Højre-venstre-skalaen er ikke altid nok til at forstå skellene i politik – heller ikke hvis man skelner mellem den fordelingspolitiske akse og den værdipolitiske akse.  

Men heldigvis findes der også andre redskaber. Hvis man vil forstå forskellen på de teknokratiske midterpartier og de kritiske fløjpartier, kan man med fordel bruge begreberne mistake theory og conflict theory.

Mistake theory og conflict theory er to analytiske frameworks, der beskriver to forskellige tilgange til politik og dermed måder at anskue politiske problemer på. 

For mistake theorists er politik blot problemer, der kan (og skal) løses. Politik er rationelt, og politiske problemer kan løses gennem rationel dialog. Interessekonflikter skyldes dårlig, uoplyst policy, som kan løses med rigtig, velinformeret policy. 

For conflict theorists er politik en krig, der skal vindes. Politik er et sammenstød mellem interesser, og interessekonflikter er både legitime og konstante. Dialog kan i bedste tilfælde klarlægge uenigheder, men løser ikke indbyggede, fundamentale uenigheder. 

Begreberne blev populariseret af onlinebloggeren Scott Alexander, bedre kendt som Astral Codex Ten – eller Slate Star Codex, som hans blog oprindelig hed. (Samme mand udbredte også motte-and-bailey-fejlslutningen, som mange Kontrast-læsere måske er bekendt med fra Ryan Smiths artikel om de progressives retoriske bluffnumre.)

Jeg mener, at man for eksempel kan bruge begreberne til at forstå folks holdninger til konkurrencestaten. Mistake theorists er tilhængere af konkurrencestaten, imens conflict theorists er modstandere.  

Samfundingeniørerne

I Danmark bruger vi ofte betegnelsen ‘samfundsingeniører’ om politikere, der mener at kunne løse noget nær alle problemer gennem politiske fiksfakserier. 

Det er præcis sådan, mistake theorists anskuer politik: Politik er en videnskab, og alle samfundsproblemer opstår på grund af manglende viden eller forestillede kløfter mellem grupper. Dumme mennesker laver fejl og implementerer derfor ikke den korrekte (nødvendige?) politik. Dumme mennesker tror ikke på klimaforandringer, kloge mennesker gør. Eller faktisk handler det ikke om, hvorvidt man tror – det handler om, hvorvidt man ved tilstrækkeligt om emnet. 

Når du hører folk sige “hvorfor kan vi ikke bare alle sammen være venner?”, “der er så mange falske modsætninger i politik” eller “hvis bare vi ikke var så polariserede, ville vi kunne gøre noget ved de vigtige problemer!”, kan du være sikker på, at du har mødt en mistake theorist.  

For mistake theorists er ekspertise værdineutralt, og et samfund styret af tekniske eksperter er derfor fuldstændig ukontroversielt. Men for en conflict theorist er eksperterne med til at skabe en hierarkisk struktur, hvor de selv skaber flere og flere vigtige positioner for sig selv, imens ikke-eksperterne får stadig mindre at sige.

Den teknokratiske midte

Den såkaldte “teknokratiske midte” i dansk politik anskuer politik på denne måde. SVM-regeringen er mistake theory. Lars Løkke Rasmussens og Martin Lidegaards bøger med visioner om at skære fløjene af var mistake theory. Corydonismen var mistake theory.  

Ud fra denne anskuelse var Socialdemokratiet og Venstre faktisk ikke fjender, fordi der var reel politisk uenighed. De var modstandere, fordi man dyrkede falske modsætninger. Men nu er de blevet voksne og fornuftige.

Deres nye politiske projekt siger implicit, at det hverken er socialdemokratisme eller liberalisme, der bedst løser Danmarks problemer (udfordringer er regeringen vist begyndt at kalde dem). Det er de fornuftige, velovervejede og rationelle beslutninger, der løser problemerne. Og sådanne beslutninger har ikke nogen ideologisk tilknytning, men er nærmest apolitiske.

Hvor mange af vælgerne der er henholdsvis det ene og det andet, ved jeg ikke. Det er ikke et fænomen, man måler. Samtidig er proxyvariable såsom vælgere af midterpartier ikke særlig tilfredsstillende. Hvor mange stemte eksempelvis S og V med en form for mistake theory i baghovedet? 

Skulle man spekulere lidt i fordelingen, kunne man forestille sig, at mistake theory primært er en eliteholdning. Det er et syn på politik, man er tilbøjelig til at abonnere på, hvis man ikke møder modstand, indgroede konflikter og asymmetrisk magtfordeling i hverdagen. Det er også derfor, mistake theory fremstår provokerende, nedladende og bedrevidende for conflict theorists.  

Højre- eller venstreorienteret?

Men det er ikke kun på den teknokratiske midte, at man kan finde mistake theory. Ligesom populisme ikke er en ideologi, som det giver mening at placere på en højre-venstre-skala, kan man heller ikke placere de to teorier oven på denne skala på nogen meningsfuld måde. 

Skulle man alligevel forsøge, giver det bedst mening at placere mistake theorists på midten og conflict theorists på fløjene, men det er også en grov forsimpling.

Hvis vi kigger på dansk politik, kan man finde mistake theorists både på højre- og venstrefløjen. Marxistiske ideologier er grundlæggende bygget på mistake theory. De tror på, at ideologi løser alle politiske problemer. 

Conflict theorists findes ligeledes på begge fløje. Både højre- og venstreorienterede populistiske partier eller bevægelser er gode eksempler, fordi de ser fundamentale modstridende interesser mellem folket og eliten. 

Liberalismen kan tage sig ud på begge måder. 89’er-liberalismen, der troede på, at alle lande blot ville lade sig liberalisere og demokratisere, er grundlæggende mistake theorists. Men den klassiske liberalisme, hvor selve liberalismens formål er et kompromis, der forsøger at inddæmme konflikter mellem magthavere og borgere, er nærmere beslægtet med conflict theory. 

Forestiller du dig et spektrum, vil både Enhedslisten, Radikale Venstre og Moderaterne ligge tæt på hinanden som mistake theory-partier, mens for eksempel Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet (anno 2019-2022) og Liberal Alliance ville være at finde længst over mod conflict theory. 

Jeg tror, at tilstedeværelsen af begge anskuelser er en historisk konstant. Hvis jeg skulle gætte, er det anskuelser, man kunne kæde sammen med forskellige psykologiske profiler. Vi skal derfor ikke forvente, at den teknokratiske midte, samfundsingeniører eller populister nogensinde forsvinder. Og hvis ikke det er et argument for conflict theory i sig selv, ja, så er du nok en mistake theorist.