I artiklen Partisaner i flyverdragt i Weekendavisen fra 15. januar interviewede journalist Tine Eiby professor emeritus ved Danmarks Pædagogiske Universitet Stig Broström. Anledningen var hans nye bog, hvori han ser tilbage på sit lange arbejdsliv i den pædagogiske verden under titlen Småbørnspædagogik 1960-2020. Artiklens overskrift skulle nok nærmere have været Partisanpædagogernes store indflydelse på det danske samfund. Det fremgår nemlig, at Broström var dybt engageret i Danmarks Kommunistiske Parti i 1970’erne, og ikke mindst, at han midt i 2000’erne var en af hovedarkitekterne bag lovgivningen om de læreplaner, som i dag sætter retningen for det pædagogiske arbejde med stort set alle danske børn mellem nul og seks år. Han fortæller, med en snert af stolthed mellem linjerne, at inspirationen til denne uddannelsesforberedende pædagogik kommer direkte fra det tidligere DDR.
Stig Broström blev grebet af den marxistiske pædagogik i 1970’erne og skrev flere bøger om den. Det besynderlige er, at han fortsatte med at arbejde ud fra den efter Berlinmurens fald og stadig i dag uden forbehold redegør for, at dette var og er hans udgangspunkt. Broström sad altså frem til 2016 i en højt betalt offentlig professorstilling og deltog i lovforbedrende arbejde og havde succes med at indføre marxistisk inspireret pædagogik i de daginstitutioner, danskerne næppe har råd til at vælge fra, og som i dag er normen på fuld tid. Inspireret af et af de værste totalitære regimer i historien. Det er vildt. Næsten lige så vildt er det, at han slipper af sted med at fortælle om det og endda kokettere lidt over, at missionen lykkedes, uden at blive konfronteret med et eneste kritisk spørgsmål i en borgerlig avis.
Ved nærmere eftertanke burde det måske ikke komme bag på nogen. Det er velkendt, at der har siddet mange ´68’ere med baggrund i Venstresocialisterne, DKP, KAP og SAP i offentlige nøglepositioner, ikke mindst i uddannelsesverdenen. Desuden har et reelt opgør med marxismen og inspirationen fra den tidligere østblok aldrig fundet sted. De danske marxister, som ved murens fald i stort tal havde arbejdet sig frem til magtfulde positioner i samfundet, blev aldrig for alvor tvunget til at revidere deres ideologiske udgangspunkt. Derfor er det lykkedes Broström og andre fortsat at sætte dagsordenen uden nogen omkostninger for dem selv og måske også uden rigtig at tage tragedien i øst til efterretning på et principielt niveau. Havde Broström gjort det, ville han ikke udtale sig, som han gør.
Fodsoldatspædagogikken er ikke borgerlig
Der florerer ellers i debatten om daginstitutioner en opfattelse af, at den målstyrede tilgang til børnene som statens fodsoldater er borgerlig. På de sociale medier og i aviser kan man se debattører, ofte venstreorienterede forældre, protestere over ”konkurrencestatens” instrumentalisering af børnene, inddragelsen af den frie leg og det afsjælede fokus på læringsmål helt ned i vuggestuen. Der findes en fejlagtig konsensus om, at paradigmet er borgerligt, og derfor passende kan komme ind under samlebetegnelsen “neoliberalisme “ eller sågar “kapitalisme”, hvilket naturligvis er noget sludder.
I de seneste årtier er især Venstre blevet infiltreret af en systemlogik, jeg nærmere vil betegne som merkantilistisk. "Kan det betale sig?" er desværre blevet det centrale spørgsmål, og det har fortrængt den åndsfrihed og liberalisme, der tidligere kendetegnede partiet. Men det betyder ikke, at det pædagogiske paradigme, der søger at optimere ”vores fælles børn” til produktionsapparatet, er den mindste smule borgerligt i sin grundessens. Tværtimod er der intet borgerligt og slet intet liberalt ved det, hverken som idé eller praksis. Det kaster Broström jo også lys over. Det er på tide med et opgør med partisanpædagogerne og med marxismen og dens arv på samfundsniveau, så vi kan få skilt skidt fra kanel i den her debat.
Skulle man lide under den vildfarelse, at forældrenes ret til at vælge de marxistisk prægede daginstitutioner fra er en demokratisk rettighed, de kan forlade sig på, bliver man også klogere af at læse interviewet med Broström. Han hører nemlig til de kræfter i Danmark, der går ind for tvungen institutionalisering af børn under skolealderen. Her flugter hans holdning med Socialdemokratiets. I deres socialpolitiske udspil fra 2018, Altid på børnenes side, indgår følgende forslag:
”Automatisk opskrivning af alle børn i dagtilbud. Hvis man som forælder fravælger den tildelte plads, skal der følges op med information og en indsats med besøg af en familiepædagog, og i sidste ende kunne pålægges, at man sender sit barn i vuggestue.”
Hvis det bliver virkelighed, bliver forældrenes rettigheder da helt decimeret. Nuvel, det kan altid blive lidt værre, når man har med totalitære ideologier at gøre. Gid, den brede skare af vælgere snart opdager, hvordan en utopisk kollektivistisk drøm med rod i hedengangne regimer sætter rammerne for dem og deres børns liv. Og dernæst stemmer derefter.
