I flere interviews har statsminister Mette Frederiksen erklæret, at et kommende forbud mod koranafbrændinger “ikke er en glidebane”, hvilket justitsminister Peter Hummelgaard samt flere andre da også har sekunderet. Som så meget andet i forhold til regeringens kaotiske forsøg på at kommunikere sig ud af sit knæfald for diktaturstater og terrorister er det imidlertid faktuelt forkert. Den glidebane, som regeringen taler om, er ikke nogen teoretisk eller fremtidig konstruktion, den har været sørgeligt virkelig i årtier.
Meget kan siges om Muhammed-tegningerne, men den juridiske ret til at trykke dem blev aldrig anfægtet. I praksis så trykker de fleste medier – med få prisværdige undtagelser – dem ikke, selvom de ville være indlysende som illustration til enhver artikel om emnet. Ligeledes forekommer det utænkeligt, at nogen dansk bladtegner i dag ville lægge navn til en tegning af Muhammed, som 12 gjorde i 2005. Voldsmandens veto er effektivt i den henseende.
Lidt længere ned ad glidebanen kom vi med regeringens modvilje mod at undervise i Muhammed-krisen i folkeskolen. Regeringen jamrede og slog sig i tøjret, men når man skærer igennem den elendige kommunikationshåndtering og al udenomssnakken, som også prægede den sag, er der ingen tvivl om at den eneste grund til denne påfaldende udeladelse er frygten for voldsmandens veto. Her gik vi altså fra, at private medier undlader at trykke tegninger, til at offentlige institutioner ikke tør pålægge skoler at undervise i indlysende oplagte emner.
Nu er vi så kommet til den logiske fortsættelse. Her er ikke længere tale om, at private medier underkaster sig terrorfrygt eller undlader at pålægge skoler at undervise i oplagte historiske problematikker. Nu går danske politikere skridtet videre og fratager danske borgere deres ytringsfrihed, fordi man frygter voldsmandens veto.
Og hvad værre er: Regeringen har valgt en ekstremt farlig strategi for dette, som kun gør det nemmere for diktaturstater og terrorister at presse flere indrømmelser igennem. Man har valgt at fokusere benhårdt på egne medlemmers massive afsmag for ytringernes indhold i stedet for at fordømme terror og angreb på danske organisationer og interesser og forsvare ytringsfriheden.
I stedet er fokus benhårdt lagt på, at man ikke kan lide brændende bøger. Men pointen med ytringsfriheden er netop, at den tjener til at sikre retten til at fremsætte holdningstilkendegivelser, som de færreste er enige i, og de fleste finder overflødige, grove og provokerende. I forbindelse med Muhammed-krisen var Anders Fogh Rasmussens forsvar for ytringsfriheden ikke altid lige konsistent, men det lå dog som en konstant understrøm under regeringens håndtering. Man kunne være fan eller det modsatte af tegningerne, men retten til at lave sådanne i et frit land som Danmark var ikke til diskussion.
I dag har regeringen effektivt flyttet debatten om, hvorvidt den danske ytringsfrihed kan begrænses af trusler, til hvilke ytringer man skal give efter for. Kan Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard ikke lide bogbrændinger? Jamen så skal vi da have en lov, der potentielt sender iranske flygtninge, som protesterer mod regimets brug af religionen, i fængsel.
Så ikke alene er det endnu et skridt ned ad den glidebane, som vor utroværdige og kaoskommunikerende regering benægter eksistensen af. Det er også – hvilket er værre – en internalisering af voldsmandens logik, hvor man nu skal høre danske politikere forklare, at potentielle terrorofre som Firozeeh Bazrafkan og Rasmus Paludan bør betragtes som kriminelle, fordi de bruger deres ytringsfrihed på en måde, som diktaturstater og totalitære massemordere ikke bryder sig om.
Vi “risikerer” ikke en glidebane. Vi var allerede godt på vej ned ad den, allerede inden regeringen besluttede at sætte turbo på rutsjeturen.
