I en kommentar i Weekendavisen (20.12.2022) har Frederik Stjernfelt stillet krav om oprettelsen af Danmarks Frie Universitet. Han mener, at vi nu bør have et universitet, som er frigjort fra snæver statslig styring, og som derfor også er økonomisk uafhængigt af staten. Det skal i stedet understøttes af nogle af Danmarks store fonde og af en vis studenterbetaling.

Når Stjernfelt stiller dette forslag netop nu, hænger det sammen med, at det nye regeringsgrundlag bebuder nedskæringer på en lang række kandidatuddannelser fra to til et år, samtidig med at de skal være endnu mere joborienterede. Men overordnet set er det blot kulminationen på, hvorledes de skiftende blå og røde regeringer har ført universitetspolitik de seneste årtier. Man har i stadig højere grad styret efter snævre økonomiske kriterier og med henblik på at gøre kandidaterne egnede til arbejdsmarkedet. 

Til gengæld har man givet køb på det traditionelle universitetsideal: at universiteterne skal værne om samfundets dannelse. At de gennem forskning skal sikre den bedst mulige viden om verden og vor situation i verden, samtidig med at de gennem formidling gør denne viden tilgængelig for borgerne. I dette perspektiv er det mennesket og borgeren, der er målet, ikke kun arbejderen.

Det er altså for at sikre det traditionelle universitetsideal, der har den højeste viden og den almene dannelse som mål, at Stjernfelt ønsker et universitet, som er frigjort fra statslig styring, og som i stedet er afhængigt af private fonde. Men er der grund til at tro, at sådanne fonde vil være mindre interesserede i at gribe ind i universiteternes indre affærer? Det er et spørgsmål, som kun erfaringen kan besvare; og der er vel næppe grund til at tro, at erfaringen her er helt entydig. 

Men der er et andet spørgsmål, som er endnu vigtigere, og det er spørgsmålet om, hvorvidt vi får den bedst mulige forskning, hvis universiteterne får den frihed, som de ønsker. Hvis universiteterne får frihed til selv at bestemme, hvad der skal forskes i, og hvorledes der skal forskes, får vi så den forskning, som giver os det sandest mulige billede af verden og af vor situation i verden?

For at kunne besvare det spørgsmål må vi først gøre os klart, hvilke krav der skal opfyldes af en forskning, som skal nå det mål. Som minimum kræves to ting. For det første konsistens; og for det andet, at ens resultater skal kunne efterprøves. Andre skal komme til samme resultat, når de gentager ens observation eller eksperiment. Det er principielle krav til gyldig videnskab; og man kan ikke konsistent udelukke, at de kan opfyldes.

Spørgsmålet er så, om vi fra universiteterne vil få en forskning, som opfylder disse krav, hvis vi giver universiteterne fri. Stjernfelt anerkender selv, at der på visse studier har udviklet sig miljøer, som forbrød sig imod kravene. Miljøer, som var bundet op på socialkonstruktivismen og andre selvmodsigende teorier om, at objektiv sandhed ikke findes, eller som hævder ”politisk korrekt nonsens, hvor resultaterne er givet før data”. Men Stjernfelt taler om disse forskningsmiljøer, som om de hører fortiden til. Deri kan jeg ikke følge ham. For mig at se er de stadigt levende, og i visse hjørner af universitetsverdenen har de fortsat stærk indflydelse. Det gælder både på de offentlige universiteter i Danmark og på de bedste private universiteter i USA. Og den indflydelse rækker også ind i den offentlige debat.

Det er ikke politikerne, der har krævet, at universiteterne skulle gå den vej og opbygge forskningsmiljøer, som benægter rationalitetens universalitet, og som derfor undergraver selve betingelserne for objektiv forskning. Det har universiteterne selv gjort med deres egen udnyttelse af forskningsfriheden. Og når universiteterne, som de er nu, ikke har været i stand til gennem fri diskussion selv at udradere sådanne forskningsmiljøer, hvorfor skulle man så tro, at de ville være det, hvis de fik større formel frihed?

Det er for mig at se det alvorligste problem. Stjernfelt ser det, men undervurderer det. Det er væsentligere end problemet med den politiske indblanding i universiteternes styrelse. For når universiteterne undergraver den rationelle forpligtelse, så undergraver de ikke kun deres eget værdigrundlag, men de undergraver også det grundlag, som demokratiet i sidste instans bygger på. Og de undergraver det grundlag, hvorpå vi skal diskutere spørgsmålet om forskningsfrihedens forudsætninger. I den situation bliver det en almindelig borgerpligt at forsvare rationaliteten imod det angreb, som den er udsat for fra universiteternes side – når universiteterne nu ikke selv er i stand til det.

At Stjernfelt undervurderer problemet med universiteternes svigt af deres rationelle forpligtelse, hænger sammen med hans ensidige fokusering på problemerne omkring den politiske styring af universiteterne. Således skriver han dramatisk, at hvis SVM-regeringen får gennemført sine idéer, så vil ”friheden til at studere for eksempel filosofi, psykologi, historie, litteratur, sociologi og meget mere på højeste niveau være pist væk”. Men er det rigtigt? Man kan ikke gennemføre eksperimenter i højenergifysik uden kostbare investeringer, men meget af det, som Stjernfelt nævner, kan studeres, blot man bruger sit hoved – og de offentlige biblioteker. Det gælder i hvert fald filosofi. Her kan man for eksempel spørge, om der er grund til at anse Villy Sørensens humanvidenskabelige studier for at være på et mindre højt niveau, fordi de foregik uden for universiteternes rammer.

Og for mit eget vedkommende gælder, at min indre trang til at konfrontere de dybeste filosofiske problemer med mit eget hoved – og det på højeste niveau – tvang mig væk fra universitetet og dets snævre åndelige rammer. Dér var ikke det niveau, som jeg var forpligtet på at søge. Dér var i stedet den konformisme, som følger af, at det universitære meriteringssystem ikke kan blive bedre end de mennesker, som udfylder det. Derfor kan man heller ikke slutte, at jeg ikke har studeret – tænkt – på højeste filosofiske niveau, blot fordi jeg har tænkt uden for universitetets rammer. 

Det afhænger af en selvstændig bedømmelse af min filosofiske tænkning, som den nu er fremlagt i bogen Den rene fornufts struktur (se mere her, red.). Enhver, der kan tænke, står frit for at tænke bogen efter og foretage sin bedømmelse. Og spørgsmålet er så specielt, om man på universiteterne har det niveau, som kræves for en sådan tænkning.