Jeg har en personlig aktie i partiet. I 1999 søgte jeg og fik et job, som journalistisk leder af den konservative pressetjeneste. Det var specielt for mig, for jeg var ikke konservativ i 1999. Det lagde jeg ikke skjul på ved min ansættelse, men ved min fratræden otte år senere i 2007, var jeg blevet det.

Jeg må med skam melde, at det var partiet ikke – blevet konservativt. Og den efterfølgende nedtur i begyndelsen af 10’erne gjorde det ikke bedre. Men jeg har på det seneste genvundet lidt optimisme, og jeg ser et konservativt folkeparti, som er ved at slå ind på en rigtig kurs.

Jeg har altid kendt Søren Pape som et konservativt menneske, og det må nødvendigvis være fra konservativt tænkende mennesker, at den borgerlige renæssance skal komme og blomstre. Søren Pape Poulsen ville gerne være forløser af den borgerlige renæssance.

Desværre blev han taget fra os i går, og vi får aldrig at se, hvad han havde kunnet udrette, hvis han havde fået lov. Men jeg ved, at han havde viljen. Og det vil jeg huske ham for.

Da knivene blev trukket ud af ryggen
Jeg søgte jobbet i den konservative pressetjeneste kort tid efter Bendt Bendtsen var blevet udpeget som politisk leder ovenpå det, som i folkemunde blev dømt ’Det konservative blodbad’, hvor de ledende personer i partiet havde brugt to år på at stikke hinanden knive i ryggen og i processen var godt i gang med at aflive partiet.

Da jeg trådte ind ad døren i pressetjenesten, var det med en forventning om, at nu skulle jeg påføre mig en konservativ kappe. Jeg ville blive mødt af folketingsmedlemmer, som satte Gud, Kongen og fædrelandet forrest og sig selv bagved.

Jeg skulle lære at navigere i et farvand, hvor forsvaret for de blivende værdier blev udtrykt i konkret politik, hvor man selvbevidst satte de næste fodspor i en konservativ historie, der rakte tilbage til afslutningen på enevældens tid, og hvor politisk positionering blev vejet op mod den kultur og arv, som borgerligheden består af.

Sådan var det ikke. Så langt fra. Partiet var præget af Schlüter-perioden (formand 1974 til 1993) på en underlig overfladisk måde. En stor del af folketingsgruppens medlemmer havde været med siden jubelvalget i 1984, som gav partiet 42 mandater. Ved katastrofevalget i 1998 var konservative reduceret til 16. Tunnelsynet var fremherskende. Man ville bare tilbage til stormagtsdagene.

Konservatismen var blevet fortrængt
For at skære det ind til benet, havde den konservative folketingsgruppe kun taget to citater af Schlüter med sig, som man var overbeviste om, var vejen til succes og genrejsning: ’Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget’ og ’ideologi er noget bras’.

Resten af arven efter Schlüter var glemt. Det var såmænd også den konservative arv som sådan, forbundetheden med fædrelandet, folkefællesskabet og det nationale fundament i monarkiet og i den kristne kultur.

Jeg beskrev det engang – husker jeg det – overfor en ung og lovende kollega, som i modsætning til mig var konservativ ind til benet, at de fleste af folketingsgruppens medlemmer anså partiet for blot at være et lokomotiv, de kunne bruge til at få sig selv trukket fremad. Hvor de ville hen og hvor de ville stå af, ville de selv bestemme.

Fordi ingen dengang beskæftigede sig med, hvordan borgerligheden kunne sætte sit præg på samfundsudviklingen, og hvordan konservative værdier kunne vises som almengyldige i en dansk sammenhæng, fik hver især af de 16 medlemmer af folketingsgruppen lov til at selv at definere, hvad det vil sige at være konservativ, og hvad partiet kæmpede for at forandre for at bevare.

Det kom der ikke megen borgerlig værdikamp ud af. Og det er der heller ikke siden kommet noget af.

Bendt Bendtsen havde det i sig
Det kunne være blevet bedre, for Bendt Bendtsen havde det i sig. Måske ikke ideologisk, hvor tænkere og filosoffer former de ord, man citerer, men i en oprigtig og dybfølt konservatisme, hvor nation, land, familie, arv, historie, kultur og natur finder sammen i et ægte konservativt livssyn.

