En ung mand, der hedder Harry Styles, er begyndt offentligt at gå i dametøj. Han er kendt fra et populært britisk danseorkester og er, hvis man skal tro både kritikere og entusiaster, et slags ikon for ungdommen. Så det er altså en alvorlig sag med den kjole.

Nuvel, der har altid været mænd i dametøj. FBI’s grundlægger J. Edgar Hoover for eksempel. Dog i dølgsmål. Og Charles' Tante! Fred være med det. Men problemet er, at vi nu ikke længere må opfatte dette som en excentricitet, som vi i sagens natur må tolerere, men stadig opfatte som en lidt mærkelig afvigelse. I 2020 skal man forstå, at den unge musiker hermed tager hul på en vigtig dagsorden. 

Og man skal ikke alene forstå dette, man skal også anerkende denne kamps vigtighed. Ja, og man skal ikke alene anerkende hans valg, man skal også fejre – ”celebrate”, som de siger – denne kamp mod kønsrollerne. Og – dette turde være selvfølgeligt – man skal naturligvis forstå, at køn først og fremmest er en social konstruktion. 

I Berlingske Tidendes spalter har de to konservative debattører Eva Selsing og Ditlev Tamm haft en interessant meningsudveksling om fænomenet. Hvor Selsing pegede på, at Styles undergravede vestlig kultur, og at vi ikke har brug for mænd i dametøj, men rigtige mandemænd med megamuskler, pegede Tamm på, at Styles' kjole var ”flot”, og at det kun var godt, at ”vi” havde gjort op med en binær kønsopfattelse.

Jeg deler ikke Eva Selsings opfattelse af, hvad en rigtig mand er. Det er en dyrkelse af He-Man-”mandighed”, der reproducerer den dybe politisering af identiteten, som den identitetspolitiske venstrefløj driver på med. Det smager også af den maskuline krigerfantasi, som man først og fremmest finder på den yderste højrefløj, og hvis præmis er en grundlæggende mistillid til, at den borgerlige orden i det hele taget konstituerer en orden og ikke en kampplads.

Men jeg kan ikke undslippe en fornemmelse af, at Ditlev Tamms position faktisk er endnu mere problematisk. Og ikke kun i normativ forstand.

Tamm afviser for det første, at tænkere som Foucault og Judith Butler er ideologer. ”De er analytikere”, hævder han. Og han angriber endda Berlingske Tidende for at have ladet Selsing sprede misinformation. Og han har lært meget af både Foucault og Butler. I betragtning af Tamms forkærlighed for dametøj tvivler man ikke på, at han har lært meget af moderne kønstænkning.

Identitetspolitikkens natur

Derimod kan man tvivle på, at han har lært noget som helst af Foucault. For Tamms insisteren på, at de to tænkere blot er ”analytikere”, en slags hvidkitlede forskere, som skaber en viden, der grundlæggende er værdineutral, er omtrent den mindst foucauldianske pointe, man kan opstøve. Tamms forsvar for identitetspolitikkens dekonstruktion af kønnet bygger på en naiv positivisme, en evolutionær oplysningstænkning, hvor viden netop ikke er magt, og hvor vi bare hele tiden ”forfiner vores begrebsapparat og forståelse af fortid og nutid.” Tamm, der engang skrev en bog om konservativ ideologi, har tilsyneladende helt glemt, hvad ideologi er.

Så vi har brug for at træde et skridt tilbage. Slå et par fundamentale pointer fast. En af identitetspolitikkens kendetegn er, at den, som navnet lægger op til, politiserer identitet. Det lyder vældig banalt, men hele dens revolutionære potentiale ligger netop i denne ophævelse mellem enhver skranke for politik. En moderne borgerlig politik bygger på skellet mellem det offentlige og det private. Det offentlige er det politiskes domæne. Det private er en sfære, som er hinsides det politiske. Skellet er naturligvis ideelt snarere end reelt – også i en borgerlig orden. I det mindste vil det private her være et interesseområde for politikken i den specifikke forstand, at udsondringen af privatsfæren fra det politiske i sig selv er en ideologisk konstruktion, et kunstprodukt. Offentligt og privat er ikke adskilt fra naturens hånd, men adskilles gennem den politiske bestræbelse på at opretholde dette skel.

Man kan også sige, at en del af skellet mellem konservatisme og (klassisk) liberalisme ligger i, hvor konsekvent skellet mellem privat og offentligt søges opretholdt. Liberalismen er slet og ret mere konsekvent i sin adskillelsesbestræbelse end konservatismen. Enhver konservativ tænkning indebærer en bekymring for livsværdiernes erosion ikke blot i den offentlige men også i den private sfære. 

Men også i konservatismens tilfælde går denne bekymring på mulighedsbetingelsen for opretholdelsen af en borgerlig orden. Kort sagt altså de kulturelle og sociologiske forudsætninger for at opretholde den borgerlige orden, som netop sætter skellet mellem offentligt og privat. 

Identitetspolitikken derimod vil ophæve skellet. Identitetspolitikken er en stiltiende erkendelse af, at den borgerlige-liberale orden hviler på et konservativt fundament. 

Identitetspolitikken vil politisere det private, fordi den vil ophæve forudsætningen for den borgerlige orden. Dermed anerkender den, at den borgerlige orden baserer sig på et ganske bestemt menneske, som er produkt af en særlig kultur og en særlig historie. 

Det siger desværre lidt om borgerlig tænkning anno 2020, at venstrefløjens identitetspolitiske aktivister har mere sans for den borgerlige ordens fundament end et intellektuelt konservativt fyrtårn som Ditlev Tamm.