Debat

06.06.22

Venstrefløjsretorik: Ih, hvor er det – latrinært!

Helle Birk: Toiletsprog er blevet normalt i dansk politik, og venstrefløjens profiler fører an i underlødighederne. Det er et tegn i tiden, og det vidner om sproglig armod, at vulgære bemærkninger åbenbart er vejen til politisk gennemslagskraft i de kredse.
Foto: Adobe Stock
Foto: Adobe Stock

Burgøjseren i Buster Larsens skikkelse beklagede sig højlydt over skatter, afgifter og manglende personfradrag dengang i 1960’erne. Det var spidsborgeren, der blev spiddet i den populære ugerevy Hov-hov. Det ganske land lo højt af denne patetisk pengepugende patriark. Især når han, hvad der var chokerende efter datidens målestok for høvisk tale, blev latrinær og kaldte fædrelandet for et lorteland. 

I dagens Danmark tales der meget om tidens grove og hårde tone, der angiveligt afholder de særligt sårbare fra at blande sig i den offentlige debat. Det er, må man forstå, et demokratisk problem. Flere politikere ser i hvert fald splinten i – de andres øjne. Således har landets statsminister plæderet for en god og ordentligt tone på sociale medier og opfordret til, at Folketinget kunne gå foran og vise det gode eksempel. Pernille Skipper følte sig på et tidspunkt knækket, fordi tonen på Facebook – mod hende selv – blev for hård (se her og her). 

I Folketingssalen er tonen urban. For det dikterer Folketingets forretningsorden, de folkevalgtes svar på Emma Gads Takt og tone, at den skal være. Men uden for Christiansborgs tykke mure kan man ikke sige, at politikerne går foran udi at holde kammertonen. Og det er især på den værdipolitisk yderste venstrefløj, der gås til stålet. 

19. maj i år glimrede samtlige Frie Grønne ved deres fravær, da der skulle stemmes om eget lovforslag om en af partiets søjler, plantebaseret og klimavenlig mad i offentlige kantiner. Resultatet blev, at ingen stemte for, mens hele 98 brugte deres dyrebare tid på at stemme imod forslaget. Det vil visse nok mene er en hån imod demokratiet. Nogle ville kalde det en svinestreg, andre sågar for skidetarveligt. Selv bagatelliserede Sikandar Siddique det som “en pisseærgerlig fejl”, begrundet i at partiet kun har tre medlemmer.

S.S.D.D 
“I Afghanistan er det Taliban, der dikterer kvinders påklædning. I Danmark har vi Pia Kjærsgaard til at fortælle kvinder, hvordan de bør klæde sig. Om du vil tvinge en kvinde til at bære tørklæde eller du vil tvinge det af hende … same shit, different country!”

At den radikale ligestillingsordfører Samira Nawa skrev sådan på Twitter for nylig, kan undre. For det ligner en parafrase over Stephen Kings Jonesy og Henrys valgsprog i Dreamcatcher, en murstensroman, der handler om to amerikanske, politisk ukorrekte midaldrende mænd, der elsker jagt og madpakker smurt af konen og direkte adspurgt om, hvordan deres dag har været, responderer med et SSDD – “Same Shit, Different Day”. 

Ydermere bruges den latrinære parafrase til at lave en falsk analogi mellem Taliban og det nye Afghanistan – hvor kvinder og pigebørn i den fødedygtige alder, der, hvis de partout vil ud i det offentlige rum og i skole, skal gøre det kønsopdelt og med tørklæde, og som nogle derfor ville betegne som et lorteland, eller, mere nymodens, et shithole country – og Danmark og en demokratisk valgt politiker og tidligere formand for Folketinget. Under Folketingets afslutningsdebat tog Sofie Carsten Nielsen ikke afstand fra sin ordførers latrinære retorik, efter at Pia Kjærsgaard ellers direkte havde opfordret til det. 

(Uden tweetets latrinære islæt har Samira Nawa efterfølgende i en kronik i Jyllands-Posten blæst til frihedskamp fra yderligtgående, politiske kræfter, der vil tvinge tørklædet af kvinder. Hvordan det EU- og konventionstro parti kan få kampen for hijabben til at harmonisere med de EU-domme, der tillader arbejdspladser at forbyde tørklædet – og at fyre kvinder, der ikke overholder forbuddet, og hvorvidt det gør EU til en lorteunion – er en anden snak.) 

For at sikre en god omgangstone har Radikale Venstre, efter at flere fremtrædende medlemmer har optrådt i modstrid med almindelig god opførsel, fået en samværspolitik. Det indebær blandt andet, at krænkende skriftlige meddelelser på SoMe er strengt verboten for en radikaler. Men som det latrinære talibanertweet med al tydelighed viser, opnår politiske modstandere ingen beskyttelse, når der skal slås et slag for kernevælgerne.

På samme måde var integrations- og udlændingeordfører Kathrine Olldag efter eget udsagn ”pissed” over regeringens planer om asylbehandling i Rwanda, og den formulering ville hun gerne citeres for. Nu kan pissed jo både betyde pissefuld og pissesur, alt efter om man betjener sig af britisk eller amerikansk vulgærsprog, men mon ikke det var det sidste, hun mente?

Fylder de store sko godt ud
Hos Enhedslisten blev stilen lagt, da den forhenværende politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen gik helt fra koncepterne over, at Thorning-regeringen prioriterede skattelettelser med sin ulighedsskabende politik og, sagt med den ikke så børnevenlige sprogbrug, havde “pisset på vælgerne”.

Det er et årti siden nu. Men de, der kom efter, har løftet arven på forbilledlig vis. 

Yndlingsverbet er fortsat at pisse. Og integrationsordfører Rosa Lund bruger det så pittoresk, når hun i et debatindlæg i Politiken analyserer sig frem til, at den selvsamme regering, som Enhedslisten er støtteparti for, pisser på flygtninge og klager over lugten. Man kunne jo spørge ordføreren om, hvornår Enhedslisten gør andet end at holde sig for næsen?

Buster Larsens latrinære satire var rettet mod den spidsborger, der råbte “lorteland”, ikke mod Danmark. Sådan er det ikke i dag. Latrinært lingo er blevet et retorisk magtmiddel for – især – den værdipolitiske venstrefløj. Og den åbenlyse hensigt med rendestenssproget er at signalere moralsk overlegenhed og retfærdig harme over Danmarks og flertallet i Folketingets angiveligt inhumane og umenneskelige udlændingepolitik. 

Man skulle tro, at vælgernes respons ville være negativ. For latrinært sprog udspyet i et skingert toneleje er altså ikke et validt argument for noget som helst. Det er derimod et tegn i tiden på stigende vulgarisering og sproglig armod.

Og skal der virkelig ikke mere til end at hælde en følelsesladet, verbal toiletspand ud over sine politiske modstandere for at blive en populær politiker blandt vælgerne på den yderste venstrefløj? 

Tilsyneladende ikke.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter