg har desværre svært ved at se, hvordan Venstre kan indgå i dette borgerlige opbygningsprojekt, så længe de er bundet på hænder og fødder i SVM-regeringen. Venstre er i det hele taget meget symptomatisk for alt det, der er gået galt i den borgerlige lejr – de har mistet deres folkelige forankring. I virkeligheden er det et problem for hele det politiske system, idet kun 3% af de stemmeberettigede danskere i dag er medlem af et politisk parti. Men måske det særligt er problematisk for Venstre, fordi den liberal-progressive, teknokratiske individualisme, som mange af deres folketingsmedlemmer abonnerer på, ligger så langt væk fra det bagland, som de engang repræsenterede. 

Men for resten af den borgerlige blok er der mulighed for at positionere sig som dem, der gerne vil beskytte det almindelige liv, de lokale fællesskaber og den traditionelle familie imod en politisk elite, som er mere og mere afkoblet fra den virkelighed, de fleste danskere lever i.