Det tyske føderale agentur bpb (Bundeszentrale für politische Bildung) har udsendt en opsigtsvækkende vejledning til alle lærere i Tyskland. Her er råd og vejledning til, hvordan lærerne skal gebærde sig, hvad angår terrorangreb, afholdelse af et minuts stilhed og brugen af Muhammedtegninger i undervisningen.

Vejledningen skal ses i lyset af mordet på den franske skolelærer Samuel Paty i oktober 2020 og udviklingen sidenhen. I Batley i England har vi set en lærer modtage dødstrusler efter at have vist Muhammedtegninger i sin undervisning, hvorfor læreren er gået under jorden. Læreren er derudover blevet suspenderet fra skolen sammen med to af hans kollegaer, der havde været vidende om hans brug af tegningerne. 130 imamer og muslimske lærde sendte et åbent brev til premierminister Boris Johnson, hvor han opfordredes til at tage afstand fra visningen af tegningerne i undervisningen. Han har ikke reageret på denne opfordring. Her kunne man som lærer i England eller/og tilhænger af et sekulært samfund godt have ønsket sig, at både skoleledelsen og premierministeren var kommet med en utvetydig støtte til læreren i stedet for at reagere med suspendering og ignorering.

Den seneste drejning i sagen fra England er, at en muslimsk lokalpolitiker, Sabia Hussein, på sociale medier skrev, at læreren fra Batley bør tilgives og ikke modtage dødstrusler. Hun opfordrede ligeledes muslimske autoriteter til at tage afstand fra truslerne. Den ellers velmenende gestus har imidlertid medført, at hun selv er blevet mål for dødstrusler, der har været demonstrationer mod hende uden for byrådets kontorer, ligesom der hurtigt blev oprettet en underskriftsindsamling med formålet at få hende fyret fra sit job. Hun har dog hurtigt været ude at beklage og undskylde samt slettet sine profiler på sociale medier.    

Med den udvikling in mente bliver det spændende at se på, hvordan de tyske lærere vejledes til at agere i denne penible situation.

I vejledningen får lærerne tips til, hvordan de skal forholde sig i deres klasser, i forbindelse med at der har været terrorangreb, eller når der skal holdes et minuts stilhed, som der blev gjort i de tyske skoler efter drabet på Paty. Derudover loves man også stof til eftertanke i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at anvende Muhammedtegninger i undervisningen. Det lover jo alt sammen meget godt!

Jeg vil her gennemgå de vigtigste pointer fra vejledningen. I det første og korte kapitel får vi at vide, at lærere generelt er for hurtige til at tilkalde politiet ved konflikter involverende muslimske elever. Konflikterne handler ofte om pædagogiske problemer, som bør løses pædagogisk. Derudover tolker lærere ytringer fra muslimske elever som mere truende end ytringer fra andre elever.

Det er derfor vigtigt, at lærere altid er selvkritiske og overvejer, om de nu behandler deres elever ens. Man kan forestille sig en konflikt mellem nogle elever, hvoraf den ene part er muslim. Her kan læreren have den opfattelse, at det er så voldsomt, at det ikke er hans bord. Han vil derfor ringe til politiet. Her skal han så stoppe op og tænke ”overfortolker jeg, fordi det er en muslim, og bør jeg ikke kunne løse denne konflikt pædagogisk?”.

Det andet kapitel handler om, hvordan læreren skal forholde sig til samtaler i klassen om terrorangreb samt eventuelle problemer ved afholdelse af et minuts stilhed. Her står der, at der i forbindelse med islamistisk terror kan være sure og forargede muslimske elever i klasserne, fordi medierne fremstiller muslimer som onde og aggressive. Her er det vigtigt, at de får rum til at lufte deres frustrationer.

Det er ikke overraskende, at de reagerer på den måde, da der i årevis har været en negativ fremstilling af muslimer blandt politikere og i medierne. Ligesom der breder sig en antimuslimsk holdning i den tyske befolkning. Læreren skal derfor tage de muslimske elevers helt berettigede forurettelse seriøst, når der bliver begået islamistisk terror, står der. 

Der er altså noget galt med måden problemerne italesættes på! Det må læreren rette op på! Lærerne skal korrigere den negative diskurs og komme med et andet og positivt narrativ om muslimerne, således vejledningen. Det kender vi også fra Danmark, hvor tonen i en del år var den store syndebuk i forhold til den fejlslagne integration. Den tilgang har dog ikke længere så meget vind i sejlene i vores farvande.

Der står videre i vejledningen, at der i forbindelse med afholdelse af et minuts stilhed efter terrorangreb er nogle unge (!), der reagerer med protester. Sådanne protester skal læreren ikke fordømme. De skal derimod ses som et samtaletilbud, hvor man kan udveksle forskellige synspunkter.

