Mette Frederiksen, regeringen og centrale embedsfolk er ikke magtfuldkomne. Desværre – har jeg lyst til at skrive. De er blot – lejlighedsvis og for tit – inkompetente. Det var Astrid Johanne Høg, der forleden refererede det synspunkt fra sit interview med Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring, i podcasten Fyraften med Kontrast. Det kunne godt være rigtigt. Efter jeg læste Lars Findsens Spionchefen – Erindringer fra celle 18 i weekenden, forekom synspunktet ikke mindre ringe som forklaring på de sidste tre år med Mette Frederiksen.
Den inkompetence står de så ikke alene med, men med Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen ved statsroret er inkompetencen alligevel blevet anderledes overvældende. Coronanedlukningen, minksagen, dukkeafbrændingssagen og Lars Findsen-sagen. Alle disse sager trækker (tydelige) linjer tilbage til de to mest magtfulde kvinder i landet. Jeg tror, at i historiens lys vil sagerne ende med at fremstå som eksempler på en dysfunktionel ledelse af en demokratisk retsstat, hvis ledere og embedsværk (i tilbageblikket) begik indlysende fejltrin, hvis ikke ligefrem overgreb mod både civilbefolkningen i sin helhed og enkeltpersoner.
Måske blev overgrebene og fejltrinene gjort i den allerbedste mening af alle – eller i al fald de fleste. De ville passe på danskerne, sikre, at vi var trygge. Men man får mere og mere indtrykket af, at på trods af alle deres evner, akademiske og juridiske kompetencer, så har vi med de sidste tre års socialdemokratiske regering været lige så ilde stedt som de blinde i Peter Brueghels Parablen om de blinde, hvor den forreste blinde styrter i mosehullet og trækker de andre med sig.
Socialdemokraterne virker oprigtige, når de bliver beklikket på deres ærlighed, eller at der skulle være urent trav og ligge onde hensigter bag deres handlinger. De har anklaget den borgerlige side for at være trumpistisk, unødigt polariserende og skabe mistillid til embedsværket. Sådan er det jo ikke – vi passer på fremtiden, er deres selvbillede, vi sørger for trygheden.
Vi vil alle gerne fremstå som gode og kompetente i andres og egne øjne. Socialdemokrater er ikke nogen undtagelse fra denne almenmenneskelige regel. Men heller ikke de er så gode og kompetente, som de gerne vil give indtryk af. Hvis man kender til psykologen Leon Festingers reduktion af kognitiv og emotionel dissonans, så går der næppe én dag uden en central socialdemokrat leverer eksempler på den. Mette Frederiksen er dog præmieeksemplet. Betragtet gennem medielinsen synes hun ude af stand til at se i øjnene, at hun muligvis ubegrundet berøvede landets minkavlere deres livsværk og gjorde psykisk fortræd mod tusindvis af unge under nedlukningen. Det var nødvendigt, hvad hun gjorde, hun ville jo redde Danmark og hele verden, hun kan ikke have taget så meget fejl og gjort så mange ondt. Jeg tror, at hendes selvbillede gør dén erkendelse umulig for hende.
Nå, men det var egentlig, Lars Findsens bog, der var afsættet, så lad mig vende tilbage til den. De første kommentatorer har selvfølgelig allerede peget på, at hans bog er et partsindlæg, så der kan komme oplysninger frem på et tidspunkt, som gør, at alting må ses i et andet lys.
Men sikkert synes det dog at være, at Lars Findsen-sagen eller FE-skandalen ramte et point-of-no-return, da FE-ledelsen blev hjemsendt. Den beslutning blev, ifølge Lars Findsen, truffet endeligt i Statsministeriet fredag den 21. august 2020. Forklaringen på hjemsendelsen lød, skriver han, at der var brug for en timeout, så man kunne læse TET’s (Tilsynet med Efterretningstjenesterne) rapport om Forsvarets Efterretningstjeneste.
Tilsynet havde samme dag fremsendt et udkast til en pressemeddelelse om sin undersøgelse. Den skulle godkendes af Forsvarsministeriet. Den var så uforstandigt formuleret i forhold til efterretningstjenesternes arbejde, at Findsen udbrød: ”Hold da kæft. Det er jo vanvittigt. Den her må ikke blive sendt ud. Det er forkert og svarer til at køre en bulldozer ind i en porcelænsforretning.”
I ministeriet på Holmens Kanal 9 sad forsvarsminister Trine Bramsen dog. Hun havde fået en frist på en uge til at komme med indvendinger til pressemeddelelsen, men hun svarede efter to dage. Tilsynets formand Michael Kistrup har fortalt, at der var ingen indvendinger til pressemeddelelsen. Ministerens ord havde været: ”I skal ikke vente for min skyld.” Trine Bramsen trykkede gaspedalen i bund på bulldozeren.
Trine Bramsen synes ikke at have forstået, hvad det var, hun satte i gang. Frederiksen og Bertelsen i Statsministeriet forudså forhåbentlig heller ikke konsekvenserne af hjemsendelsen. Administrativt har det nok forekommet dem rimeligt, politisk som nødvendigt og personligt som belejligt. Men det synes at være to instanser af inkompetent regeringsførelse, hvis Lars Findsens ord skal stå til troende.