Det fandt jeg ud af, da jeg kom ind på livet af ham, og skulle skrive taler og indlæg for ham. Men desværre for det projekt, satte folketingsvalget i 2001 de konservative i regering som juniorpartner til Venstre, og Bendt Bendtsen blev begravet i et ministerium, hvor hans evner blev strakt til det yderste for at holde trit med Anders Fogh.

Han kunne ikke begge dele, så partiet blev overladt til sig selv. Regeringsdeltagelsen åd den borgerlige ånd ud af ham.

For at gøre en lang historie lidt kortere – jeg kunne nok skrive en helt bog om det – så blev jeg i partiets tjeneste i otte år, og selvom partiet ikke rigtig blev mere konservativt med årene, så blev jeg det.

Det konservative levede i hjørnerne af partiet
For jeg mødte gode kolleger i pressetjenesten og mennesker i partiets bagland, som i modsætning til ledelsen og folketingsgruppen havde et stort engagement i konservatismen. Konservatismen levede i hjørnerne af partiet. De møder og samtaler bragte mig langsomt frem til erkendelsen af – som også er overskriften – at uden Gud, Konge og Fædreland hænger Danmark ikke sammen.

Jeg erhvervede en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være konservativ og af de værdier, som præger et konservativt samfund, en konservativ stat og tilsammen et konservativt fædreland. Det satte sig i mig og har præget mit engagement i samfundet siden.

Af dem jeg mødte, var blandt andre Søren Pape, Rasmus Jarlov og Lars Barfoed. Som journalistisk leder i pressetjenesten var jeg involveret i arbejdet med folketingskandidaterne og afholdt kurser på blandt andet Dansk Arbejdsgiverforenings slot Egelund i Nordsjælland.

De lærte ikke mig så godt at kende, men jeg studerede dem. Og i Søren Pape så jeg et oprigtigt konservativt menneske. Det gjorde jeg også i Jarlov – i Barfoed not so much.

Konservative har det svært i Det Konservative Folkeparti
De oprigtigt konservative havde bare svært ved at blive valgt, for det parti, de repræsenterede, repræsenterede ikke dem på samme måde. Det var faktisk ret meget op ad bakke at være konservativ i Det Konservative Folkeparti. Sådan er det for så vidt stadigvæk.

Af de tre var det kun Barfoed, der blev valgt til Folketinget i den tid, jeg var der. Han blev relativt hurtigt udnævnt til minister. Det gik ikke så godt. Og siden hen sneg han sig til at blive partileder, da Lene Espersen gav op. I dag er han med hos Lars Løkke, og det – efter min vurdering – uden have flyttet sig en meter politisk. Han er dér, hvor han var for 20 år siden.

Derfor glædede det mig også, da man i skyggeledelsen af partiet i 2014 fik nok af Barfoed, som havde smidt ti mandater ved folketingsvalget i 2011, og ledte efter en afløser. Den nuværende fungerende formand Michael Ziegler blev spurgt først og sagde nej. Andet-valget Søren Pape Poulsen sagde ja. Som jeg så det, var det et langt bedre valg end Ziegler.

Det havde mulighederne for sig, og ved folketingsvalget året efter i 2015 blev både Søren Pape og en anden af mine darlings fra kandidat-seminarerne Rasmus Jarlov indvalgt i Folketinget. Så selv om partiet gik to mandater tilbage og heller ikke gav valg til Pernille Vermund i Nordsjælland, mente jeg, at kimen til at gøre Det Konservative Folkeparti konservativt var sået.

Uforløst
Det gik ikke så let, hverken for Pape eller for Jarlov. Den ene blev leder. Den anden blev kontrær. Valget i 2019 gav dog noget oprejsning til partiet. Katastrofen efter Lene Espersens og Barfoeds mishandling af partiet blev delvist afbødet med en fremgang på seks mandater til 12, og Venstres tumultariske ledelseskrise kastede mere af sig i meningsmålingerne i årene efter.

Så muligheden var der, men den blev ikke grebet. Formuleringen af den borgerlige renæssance kom ikke ud over rampen.

I stedet fik vi klimakamp og grøn omstilling italesat af partiets nordsjællænder Mette Abildgaard i et sprog og i en politisk kontekst, som var meget svær at skelne fra venstrefløjens.

Og der står partiet i dag. Det har mistet en formand, der havde det i sig. Vi har mistet et menneske, som havde så meget at give til de folk, han omgav sig med.

Den borgerlige renæssance er uforløst – spørgsmålet er om Det Konservative Folkeparti kan løfte vægten af historiens fordring. Partiet har ikke evnet det hidtil.