De tyske lærere, der var i deres klasser, da der blev afholdt et minuts stilhed for deres fagfælle Paty, mens nogle muslimske elever reagerede med protester, nogle udtrykte sympatier for drabsmanden og enkelte selv truede med vold – skulle de have set det som et tilbud om en samtale og ikke som nederdrægtige og forkastelige reaktioner? Det virker som en hovedløs passage i vejledningen.

Det svarer næsten til, at vores syn på genopdragelsesrejser (undskyld, transnationale relokationer) skulle være, at de potentielt åbner for eventyr i stedet for at have den kritiske hat på i forhold til dette fænomen.

Om visningen af Muhammedtegningerne i undervisningen står der, at det naturligvis er juridisk muligt, men at det ikke er alt, hvad der er juridisk muligt, der også er meningsfuldt. Her mener forfatterne til vejledningen, at visningen af tegningerne ofte er en magtdemonstration fra lærerens side. 

Her kommer diskursen igen på banen. Man kan ifølge forfatterne ikke adskille kritik af religionen islam fra den racistiske diskurs, der er imod muslimerne. Læreren må derfor hellere holde sig fra religionskritik, fordi der ellers er noget med ”dem” og ”os”. Hvis lærere ønsker at vise tegninger for at eksemplificere, at der ”hos os” er ytringsfrihed, så er det et autoritært overgreb. Det er sammenligneligt med at ville tvinge muslimske elever til at spise svinekød – og hvem kunne finde på at gøre det?

De tyske lærere skal slutteligt reflektere over, hvis de påtænker at vise tegningerne, om det så ikke gøres som en provokation og magtdemonstration. 

Som man kan se af ovenstående, kommer presset på lærerne fra to sider. For det første er der islamisterne, som har vist, at de er voldsparate, mens der på den anden side også er et pres indefra – bl.a. fra myndighederne, som denne vejledning er et eksempel på. Det har man også set i den tyske delstat Hessen, hvor kulturministeren har udsendt et brev til delstatens 1.800 skoleledere, hvor der advares mod, at visning af tegningerne i undervisningen kan føre til voldshandlinger. 

Hvis man står som lærer i Tyskland, er der ikke noget at sige til, hvis man tænker en ekstra gang over at vise tegningerne. Ens motiver bliver hurtigt beklikket. Gør man det ikke bare for at provokere? Man ved jo, at det potentielt kan føre til voldshandlinger. Hvorfor så ikke udelade tegningerne?

Man kan til forfatterne af vejledningen og kulturministeren i Hessen sige, at det på overfladen virker som en venlig ment gestus. De ønsker ikke, at nogen bliver krænket eller udsat for vold. Men i undervisningen gælder det, at man skal forberede eleverne til at indgå som borgere i et demokratisk samfund. Her er det essentielt, at de lærer, at tolerance er en af grundstenene. Man må acceptere, at der findes andre holdninger end ens egne, og at bl.a. religionskritik har været og er en vigtig del af udviklingen af sekulære samfund.

Det vil være en glidebane at begynde at undlade at undervise i bestemte ting, fordi nogen udøver vold eller nogen kunne blive krænket over det. I dansk læser man fx noveller og romaner, hvor der indgår ubehagelige karakterer, der er evolutionsteorien og forestillingen om to køn i biologi – det er, sammen med utallige andre eksempler, noget der kan forarge og krænke, men som elever naturligvis skal undervises i.

Det er således en nedslående udvikling, vi er vidne til i disse år, hvor man bøjer sig for voldsmandens veto rundt om i Europa. 

I Danmark ser det ikke meget bedre ud. En undersøgelse viser, at en stor procentdel af folkeskolelærerne vil føle sig bekymrede, hvis de skulle vise tegningerne. Undervisningsministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil, bliver – nærmest parodisk – ved med at holde sig til parolen, at lærere har frihed til selv at vælge undervisningsmateriale, alt imens flere simpelthen ikke tør.

Debattør Eva Gregersen er bl.a. her på siden kommet med et konkret forslag til, hvordan man kommer voldsmandens veto til livs. Det er beundringsværdigt. Jeg selv har tidligere foreslået, at ministeriet får lavet forløb til undervisningsportalen emu.dk, så de går forrest og viser, at det ikke må være farligt at have tegningerne liggende på den officielle, statslige inspirationsportal. Jeg behøver ikke tilføje, at materialet er fagligt velbegrundet og didaktisk hensigtsmæssigt – helt som det altid er forventningen til både EMU's og den enkelte lærers materiale. Det kan ligeledes være en mulighed, at Muhammedkrisen bliver en del af historiekanonen i folkeskolen. 

Det ser desværre ud til, at vi er nået til et punkt, hvor det ikke længere er gangbart at ignorere problemerne. Vi er derimod nødt til at diskutere konkrete løsningsforslag.