Der har nu i et stykke tid været debat om sammenhængen mellem de unges mistrivsel og deres brug af mobiltelefoner og skærme helt generelt. Det er godt, at debatten er startet, men spørgsmålet er, om mistrivslen kan reduceres til blot et spørgsmål om mobiltelefoner og skærme.
Måske er de unges brug af skærme blot en del af en bredere og mere generel tendens?
Det mener jeg, at den er, og denne dybere og mere generelle tendens kan beskrives som en form for ideologi, der siden 70’erne har hersket i vores samfund. En ideologi, der drejer sig om, hvad man som menneske skal gøre, når man møder psykiske og sociale udfordringer i livet.
Svaret på dette spørgsmål har netop siden 70’erne været: Man skal fylde sig med stimulanser, dvs. medicin, stoffer, alkohol, sex, gaming, pengespil, energidrikke, overspisning, musik, mobiltelefoner, Facebook, TikTok osv.
Og det ændrer ikke noget ved tendensen, at nogle af de her nævnte ting er blevet skiftet ud med træning og motion og sund kost, for idéen er grundlæggende, at psykiske og sociale udfordringer og forhindringer er noget, man for enhver pris skal væk fra. Noget, der for enhver pris skal ryddes af vejen. Havner man i psykiatrien, er svaret altid piller og medicin, og alle de andre former for brug af stimulanser følger heraf.
Det, vi ganske enkelt har glemt, er den værdi, som psykiske og sociale forhindringer og udfordringer i livet kan give, og som man havde blik for i tidligere tiders religiøse og spirituelle praksisser. Udfordringerne eller trængslerne betragtes som noget rent negativt, som hurtigst muligt skal ryddes af vejen. Og har man sagt A, så følger hele alfabetet.
Det vil sige: Er konsensus i samfundet, at sociale og psykologiske trængsler er noget, der ikke rummer nogen som helst positiv værdi for individet, så ender vi med individer, der fylder sig med de til enhver tid til rådighed stående stimulanser. Individer, der drikker energidrikke og spiser chips, mens de med høretelefoner fyldt med technomusik gamer og spiller pengespil og ser porno på deres mobiltelefoner døgnet rundt … en typisk hverdag for psykiatriske patienter.
Kuren mod livets trængsler, forhindringer og udfordringer er blevet en del af selve problemet. For de unge er det blevet lige så naturligt at have høretelefoner på, så snart de er alene, som det er at være konstant optaget af mobilen eller at drikke sig i hegnet på de diverse festivaler, eller at tage lidt stoffer eller at spise masser af grillmad dagen efter … det er alt sammen en naturlig del af det at benytte sig af stimulanser for at holde trængslerne, udfordringerne og ensomheden for døren.
Men netop derved går de unge glip af alt det gode, som ensomheden og trængslerne kan give os: dybde, selvindsigt og, frem for alt, opgaver i livet – det, som giver livet mening.
Søren Kierkegaard sagde sådan: Det er ikke vejen, der er trang, men trængslerne, der er vejen.
Ikke sådan, at trængslerne er den rene lyksalighed. Det er de ikke, men de er heller ikke KUN en forbandelse. De er begge dele: En forbandelse, der også indeholder en velsignelse, hvis man formår at finde den opgave, som er indeholdt i enhver trængsel.