Tilsynet med efterretningstjenesten synes dog også at være et noget inkompetent organ, selvom der ikke er føget megen, hvis overhovedet nogen kritik i deres retning. Til dels når de affatter en pressemeddelelse, som – igen ifølge Findsen – må have tændt alle advarselslamper hos allieredes efterretningstjenester. Men allermest inkompetent fremstår hele deres oprindelige undersøgelse, som jo blev underkendt på alle punkter af undersøgelseskommissionen et år senere i december 2021. Selv Trine Bramsen – som det efterhånden er velkendt, at Findsen-familien vurderer til at være ”dum som en dør” – mente allerede i august 2020, at der ikke var noget ”at bebrejde” hverken Lars Findsen eller FE.
Hvordan kunne tilsynet tage så meget fejl? Formand er landsdommer Michael Kistrup, mens de øvrige medlemmer var og fortsat er juridisk chef Pernille Christensen, professor Henrik Udsen, professor Rebecca Adler-Nissen og direktør Jesper Fisker. Med så fine titler skulle de da nok være i stand til at lægge to og to sammen og konstatere, når noget ikke var foregået efter retsbogen.
Åbenbart ikke. Undersøgelseskommissionen, der bestod af landsdommerne Thomas Jønler, Hans-Jørgen Nymark Beck og Jens Hartig Danielsen, slog i stedet for fast, at der ikke var nogen at drage til ansvar for noget som helst, og at der ikke var grundlag for at rejse nogen form for kritik! Tilsynet havde taget fejl på alle punkter.
Hvad foregår der? Hvis vi går ud fra, at tilsynet og undersøgelseskommissionen ikke er politiske, men juridiske organer – hvor inkompetent kan et tilsyn så tillade sig at være? Man kan synes, at der da burde rulle nogle hoveder. Men en nulfejlskultur er ikke godt for noget samfund eller nogen organisation. Da kæmper de fleste til det sidste for at dække over deres fejltrin, og tingene bliver aldrig bedre.
Men en pointe – som jeg egentlig ikke tror, var Lars Findsens intention at formidle, men som jeg gerne vil lufte – er følgende: Moderne stater som den danske står med den udfordring, at lovkomplekset og samfundsmaskineriet er blevet så komplekst, at selv de mest kompetente er delvist inkompetente. Mange af statens fejl glemmes igen, som medarbejdere og politikere skiftes ud, og fejlene gentages.
Lars Findsen beretter selv om, hvorledes hans første juridiske notater som fuldmægtig i Justitsministeriet var lutter rettelser med rød skrift. På trods af en juridisk afgangseksamen kunne han tilsyneladende ikke få én eneste sætning rigtig til at begynde med. Hvordan kan juraen være så svær at få rigtig? Ligeledes interessant er hans bemærkning om, at han ikke selv kunne huske straffelovens paragraf 109, som han er sigtet efter. Paragraffen har heller ikke været brugt i over 40 år, og bestemmelsen går helt tilbage til 1866. Lars Findsen tyggede sig igennem de mange hundrede sider om forarbejdet til paragraf 109 for at skrive et juridisk notat til sin egen advokat Lars Kjeldsen. Han mener, at anklagemyndigheden fuldstændig har fejllæst indholdet af bestemmelsen. Hvem, der har ret, vil fremtiden vise.
Men hvordan skal almindelige mennesker, politikere og embedsfolk kunne handle korrekt, når den juridiske udlægning af paragraffer kan tage måneder og år?
Min pointe og mistanke er, at måske er der langt færre skurke og machiavelliske personlighedstyper i regeringen, Folketinget og centraladministrationen, end vi tror i vores mørkeste stunder. Men hvad der er i rigelige mængder, er relativt habile politikere og embedsfolk, som alle blot forsøger at gøre det, som de mener, er det bedste i forhold til deres politiske ideologi eller fagkundskab. I sidste ende er de dog alle tragikomisk inkompetente. Ikke kun fordi de eventuelt er administrative nybegyndere og politiske dilettanter, men fordi samfundet, staten, lovene, virkeligheden så langt overstiger, hvad selv den mest kompetente enkeltperson kan begribe. Vi har alle respekt for retsstaten, og lovene skal holdes, men ingen kender helt eller alt, hvad lovene forlanger, og hvad de vil føre til. Som Brueghels blinde følger vi lovens ord, selvom den fører os i kæret.
Den mistanke fører til en form for ydmyghed over for virkeligheden. En ydmyghed, som Mette Frederiksen næppe har været greben af, eftersom hun som statsminister mente sig egnet til at centralisere mere af magten hos sig selv. Hendes departementschef, Barbara Bertelsen, synes heller ikke at tvivle meget på egne kompetencer.
Måske er det centrale ved Mette Frederiksen hendes manglende erkendelse af egne begrænsninger, en slags intellektets arrogance. Hellere magtfuldkommen end magtesløs, siger hun nu. Måske har systemet Frederiksen slet ikke været magtfuldkomment. Måske er systemet Frederiksen blot inkompetent.
