Sproget udvikler sig. I disse år går det så stærkt, at man med en vis ret kan forfægte det synspunkt, at det danske sprog er under afvikling.

Ikke mindst idiomerne, de faste vendinger, der er særegne for et sprog, og som ikke direkte kan oversættes, bliver erstattet med noget, der lyder som en dårlig oversættelse fra engelsk, som når man ikke skal skue hunden på hårene mere, men i stedet for lade være med at dømme en bog på omslaget. Man kan også blive tom for ord i stedet for mundlam, der ellers er mere mundret.

Det er ikke bare uskønt. Det er problematisk. Især når det ender ud i et uforståeligt kaudervælsk. 

Hele miseren kommer fra den angelsaksiske verden, nærmere betegnet den nye verden – fra USA. 

Europa bliver mere og mere amerikaniseret – også hvad sproget angår.

Det er blevet så slemt, at det kan være svært at forstå, hvad der bliver sagt og skrevet. Det er gået fra slemt til værre, som man siger.

Lad os starte ud med politik.

Hvad er op og ned?

Folk er blæst af eller blæst bagover, var analysen, da dansk tv dækkede den amerikanske præsidentvalgkamp. Det, der mentes, var vist, at den slog benene væk under analytikerne. For ingen vidste, hvem amerikanerne ville ende op med som præsident, og hvem der ville blive den nye præsidents inderkreds, aka indercirkel, efter at præsident Trump noget modvilligt var trådt tilbage eller trådt af, som det blev formuleret - på eksercitssprog. 

Flere politiske kommentatorer konstaterede, at Trump var trådt ned, mens de samtidig udtrykte det optimistiske håb, at Biden ville steppe op, efter han var blevet taget i ed som USA's 46. præsident eller svoret ind, som de fleste kaldte det.

Politikere skulle gerne kæmpe, stå op, for noget. De folkevalgte skal handle og levere på valgløfterne. Ellers går det dem ilde. Derfor taler politikerne også meget om deres politiske linje, der desværre ikke altid er synonym med de store linjer. 

Sofie Carsten Nielsen begår sig på såvel flydende danglish som direkte-oversat-fra-engelsk dansk. Under Folketingets afslutningsdebat talte den radikale partileder om egen lede ved politik. Efter snart ti år på Tinge. Hvorefter hun med et både anaforisk og Beatles andægtigt ”Tænk hvis ...” forestillede sig, hvordan kulturen i dansk politik kunne ændres – radikalt. 

Ja, Carsten Nielsen svang sig endda op til at rose, hold nu fast, fru Pia Kjærsgaard for at kalde bluffet. I et interview i Berlingske for ganske nylig kunne den altid så kulturdefaitistiske partileder så igen forestille sig alt muligt, hvis endnu en kultur blev forandret. Denne gang handlede det igen om arbejdskulturen på Christiansborg. Politikeren gik selv bodsgang. I’m no better, lød tonen nu fra politikeren, der bl.a. talte om, hvordan man kunne onboarde nye folketingsmedlemmer.

Ja, det er svært at finde en rød tråd i Radikale Venstres politiske linje. 

Bundlinjen er der også kommet fornyet fokus på i dansk politik. Og ikke bare, når der tales økonomi og fordelingspolitik. Enmandspartiet Alternativet opererer - udover den økonomiske - både med en social og en grøn en af slagsen. 

På nydansk kan bundlinje også betyde konklusion. Bundlinjen kan således fx være, at nogle har brudt partilinjen. Det sker ofte. Om det får en positiv sideeffekt, afsmitning, på de pågældendes karriere, er tvivlsomt. Mere sandsynligt er det, at de vil være at betegne som løsgående missiler eller løse kanoner. Hvis de overhovedet kommer ud i det åbne, og de ikke bare udtaler sig inkognito. For partilederne er ude med riven mod dem, der agerer efter eget moralske kompas og bruger mavefornemmelsen. 

I Enhedslisten fortæller de nytiltrådte partiledersker altid med tilsyneladende næsegrus beundring om de afgående og især om, hvor umådeligt svært det er at fylde deres sko ud, altså træde i deres fodspor.

