Valgkamp 2022 er ikke nogen værdivalgkamp per se.
Debatter om store værdipolitiske emner som kultur, dannelse og uddannelsesniveauets bedrøvelige tilstand visse steder her til lands, ytringsfrihedens stadigt snævrere grænser og antidemokratiske trusler mod Rigets og danskernes sikkerhed skorter det gevaldigt på.
Det smagte dog lidt af fugl, altså af værdipolitik, da partilederne under partilederdebatten skulle udskammes. En yderst populær eksercits i vor tid. Denne gang var det kødforbrug, der blev gransket.
Jo mere gris eller flatulent ko på gaflen, jo større klimasynder. Det var den underliggende præmis for partilederdebatten.
Hvis man havde en karakterskala for kødspiseri i landbrugslandet Danmark, ville en gennemført carnivor være dumpet. Mens en kødløs dag kunne få dig over dumpegrænsen. Lakto- og ovovegetarisme aspirerer til tocifret, og så alligevel ikke. For med hønseæg og komælk på menuen bevæger du dig i periferien af de stalde, der skal pålægges CO2-afgift.
At være et veganersvin, som SF’s Carl Valentins ”homie” med et oxymoron besynger ham i Valentins valgduet, er til UG med kryds og slange. Der var vist ingen af partilederne, der kom bare i nærheden af det.
Hos Inger Støjberg og Ludvig (en hund, red.) var der ingen kødløse dage – på nær når der blev serveret risengrød og pandekager, forstås. Heller ikke hos Søren Pape og Alex Vanopslagh. Mens Moderaternes Lars Løkke Rasmussen kategorisk, og som så ofte før, afviste at svare. Lidt ligesom når han bliver bedt om at afsløre, hvorvidt Moderaternes formand skal indgå i en tre- eller firekløverregering og med hvem i en valgkamp, der efterhånden er mere broget end en dansk malkeko.
Flere af de andre partiledere slog sig også lidt i tøjret. Selvom folketingspartierne med undtagelse af Liberal Alliance og Nye Borgerlige har stemt for den (over-)ambitiøse klimalov, der dikterer, at Danmark skal være både foregangsland og moralsk forbillede udi reduktion af drivhusgasser.
Men selv klimakrigeren over alle klimakrigere, fortaleren for at forsage kødet og al dets væsen, var ikke synderlig – lad os da bare på korpussprog kalde det – fast i kødet, da han skulle svare på, om han nu også levede tro mod egne idealer. Det gjorde Frie Grønnes leder ikke. Men Sikandar Siddique kunne dog hårdt presset røbe, at han var begyndt at spise mindre kød.
Ak ja, vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode forsætter.
Staldkamp
Hvis det står til den yderste venstrefløj, skal landbruget omlægges radikalt. Færre køer skal på græs eller sågar 86 procent udfases til de evige jagtmarker. Jeg ønsker at vise vejen, messer Alternativets leder, Franciska Rosenkilde.
I Venstres partiprogram skal man lede længe efter Landvenstres kernestof, altså landbruget. Det er langt mere Byvenstre, programmet henvender sig til med sine visioner for især klimaet. Formanden Jakob ”jeg-elsker-bacon” Ellemann-Jensen, gentager igen og igen med et citat fra programmet: Vores børn må aldrig spørge os, hvorfor vi ikke tog klimaet alvorligt.
Jeg foranlediges her til at citere fra Dan Turèlls digt Der er så dejligt ude på landet:
Der har vi rod. Der har vi roer og der har vi ro.
Derfra hvor bacon kommer
dertil vi tar hver sommer…
Inger Støjberg og Mai Villadsen debatterede landbrug i førstnævnte brors stald, hvor de varmer op med hvem-er-mest-bondepige-med-slør-legen, kunne vi kalde den. Der bliver talt om familiestamtræer og ungdomskærester og Kibæk (ikke at forveksle med Quebec, trods hendes globale udsyn), hvor Villadsen er fra.
