I valgkampen 2022 er der næsten lige så mange farver på paletten, som der er på den verdensmålsnål, flere af kandidaterne stoltserer rundt med. 

Primærfarverne rød, blå og grøn tegner konturerne af det politiske landskab. De to første som blokke, der ikke står knivskarpt, men fortoner sig ind i hinanden og risikerer at ende som totalt udvandede udgaver af sig selv i bar iver efter at være midtsøgende. De er naturligvis i denne besynderlige tid, vi lever i, garneret med forskellige afskygninger af grøn. Og et dyp af lilla kan også blive svært at undslå sig.

De ræverøde
Klæder skaber folk. Også i politik. De røde og de ræverøde feministiske partiledere har i denne sæson optrådt mere i grønt end i (lyse-)rødt. 

Statsministeren erklærede for snart længe siden, at hun var rød, før hun var grøn. Nu er de røde blevet grønne som vandmeloner. Ja, selv skatteministeren i det røde kabinet påstår, at han er din grønne skatteminister på valgplakaten.

For Danmark skal være en, ikke som nabolandet Sverige humanistisk stormagt, men en grøn ditto. Intet mindre.

Den tidligere SF’er, radikaler og miljøminister Ida Auken, er nu blevet sosse med lysegrøn valgplakat og devisen Klima – håb – handlekraft.  Håbet er blandt andet, at Danmark får verdens mest klimavenlige landbrug. Og det, selvom håb ikke er en strategi, som vi har lært under denne regering, og Auken ikke står opført som klimaordfører (sic!) på Liste A. 

Skarpt sekunderet af SF, Enhedslisten og Radikale Venstre har de fire grønne ryttere nu redet deres til tider apokalyptiske klimakæphest igennem længere tid.

I 2019 blev det hurtigt politisk selvmord at tale klimaalarmister midt imod. Det var lidt ligesom, når amerikanske politikere ikke kan sige, at de ikke tror på Gud. Det ville ikke engang Donald Trump vove. Klimaskeptikere er vor tids kættere.

En meget omtalt meningsmåling bestilt af Dansk Naturfredningsforening har vist, at det, der bekymrer danskerne mest, er sundhed og økonomi – tilsyneladende skarpt fuld af klima. Tilsyneladende, fordi undersøgelsen ikke opgiver den akutte energi- og forsyningskrise som særskilt svarmulighed, og det kan undre. 

For nu falmer skoven trindt om land. Og snart kommer vort mismods vinter, hvis ikke vi, her mener jeg vælgerne, som de er flest, kan varme stuerne op og få – varm – mad på bordet, fordi energiforsyningen er lidt, som vinden blæser.

Den grønne omstilling, der før ikke kunne gå hurtigt nok, koste, hvad det koste ville, har fået nogle nuancer i den senere tid. Ikke så meget i den røde blok. Men måske i den blå. 

A-kraft betyder for Socialdemokratiet ikke atomkraft. “Sig nej, sig nej til nye teknikker” og “Sig nej til atomkraft” sang Gnags i 1976. I 2022 fastholder klimaminister Dan Jørgensen det nej.

Greta Thunberg, den yderste venstrefløjs ikon og plakatsøjle for FN’s klimapanel, har ellers lige i et interview med Tagesschau, tysk nyhedstjeneste, erklæret, at det ville være forkert at lukke atomkraftværker i Tyskland. Den nye blå-gule regering i Sverige er enig: For stabil elforsyning kan ikke basere sig på vindenergi. Det skal alene være et supplement i Sverige, også indtil de nye reaktorer, de planlægger hinsidan, kan åbne. 

Selv klimaaktivisten over dem alle – svenske Greta med den stjålne barndom og histop og kom herned – kan indse, at det er vigtigt at få stabil energiforsyning her og NU. Til sammenligning er der vist – var det ikke 10 års – respit på jordens klimaundergang.

Kan blå blok?

