Er de blå ved at blive woke? Eller, mere præcist, er Venstre?
Sidste uge skrev jeg en klumme til Berlingske Tidende. Her satte jeg et stort spørgsmålstegn ved en kronik, skrevet af fire Venstre-politikere, Sophie Løhde, Linea Søgaard-Lidell, Fatma Øktem og Marie Bjerre.
To af dem havde oplevet, at folk havde spurgt ind til, om de skulle have børn. En anden havde oplevet, at andre kvinder ikke forstod hendes prioriteter, når hun fravalgte at bruge tid med sit lille barn, fordi hun hellere ville passe sin politiske karriere i Bruxelles. Grov konfekt!
De fire liberale politikere havde nu en bøn til kvinderne ude i landet: Pas jeres eget rødbedebed. Eller sagt på moderne liberalt: ”Det handler om prioritering og personlig frihed til at vælge den måde at leve sit liv på, man selv finder bedst.” Dette var, understregede de fire, også Venstres politik: ”For Venstre handler ligestilling om lige muligheder til at være, som man er, og at gøre, som man har lyst.”
I skrivende stund er det blevet klart, at Venstre – i modsætning til de andre borgerlige partier – støtter det forslag om tvangsfordeling af barsel, som EU og arbejdsmarkedets parter har presset igennem. Karsten Lauritzen sammenlignede endda på Twitter det at være imod tvangsbarsel med at slå sine børn.
Den holdning kan måske overraske den uforvarende borgerlige vælger, men når jeg nu tænker tilbage på den kontrovers, jeg havde med dele af borgerlige Danmark tidligere på ugen, giver det hele mening.
I de fire Venstre-kvinders kronik var det nemlig argumentationen, der faldt mig for brystet.
For en ting er jo, at vi netop kan vælge at gøre, hvad der passer os, og se stort på eventuelle omkostninger. Det kan vi jo, og sådan skal det helst også være. Ikke kun fordi personlig frihed faktisk er vigtigt, men også fordi slags personlige valg rummer så mange ubekendte, at valget naturligvis må træffes så lokalt som muligt.
Men de valg finder ikke sted i et værdimæssigt vakuum. Så længe vi har et samfund, har vi også mere eller mindre fælles værdier og normer. Og hvis vi vælger at træde uden for de normer, ja så vil det faktisk indimellem ske, at man bliver konfronteret med det.
Nu kan man mene, at det er en dårlig norm at man skal få børn og at man så skal tage sig af disse børn. Det kan man givetvis argumentere for. Jeg har læst et sted, at småbørnsforældre er mindre glade end jævnaldrende uden børn, så måske er det ikke bare for lykkeoptimeringen men også for karrierens skyld bedst, hvis vi undgår børn. Det argument ville jeg kunne forstå. Jeg ville nok også hurtigt nå frem til, at det var forkasteligt.
Dette var dog ikke de liberale kvinders pointe. Deres pointe var, at der simpelthen ikke skulle være fælles normer. Hver enkelt måtte træffe afgørelse for sig selv. Det, man vælger, er rigtigt, fordi man vælger det. En slags moralsk decisionisme. Det er en opfattelse, man tit støder på. Ikke kun hos 15-årige. Men altså også hos Venstre. Det er ren ”Tjubang-chokolademand, det er mig, der bestemmer her”.
Det angreb jeg. Og det var det, der fik woke-borgerligheden til at træde i karakter. I første omgang var det Marchen Neel Gjertsen, tidligere aktivist i Enhedslisten og nuværende chefredaktør for den borgerligt-liberale avis Jyllands-Posten. Hun valgte en prøvet taktik, nemlig at fordreje mine ord:
Her havde jeg altså begået en slags krænkelse af Linea Lidell, fordi jeg havde udstillet hende som en dårlig mor. Det kunne dog ikke falde mig ind. Jeg havde blot gengivet, hvad hun selv havde skrevet i kronikken. Der ville altså allerhøjest kunne blive tale om at udstille sig selv – men det må andre vurdere.
Det interessante er her Marchen Gjertsens formulering om ”at have delt sine personlige erfaringer”. Den tanke, der ligger bag er jo ganske tydelig. Når noget er en personlig erfaring, går det ikke an at kritisere den. Det er netop den samme appel til ”lived experience” som vi kender fra woke-venstrefløjen herhjemme og i udlandet. Nu er den imidlertid blevet en fast del af ordforrådet i den allermest etablerede borgerlighed.
Imidlertid havde jeg ikke kun ødelagt den offentlige debat. Andre dele af woke-borgerligheden skærpede analysen. Karsten Lauritzen skrev:
Der fik jeg altså ødelagt både Venstre og folkestyret. Det beklager jeg meget. Jeg tror dog ikke, det er rigtigt. Jeg tror, der slet og ret er tale om noget så fredsommeligt som en reel og ganske legitim holdningsforskel mellem almindelige borgerlige – hvortil jeg regner mig selv – og så den nye woke-borgerlighed, som spreder sig i Venstre og blandt visse borgerlige, der er for meget på Twitter.
F.eks. Paula Larrain:
Det interessante spørgsmål er så, hvor denne svaghed for woke kommer fra?
Jeg tror, at den får næring af forbindelsen mellem wokismens autenticitetstænkning og liberalismens individualisme. De to ting behøver slet ikke at hænge sammen. Den liberale kan jo godt være liberal og ønske at begrænse statens magt og samtidig gå ind for et stærkt civilsamfund med fælles normer. Ja, dette er faktisk liberalismens udgangspunkt, og den væsentligste kritik, som man kan rette mod dette som konservativ, er at civilsamfundsdelen af liberalismen tit er underbelyst, fokus er på den angivelige trussel fra statsmagten. Men liberalisme er som udgangspunkt ikke hverken relativisme eller nihilisme.
Men andre gange – ofte – indlejres individualismen ikke i forestilling om en forudgiven moralsk orden. Dette kendetegner neoliberalismen. Og derfra er vejen til woke kort. Her er Jan E. Jørgensen et godt eksempel, for han blandede sig naturligvis også i debatten.
Jan E. Jørgensen går ind for, at individer træffer valg på egne vegne. Vi behøver hverken stat eller samfund til at blande sig. Alt andet er smagsdommeri. Forbrugeren er så at sige suveræn.
Ja, eller sådan var det i hvert fald i begyndelsen af ugen, for få dage senere ændrede Jan E. Jørgensen helt holdning. Nu havde arbejdsmarkedets parter og EU nemlig besluttet at tvinge mænd på barsel. Da reagerede den ”ægte liberale” sådan:
Nu var det pludselig afgørende, at familier og individer ikke traf deres egne valg. De skulle nudges til at træffe de rigtig valg. Hænger det sammen? Nej.
Eller jo.
Hvis man først forstår, at det for woke-borgerlige ikke rigtig handler om den personlige frihed som sådan, men den personlige frihed som et middel til at fremme egne angiveligt progressive dagsordener. Og hvis så individet ikke rigtig vil, ja så må staten skubbe bag på.
Så er de blå politikere og dele af den blå presse ved at blive woke? Måske. I hvert fald nogle af dem. I virkeligheden kan det ikke rigtig undre, for som Henning Fonsmark engang viste, så blev de blå allerede røde fra 1960’erne. Fra slutningen af 00’erne blev de grønne, og ja, nu er turen så kommet til at rette ind efter den seneste venstreorienterede frontforskydning. Derfor er Venstre eller dele af Venstre ved at blive Woke-Venstre. Det er borgerlighed som fodslæbende progressivisme.