Ikke overraskende fremstår Støjberg som den mindst urbaniserede af de to selverklærede bonderoser efter den indledende runde. Jeg har aldrig smagt plantefars, fastslår hun, og det tror man på. Plantefars er godt, smiler Mai Villadsen, for hvem den grønne omstilling ikke kan blive grøn nok, eller hurtig nok, polisk, og advarer om fossile tanker fra fortiden og forudser et grønt eksporteventyr.
Støjberg kalder hende mere hellig end paven, og dansk landbrug for klimaeffektivt og et af de bedste i verden. Og taler om at forbedre fodersammensætningen, om affolkning og nedlægning af landbrug og prisstigninger på fødevarer. Om at møde virkeligheden.
Igen har jeg lyst til at citere Dan Turèll, selvom han jo gik sin sidste tur gennem byen, altså København, samme digt, sidste vers:
Uden landet ingen bøf, ingen skinke,
intet æg, intet brød.
Selvom det så er kontorer i byen der afgør
hvor meget og for hvad og hvor længe den går.
Fabelagtigt
I Æsops fabel tager bymusen på landet for at aflægge landmusen en høflighedsvisit. Han kan ikke lide hverken maden eller miljøet. Så han skynder sig hjem og inviterer den forventningsfulde landmus til storbyen. Men ak, under besøget i residensen, hvor de to mus rigtig spiller på bordet, bliver festmåltidet, ikke insekter og plantebøf, men kage og anden sukkergodt afbrudt af en frygtelig larm. Og de er ved at blive spiddet, ikke af knivstikkere, men af huskatten og vagthundens spidse tænder.
Landmusen skynder sig hjem. Taknemmelig for sit simple, men trygge landliv. Hvad er Æsops morale? At bylivet ikke er for alle, at bymusen er hovskisnovski, og at de sande værdier er ude på landet, måske.
Uanset hvad, så står der 1-0 til landmusen.
Der er overvældende politisk flertal, efter kovendinger og en masse uld i mund, for at pålægge CO2-afgifter på landbruget. LA og – i 11. time – Moderaterne er også kommet ind i folden. Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er imod.
Problemet er, om kødproduktion omstillet til planteproteiner virkelig vil blive et grønt (eksport-) eventyr, eller om det kan gå hen at blive et veritabelt mareridt? Og koste arbejdspladser.
Desuden er det svært i et frit demokratisk land at detailstyre sine borgeres personlige valg, i dette tilfælde hvad de putter i indkøbskurven. Et forsøg på adfærdsregulering af forbrugerne med en app, så man i ulvetimen kan vælge plantefars til sin spaghetti i stedet for oksekød, er skudt til hjørne.
For i den virkelige verden forholder det sig sådan, at kun sølle 3,1 procent er vegetarer, heraf en ikke nærmere angivet del veganere. Ude i landet er der altså ikke så stor efterspørgsel efter grøntfoder, plantefars og melorme, som nogle politikere foregøgler sig.
Eller i Det Høje Tårn på Christiansborg. Her er gris og oste på komælk og fløde og æg i rå mængder, og så vidt ses af menukortet er kun en ret vegansk, så også Carl ”de kan kalde mig en feministisk, socialistisk planteæder” Valentin kan spise med. Det bliver noget af en grøn omstilling, når ”svinefabrikkerne” lukker.
Så ligesom fossile brændstoffer, selvom man kunne ønske sig det anderledes, er en vigtig del af nutidens energiforsyning, er det også alt andet end en fossil tanke fra fortiden, at danskerne elsker bacon. At lade, som om at virkeligheden er en anden, er som at servere luftsteg og vindfrikadeller med skysovs til.
Carl Valentin valgkampsrapper også om at practice what you preach – og det er jo sympatisk.
Men de politiske vinde blæser desværre i retning af et rules for thee and not for me, som amerikanerne siger. Også hvad angår den planlagte radikale grønne omstilling af landbruget og danskernes madvaner.
