Fortalerne for såkaldt progressive dagsordener gør flittigt brug af retoriske tricks, der vender verden på hovedet. Nicholas Shackel fra Cardiff Universitet har skrevet en handy guide, hvis indsigter vi delvist vil gengive her. Shackels guide er egentlig henvendt til universitetsverdenen, men kan lige så vel kan anvendes på den politiske debat. Da flere af udtrykkene ikke har etablerede navne på dansk, har jeg slået mig løs i fri oversættelse.
Klumpedumpering (Humpty Dumptying)
Klumpedumpering er opkaldt efter karakteren Klumpe-Dumpe fra børnebogen Bag spejlet og hvad Alice fandt der – en irriterende (og mildt truende) karakter, som i samtale med Alice udtaler: ”Når jeg bruger et ord så betyder det bare, hvad jeg vælger, at det skal betyde – hverken mere eller mindre.”
Hvis en debattør fx hævder, at racisme handler om privilegerede gruppers magt over mindre priviligerede grupper, har racisme ikke nødvendigvis længere noget med race at gøre. Så kunne det også være racisme, når Geranium ombooker dit bord, fordi dronningen gerne vil spise der. Begrebet er blevet klumpedumperet.
Brovtende banaliteter (Troll’s Truisms)
Brovtende banaliteter opstår, når en debattør bruger et klumpedumperet udtryk til at fremsætte et udsagn, som i virkeligheden er en banalitet, i fald der tages højde for den selvopfundne definition.
Hvis en person fx først har klumpedumperet ”lige muligheder” til at betyde ”lige udfald” og derpå siger, at mænd og kvinder ikke har lige muligheder, eftersom flertallet af topchefer er mænd, så er udsagnet en brovtende banalitet. Hvad der i virkeligheden siges, er jo, at vi ikke har lige udfald, fordi vi ikke har lige udfald.
Borgtårn og bygård (Motte and Bailey)
Gennem flittig brug af klumpedumpering og brovtende banaliteter bliver det før eller siden muligt at samle byggesten nok til et helt konstruktionsværk. Borgtårnet og bygården henviser til et middelalderligt fæstningsværk, hvor en lille by eller gård byggedes tæt op ad en borg. Ved lette angreb på fæstningsværket kunne indbyggerne forsvare sig fra bygården. Men mod stærkere fjender måtte indbyggerne trække sig tilbage til borgtårnet, som var bedre beskyttet.
Hvis en debattør eksempelvis hævder, at for at være feminist må man også støtte øremærket barsel til mænd, og en moddebattør så modsætter sig ”feminismen,” kan førstnævnte trække sig op i borgtårnet og hævde, at feminisme jo blot betyder lige rettigheder. Hvorfor ville moddebattøren dog modsætte sig dét? Er det mon muligt, at vedkommende hader kvinder?
De progressive har for så vidt ret i, at sproget til dels skabes af menneskelige konventioner, og at ord kan ændre betydning over tid. Men som vi har set, er det ikke, hvad der er på spil her. Med klumpedumpering sætter man sig forsætligt for at ændre betydningen af ord, hvis mening ikke er omstridt. Med brovtende banaliteter udnytter man tvetydigheder, man selv har introduceret, for at fremme egen dagsorden. Og med borgtårnet og bygården begiver man sig bevidst afsted med uærlig og manipulerende udskamning af sine modstandere.
Alle tre kneb har det tilfælles, at de satser på forvirring og retoriske fælder over substansen i det, der er til debat. Men med Shackels lille guide i hånden bliver det forhåbentligt nemmere at føre en rationel demokratisk samtale.
