Den danske velfærdsstat er et monstrum, der hvert år sluger mere end 1.300 milliarder skattekroner. Skal man tro den herskende holdning, er det alligevel næsten umuligt at spare én eneste krone i det offentlige.
Den holdning har altid undret mig, men den er ikke desto mindre udbredt. I et sådant debatklima kan små, konkrete historier om frås i det offentlige tjene et vigtigt pædagogisk formål og bruges som værktøj til at sætte gang i en debat om opkrævningen og brugen af skattekroner.
På det seneste har jeg beskæftiget mig meget med en sag, der er et skoleeksempel i offentligt frås og dårlig brug af skattekroner: Nemlig et nyt sygehusvaskeri i Tuse ved Holbæk, der er gået hele 213 millioner kroner over budget og nu står til at koste skatteyderne den nette sum af 276 millioner skattekroner.
Selvom det er voldsomt at gå 213 millioner kroner over budget, lyder et sygehusvaskeri ikke umiddelbart som et eksempel på frås.
Men skinnet kan bedrage, og når selv den ellers oftest ganske diplomatiske erhvervsorganisation Dansk Industri kalder beslutningenfor “den dummeste beslutning længe” og “at spilde skattekroner lige ned i kloakken”, må der næsten være noget uldent ved sagen. Og det er der såmænd også. Det er en kringlet sag, men hæng på, mens jeg gennemgår den nedenfor.
Syv millioner pr. arbejdsplads
I 2019 brændte det tidligere sygehusvaskeri, der servicerede nogle af Region Sjællands sygehuse, ned. Det efterlod selvfølgelig regionens politikere med det problem, at man nu skulle finde et nyt sted at få vasket sit vasketøj fra sygehusene. Derfor fandt man på en løsning, som bestod i at lade et andet offentligt vaskeri i Nykøbing Sjælland vaske halvdelen af vasketøjet og så udlicitere den resterende halvdel til private vaskerier.
Det fungerede fint, og det er stadig den løsning, man bruger i dag. Så hvorfor dog i alverden bruge 276 millioner på at bygge et nyt vaskeri, når man allerede i dag får ordnet sin vask uden dette? Tja, hvis man spørger den socialdemokratiske regionsrådsformand Heino Knudsen, handler det om noget med at gøre sig fri af “Putins gas” – nogle vaskerier anvender naturgas – og noget med at holde på arbejdspladser i Holbækområdet.
Umiddelbart er dette nogle lidt mærkværdige argumenter. Det gør kun ondt værre, at man for at undgå at anvende naturgas og dermed være både klimavenlige og fri af Putin er endt med et teknisk misfoster af en løsning, der ifølge vægtige stemmer i branchen risikerer ikke at kunne fungere i praksis.
Med tanke for at det nye sygehusvaskeri i Tuse vil beskæftige 40 personer, må der endvidere være tale om nogle meget højt skattede medarbejdere. Heino Knudsen og co. er nemlig klar til at bruge lige i underkanten af syv millioner kroner pr. arbejdsplads.
Man kan godt få den mistanke, at det mest af alt handler om at hente en større forsikringssum for det nedbrændte vaskeri hjem. Kravet for at få forsikringssummen udbetalt er, at der inden juni i år bliver sat gang i byggeriet af et nyt vaskeri.
Men selv hvis det er argumentet, er det et dårligt et. Det nye vaskeri står til at koste 276 millioner. Forsikringssummen, som Region Sjælland kan tjene hjem, er nemlig kun på 104 millioner. Alt andet lige er det en dårlig forretning at bruge 276 millioner for at hive 104 hjem.
Det hele bliver kun endnu mere mærkeligt af, at det nye vaskeri i Tuse kommer til at ligge 80 kilometers kørsel væk fra det kommende – og i øvrigt også meget dyre og forsinkede – Sjællands Universitetshospital i Køge. Det er dette hospital, som vaskeriet i høj grad skal servicere. Altså skal alt vasketøjet fra det nye, klimavenlige vaskeri køres i pendulfart på motorvejen i lastbiler, der ikke ligefrem må antages at være klimavenlige.
Og nu vi er ved Sjællands Universitetshospital, så har Region Sjælland netop fået en særtilladelse af Sundhedsministeriet til at optage et lån på 275 millioner kroner, fordi projektet er gået over budget. Dette lån kunne Region Sjælland og de sjællandske skatteydere være sluppet for, hvis der ikke var et nyt, unødvendigt vaskeri i Tuse at betale for også.
Hvordan kan det ske?
Det er jo en farce. En virkelig molbohistorie. Hvordan kan det gå så galt? Hvordan kan regionalpolitikerne i Region Sjælland ende med at forvalte skatteydernes penge så uforsvarligt? Det kan være svært at forstå.
Men min bedste vurdering er, at der er tale om det, man inden for psykologien kalder “escalation of commitment”. Altså, at politikerne har forpligtet sig både indadtil og udadtil på at bygge et nyt vaskeri efter at det gamle brændte ned, og at de, når de opdager, at de er ved at grave et hul i regionens pengekasse, hellere vil fortsætte med at grave end stoppe op og erkende, at de tog fejl.
Jeg har fulgt med i mange sager om offentligt frås gennem årene. Alligevel har jeg aldrig set et eksempel, der når dette til sokkeholderne. At det kan gå så galt, er en konsekvens af, at politikerne ikke har hånden på kogepladen. Det er ikke deres egne penge, de kaster ud ad vinduet. For dem kan det synes, som om at der snarere er tale om fantasipenge, som var politik et spil Matador. Og fordi danskerne, som de er flest, er lidt for autoritetstro, får selv frås i millionklassen oftest kun ringe konsekvenser.
Den triste sandhed er, at selvom politikerne ofte slipper ustraffet, så rammer fråseriet også os borgere. For når man f.eks. bruger 276 millioner skattekroner på et unødvendigt, tvivlsomt vaskeri, må der spares andre steder – og det kan også gå ud over de kerneydelser, som velfærdsstaten ellers er sat i verden for at levere.
Eller også må der stiftes gæld for at kunne finansiere byggeriet af det nye hospital, som vaskeriet skal servicere. Uanset hvad er det os som skatteydere, der tvinges til at samle regningen op.
Historier om frås kan virke ligegyldige, fordi de af og til fremstår så skøre eller latterlige, at det er let at glemme, at det er vores egne skattekroner, der bliver futtet af på tant, fjas og unødvendigheder. Men historierne om frås er vigtige, fordi de afslører en ubehagelig sandhed: At alle de penge, vi tvinges til at betale i skat, ikke altid forvaltes ordentligt.
