Mellem 2014 og 2019 eksisterede det nok mest rabiate, totalitære og morderiske regime i nyere tid: Islamisk Stats proto-statsdannelse, som de selv mente var et kalifat, der på sigt skulle underlægge sig hele kloden. Den plan mislykkedes som bekendt.
Mens selv nazisterne trods alt gjorde en del for at holde deres forbrydelser skjult for både venner og fjender, sendte Islamisk Stat deres bestialske drab ud på noget nær samtlige offentligt tilgængelige digitale platforme. Nødhjælpsarbejdere fik hovedet skåret af i fuld 4K-opløsning, mens fanger blev massehenrettet på stribe, druknet og brændt levende – også for rullende kameraer.
Imens kunne man i Islamisk Stats glittede PDF-magasin Dabiq (senere Rumiyah) læse udførlige teologiske forsvar for at tage sexslaver, hvoraf en stor del kom fra den Yazidi-minoritet, som Islamisk Stat begik et overlagt folkedrab på. Slaver, som for en stor dels vedkommende blev brutaliseret og nedgjort i ekstrem grad af IS-krigernes hustruer, for hvem de typisk fungerede som husslaver, når mændene var ved fronten.
Hvad kvinderne fra Danmark specifikt har begået, ved vi ikke, men at Islamisk Stat anså dem for ekstremt vigtige for opbygningen af deres kalifat og gjorde sig store anstrengelser for at rekruttere dem, er hinsides enhver tvivl.
Uskyldige børn
At Islamisk Stat i særklasse var brutal og morderisk, var aldrig nogen hemmelighed. Tværtimod voksede Islamisk Stat ud af Abu Musab al-Zarqawis ekstremt voldelige organisation Al Qaida i Irak, der gjorde videofilmede drab på uskyldige til noget nær et varemærke. Hele Islamisk Stats vej til kontrol med store dele af Irak og Syrien var brolagt med omfattende massakrer og sekterisk vold, ligesom organisationen heller aldrig lagde skjul på sine ønsker om global ekspansion med et totalitært teokratisk verdensherredømme som sit mål, alt imens man aktivt promoverede og hyldede terrordrab på vesterlændinge – som eksempelvis det, man i Danmark så ved Krudttønden og synagogen i Krystalgade i 2015.
Det var altså den organisation, som en række radikaliserede islamister fra Danmark aktivt valgte at støtte op om og rejste tusinder af kilometer for at blive en del af. Der er blevet talt meget om de sikkerhedsmæssige risici forbundet ved at lade jihadister vende tilbage, og muligheden for, at nogle af disse personer stadig har aktive forbindelser med Islamisk Stat, som vil kunne opretholdes og udbygges, eksisterer selvsagt. Men selv hvis man ser bort fra dette absolut væsentlige aspekt, skulle den danske stat ikke gøre den fjerneste indsats for at hjælpe disse personer til Danmark eller bistå dem i nogen anden henseende.
Børnene af de IS-frivillige fylder meget i debatten og udgør formodentlig en begrænset fare, ligesom de selvsagt er uden skyld i den horrible situation, som deres fanatiske forældre har placeret dem i. Den del af problemet er reel og kan løses ved at hjemtage børnene uden deres forældre, noget som også blandt andre Frankrig har formået.
Spørgsmålet er, om det kan gøres juridisk inden for det virvar af konventionsbestemmelser, der regulerer området. Men hvor der er en vilje, er der som regel også en vej, og ønsker man inspiration har eksempelvis Søren Pind fremlagt sine tanker om, hvordan det eventuelt kunne lade sig gøre. Hvis man reelt ønsker at gøre noget for disse børn, er det selvsagt måden, det kan ske i den virkelige verden, da intet indikerer, at der eksisterer antydningen af flertal – hverken politisk eller i befolkningen – til at hjemtage børnene, hvis det ikke kan ske uden de forældre, der valgte at slutte sig til Islamisk Stat.
Vi skylder dem intet
Men det bør selvsagt knæsættes som absolut princip, at ingen, der aktivt vælger at støtte en organisation, som advokerer Danmarks udslettelse og drab på landets borgere foruden at foranstalte folkedrab, nogensinde kan forvente den mindste smule hjælp eller bistand fra den danske stat. Enhver, der i fremtiden overvejer, at tilslutte sig Islamisk Stat eller en lignende bevægelse, skal vide, at når deres teokratiske mareridtsvision ligger i ruiner, står ingen danske myndigheder klar til at hjælpe med noget som helst. Selv ikke hvis man, rent hypotetisk, forestillede sig, at Danmark havde 100 pct. vished om, at de frivillige ikke udgjorde nogen sikkerhedstrussel, skulle man gøre det fjerneste for at hjælpe dem ud af den situation, som deres egen fanatisme har sat dem i.
På et tidspunkt kan Danmark naturligvis stå i den situation, at IS-frivillige med dansk statsborgerskab alligevel formår at komme til Danmark. I det tilfælde vil det være uomgængeligt at stille dem for retten, men selvfølgelig skal den danske stat i ingen henseende gøre noget for at facilitere en sådan tilbagevenden til Danmark.
Danmark skylder disse folk markant mindre end absolut intet.