Men lur mig, om ikke Mai Villadsen nu vil forsøge at sætte sit solide fodaftryk på de kommende forhandlinger om et nyt kontanthjælpssystem som leder for partiet, der – helt bogstaveligt - er gaven, der bliver ved med at give. Efter regeringens flipflop om IS-farende brude med statsborgerskab og deres afkom tænker partiet på den yderste venstrefløj nok, at det har fornyet momentum til at bringe endnu større ydelser til bordet i kampen mod såkaldt børnefattigdom. 

Giv mig et kald

Den indremissionske Tea i Fiskerne havde om nogen et kald, når hun forsøgte at omvende den muntre, flittige og gavmilde, men ak, så vantro Mariane. Hendes fromme ønske og kald som god, (selv-)retfærdig kristen var at frelse Mariane fra evig fortabelse. Ifølge Tea var det ved at være sidste udkald. Nu er der ikke så mange, der læser Hans Kirks klassiker mere, eller føler sig kaldet til at frelse vildfarne sjæle fra helvedes flammer.

Kald betyder noget helt andet i vor tid. 

I skolen er der allekald, og de uvorne elever risikerer at blive kaldt til orden på inspektørens kontor. Lidt på samme måde ville hr. Schwann i Matador have den førende mand i Korsbæk, bankdirektør Varnæs, til at kalde enkefrue Arnesen til orden, fordi hun ville sælge sin ejendom til den forvorpne matador. 

Når man har nået skelsår og - en vis - alder, er der noget, der hedder sidste udkald.

Telefonopkaldet fra fastnettet er snart en saga blot. Fortrængt af mobiltelefoni. Her siger de fleste nok giv mig et kald på oversat-direkte-fra-engelsk dansk, mens de måske gestikulerer en opringning, et kald. Min bank her skrevet til mig under overskriften: Må vi stadig give dig et kald? 

Her skal man ikke forledes til at tro, at banken har en mission. Nej, den ville såmænd bare have mit samtykke, som bare kunne kaldes tilbage, til at ringe – og give mig gode råd. Måske om, hvordan jeg skal undgå at betale negative renter? Endelig er der også varianten over kaldet, der hedder at kalde nogen ud. Det betyder at udskamme, afsløre, hænge ud, og skal ikke forveksles med at hænge ud med nogen, som oftest er mere behageligt.

Agenda og lysshow

Der er mange agendaer i et moderne samfund. Engang hed de dagsordener. Ikke bare de uendeligt lange, man får stukket ud til møder, men også de skjulte af slagsen. Dem, der ikke tålte dagens lys, men som alligevel blev kaldt ud og kom frem i lyset, eller måske endda i rampelyset, eller spotlyset, som det hedder nu.

Tingene er ikke altid, som de synes at være. Men nogle gange ser tingene ud, nøjagtigt som de fremstår. De ligner det, de er. Det ligner, at … kan man sige nu. Og det er der også mange, der gør.

Ude af dato kan både betyde, at noget har overskredet sidste salgsdato, men det kan også betyde umoderne. Ude af takt med tiden.

Ja, det er skoleeksempler, tekstbogseksempler, om De vil, på, hvor galt det kan gå. 

Det kan resultere i, hvad man helt bogstaveligt kunne kalde tvetunget tale. 

Et nyere eksempel på en sproglig kentaur er en besk analyse af regeringen, hvor der postuleres, at alle socialdemokratiske politikere har fået taleforbud, som om ikke katten, men statsministeren, har taget deres tunge. Ja, det er ren tungetale, hvis man ikke kender udtrykket cat got your tongue, der betyder så meget, som at nogle, i dette tilfælde socialdemokrater, har mistet mælet. Man kunne også hævde – med en god, gammeldansk dyremetafor - at de har fået mundkurv på.

Alt det bedste ønsker en studievært sine gæster. Stop dig selv, fristes jeg som seer til at sige, mens jeg spacer ud på sofaen.

Nu tænker nogle læsere måske, at jeg har glemt at skrive space ud i kursiv. Hvis det er tilfældet, tager de fejl. For det er altså gået hen og blevet pæredansk. Jo, jo. Bare tjek det ud i ordbogen. Det er desværre ikke noget, jeg jinxer.