Blågrønne nuancer
Grøn er faktisk Konservatives partifarve. Man kan godt være grøn, selvom man er blå, sagde de i 2019. Nu er det, som om kerneværdierne er kommet i fokus, og de ikke er så grønne, så det gør noget. Pape talte under partilederdebatten mest om danskernes aktuelle penge- og energiproblemer og om den skrantende ældrepleje. 

Ifølge Dan Jørgensen er Venstre at sammenligne med en valnød, der er grøn udenpå, men brun indeni, hvad han så mener med den metafor. Uanset hvad er partiet ikke lysende klar i spyttet om den grønne omstilling – især ikke ude i den danske muld. På den ene side er det en god idé med CO2-afgift på landbruget, men pengene skal kanaliseres tilbage til samme landbrug, og arbejdspladser og fødevareforsyninger skal forblive intakt. På en og samme tid. 

Farven lilla
Rødnæb og blåstak er navnet på to danske fisk af samme art. Rødnæbbet er hunnen og blåstakken hannen. De er ganske vist som udgangspunkt henholdsvis røde og blå, men de kan skifte farve og sågar køn, hvis det skulle vise sig opportunt. 

Jeg er farveblind, har Lars Løkke Rasmussen koketteret med.

Nu har Lilla-Lars så dannet Moderaterne og kører igen landet tyndt i en autocamper, denne gang for at male byen lilla. Den nye partifarve lilla er en blandingsfarve – af rød og blå, såmænd.

Men hvem er Moderaternes høvding egentlig? Spørgsmålet er, om han ikke bare er en slags radikal. Partifarverne magenta og lilla minder til forveksling om hinanden. 

Moderaternes søsterparti i Sverige, Moderaterna, havde Frederik Reinfeldt som leder i 2014. Han var manden i midten, der nægtede at samarbejde med Sverigedemokraterna. Her otte år senere er Moderaternas Ulf Kristersson blevet statsminister og det med SD som støtteparti.

Lars Løkke Rasmussen tog som statsminister til Marrakesh i 2018, da hans daværende udlændingeminister, Inger Støjberg, ikke ville. Løkke underskrev den kontroversielle Marrakesh-aftale om migration og migranters rettigheder og lagde dengang vægt på, at der var tale om en symbolsk gestus. Nuvel, her i 2022 undsiger Moderaternes Lars så Venstre-Lars’ tidligere politik om burkaforbud og påbud om at ville besegle tildeling af dansk statsborgerskab med et (fast) håndtryk som værende symbolpolitik.

Inger Støjberg har for længst bekendt kulør. Hun har kaldt sit nye lyseblå parti for Danmarksdemokraterne, og har tidligere haft møder med det svenske søsterpartis Jimmie Åkesson, da andre ikke ville. Hun forfægter retten til at sige nej tak til en hjemmehjælper med muslimsk tørklæde i eget hjem, mens de andre blå har diskuteret frem og tilbage, hvem de skulle være liberale over for: plejeren eller den plejekrævende. Hun er skeptisk over for det røde kabinets nye forslag om en CO2-afgift på landbruget. 

Tænk, at jeg skal fremhæve Sverige, men her kommer det: I Sverige siger den nyslåede statsminister, at hans blå regering skal kunne samarbejde med alle, selvom de er uenige. 

Danmarks, eller nærmere LLR’s, Moderater vil udelukke yderpartierne. Det er det, samarbejde på midten betyder. 

Ja, dansk politik består efterhånden af en broget skare.

Hvad skal man som vælger stille op denne gang? 

Der er for mange blålys. For megen skæg og blå briller. Og for foruroligende lidt sund skepsis og for megen tillid – til at leoparden kan ændre sine prikker i valgkamp 2022. 

Man må krydse fingre for, at vælgerne tænker sig om en ekstra gang og nærstuderer partiprogrammerne. Selvom det er lige så spændende som at se maling tørre. 

Det gælder i særdeleshed dem, der er malet med den brede pensel og med et tyndt lag fernis, der lige netop skjuler ridserne. 

Krads lidt i lakken!