De afmagtsfulde og tårevædede ansigter på tv-skærmen har berørt mig dybt. Jeg har selv haft fire børn gennem velfærdsstatens institutioner fra vuggestue, over børnehave til folkeskole, SFO og senere gymnasiet. Så jeg føler smerten, når ens barn lider, forulempes, mishandles og nedværdiges.
Jeg har valset til forældremøder i institutionerne flere gange årligt fra det første med den ældste i vuggestuen i 1994 til den yngste forlod folkeskolen i 2021. Det er med 27 års erfaring i bagagen som forælder i den senmoderne velfærdsstat, jeg udtaler mig.
Min hovedkonklusion skal ligge først. Afmagten i ansigterne skyldes, at vi som lydige borgere i velfærdsstaten har parkeret ansvaret for vores eget afkom hos andre. Hos pædagogen i børnehaven, hos inspektøren i skolen, hos damen på kommunen, hos politikeren i byrådssalen og hos ministeren på Slotsholmen.
Det har vi ikke gjort som en bevidst handling. For det er kommet snigende over generationer og erkendelsen kan kun opnås retrospektivt. Men netop sammenlignet over tid, er det uhyrligt, hvor lidt ansvar der er tilbage i forældreskabet. Det hele ligger i kommuneskabet.
Men selvfølgelig kan hverken kommunedamen eller politikerne løfte et ansvar for at opdrage vores afkom, beskytte det mod farer og forulempelser, møde det med kærlighed og tillid, anvise en vej og nænsomt og indlevende hjælpe afkommet til at udfolde sine evner, forfølge sit talent og søge sin lykke.
Det er en forældreopgave. Det er selve livets mening for den del af os, der vælger at formere os og bringe vores gener videre.
Det ved de afmagtsfulde og tårevædede ansigter fra Borup på tv-skærmen godt inderst inde. Det er derfor, de græder. Det er derfor raseriet er ved at slå ud. Det er en afmagt født i selvbebrejdelse. Det er en vrede mod den institutionelle overmagt, der vokser ud af skuffelsen over ens egen viljeløshed.
Svaret på afmagten er, at vi skal lade afmagt afløse af magt over vores egen tilværelse. Magt får man ved at påtage sig ansvar. Ansvar for at beskytte sine børn mod overlast. Ansvar for at handle selvstændigt og resolut, når det kræves. Og villigheden til at betale den pris, der følger med, når man står på egne ben, tager ansvar for sig selv, sin gerning og sin familie.
For der en pris at betale ved at undslippe velfærdsstatens omklamrende påståede omsorg. En omsorg, som alligevel aldrig er der, når den behøves. En statslig og kommunal institutionaliseret omsorg, som altid er stærkere for institutionen selv, end for de mennesker, der fylder den.
De erfaringer drager forældrene til de mishandlede børn i Borup i disse dage for rullende kameraer. Og de græder i afmagt.
Men det er samme afmagt, som pårørende til de omsorgsvigtede beboere på plejehjemmene føler. Det er det samme mønster, som jobcentrenes ofre kan berette om. Det går igen i statsforvaltningernes misforvaltning i samværssager. Alle der kommer i berøring med den 40 milliarder kroner dyre socialforvaltning kan tale med om det.
Det ansvar, vi som engang frie borgere har lagt fra os, er ikke blevet løftet.
Det ulykkelige i den måde, som vi har forvaltet vores umådelige velstandsfremgang i det seneste halve århundrede på, er, at der ingen onde viljer har været på spil.
At sikre lige muligheder for alle børn, at udstrække statslig og kommunal understøttelse til alle tænkelige grupper på alle måder, er blevet gjort i den bedste mening af politikere, som har troet fuldt og fast på den socialdemokratiske stats evne til at fremme lykke og ligeværd.
Det er mange år siden, jeg selv kom til erkendelsen af, at den socialdemokratiske lykke-stat er en drøm om et fatamorgana, som aldrig bliver til virkelighed. Danskerne blev ofre for deres egen nationale socialistiske drøm.
Det er derfor, jeg er borgerlig og argumenterer for en anden samfundsorden, hvor fællesskaberne er frivillige, hvor institutionerne bæres af mennesker med empati, ideer, engagement og personlig vilje til at sætte sig igennem.
Den kommunale folkeskoles påståede fællesskab er ikke et ægte fællesskab. Det er et konstrueret fællesskab, hvor institutionens indre liv er vigtigere end de mennesker, der siges at indgå i fællesskabet. Skoleinspektøren er ikke børnenes inspektør eller forældrenes inspektør. Han er kommunens inspektør.
Det er den kommunale administrations og borgmesterens vilje, skoleinspektøren skal forvalte – ikke sin egen. Hans vilje er underordnet. Derfor sygemeldte skoleinspektøren på Borup Skole sig, da der endelig var brug for ham. Samvittigheds-syg vil jeg kalde ham. Han har det utvivlsomt meget dårligt.
Hans overordnede – kommunedamen, som i Køges eksempel er en mand – i form af forvaltningschefen arbejder med systemer og ikke med mennesker. Det er det, kommunedamer kan. Han lover nu ’at handle på det’, som man siger i de cirkler.
Det indebærer flere af skatteborgernes penge op af lommen til psykologsamtaler, pædagogiske konsulenter, tilsyn, ’genbesøg’ af underretninger, dialogmøder og ’bedre kommunikation’.
Det bliver det ikke bedre af. For en kommune kan aldrig tage ansvar for noget. Det kan kun mennesker. Og ingen mennesker tager ansvaret for de mange overgreb på børnene i Borup.
Det er dér det borgerlige samfund adskiller sig fra den socialdemokratiske stat. Det handler om ansvar.
