En fast bestanddel af enhver valgkamp er fortællingen om ”manglende ligestilling” i politik. Alle større medier beretter om underrepræsentation af kvinder og spørger eksperter, hvad kønsskævheden på Christiansborg dog kan skyldes.
Ritualet sker med udgangspunkt i det feministiske undertrykkelsesnarrativ. Når andelen af kvinder i Folketinget er mindre end 50 procent, må det skyldes kønsdiskrimination. Ingen anden forklaring er mulig, og derfor er der ingen grund til at bruge tid på at overveje, om der kunne være andre årsager.
I de kommende uger vil vi derfor blive præsenteret for artikler, der i stedet for at forholde sig til virkeligheden forholder sig til fortællingen om kvinders undertrykkelse i politik.
En ny optælling foretaget af Institut for Menneskerettigheder giver ellers et praj om, at tingene måske ikke er, som de feministiske kamporganisationer og de store medier forestiller sig. Instituttet har set på kandidaterne til det kommende valg og fundet, at kvinder udgør 38 procent af kandidaterne. Et tal, som aldrig har været højere.
”Det stigende antal kvindelige kandidater viser, at der i højere grad bliver lige adgang til magten i vores samfund. Det er godt for ligestillingen og for demokratiet,” siger Morten Emmerik Wøldike, leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med køn og LGBT+, til instituttets hjemmeside.
Lige adgang? Det vender vi tilbage til.
Institut for Menneskerettigheder forholder sig ikke til kvinders andel blandt partiernes medlemmer. Hvilket måske skyldes, at den ikke harmonerer med fortællingen om kvinders undertrykkelse. Sammenholder man de to andele, opstår et billede, som ikke passer ind i historien.
Kvinder udgør 32 procent af partiernes medlemmer. Når 38 procent af kandidaterne til valget 1. november er kvinder, er kvindelige kandidater således ikke underrepræsenterede på stemmesedlen, men overrepræsenterede. Helt præcist er der 18,75 procent flere kvindelige kandidater til det kommende valg, end kvinders andel blandt partiernes medlemmer berettiger.
”Jojo,” kunne undertrykkelsesfortællingsforkæmperen indvende, ”det er meget godt, men hvad nytter det, at kvinder opstilles oftere end deres andel godtgør, hvis ikke de vælges?”
Men også her tegner virkeligheden et billede, som ikke stemmer overens med fortællingen om kvinders undertrykkelse. Ja, det er mildt sagt, for virkelighedens historie er nærmest den modsatte.
Det seneste valg, hvor kvinder blev valgt i ringere grad, end de stillede op, var i 1987. Ved samtlige valg siden har kvinders andel af valgte været større end kvinders andel af kandidater. Ved valget i 2019 udgjorde kvinder 34,3 procent af de opstillede og 38,9 procent af de valgte.
Intet tyder altså på, at vælgerne diskriminerer kvindelige kandidater. Tværtimod. I mere end 30 år har kvinder konsekvent opnået en større andel blandt de valgte til Folketinget, end kvinders andel blandt kandidater berettiger.
Hermed kan vi vende tilbage til Morten Emmerik Wøldikes udsagn om, at ”det stigende antal kvindelige kandidater viser, at der i højere grad bliver lige adgang til magten i vores samfund”.
For hvor lige er den adgang egentlig? Kvinder opstilles i højere grad, end deres medlemsandel berettiger. Kvinder vælges i højere grad, end deres opstillingsandel berettiger. Betragtede man det på samme måde, som feminister betragter kønsskævheder, når disse er i kvinders disfavør, ville man med det samme slutte, at vi har at gøre med et ligestillingsproblem; at adgangen til magten ikke er lige, men lettere at opnå, hvis man er kvinde, end hvis man er mand.
Nu er det naturligvis ikke sådan, feminisme fungerer. Der gælder ét sæt af regler, når kvinder klarer sig dårligere end mænd, og et ganske andet sæt, når mænd klarer sig dårligere end kvinder. Derfor kommer vi ikke til at se en eneste feminist sætte spørgsmålstegn ved kvindelige kandidaters dobbelte overrepræsentation, først på stemmesedlen og siden blandt de valgte.
Det samme gælder Morten Emmerik Wøldike, og det fremgår da også af hans udtalelser på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside. Som et skib med sænket anker er Wøldike fast forankret til fortællingen om kvinders undertrykkelse og forholder sig ikke i så meget som en bisætning til, at kvinder opstilles opstilles oftere, end deres medlemsandel berettiger, og vælges oftere, end deres kandidatandel berettiger. Formentlig fordi det ikke harmonerer med undertrykkelsesfortællingen.
Vi står i en besynderlig situation. Det er lettere for kvinder end for mænd at blive opstillet til folketingsvalg. Det er også lettere for kvinder end for mænd at blive valgt til Folketinget. Til trods herfor domineres de store medier af en fortælling om ”manglende ligestilling” i politik, som holder kvinder uden for indflydelse, mens mænd takket være ulige adgang mæsker sig i magt.
”Men der er jo færre kvinder i Folketinget end mænd! Det ændrer kvinders fordele ved opstilling og valg ikke på!” kunne en stædig forkæmper for undertrykkelsesfortællingen påpege.
Hvortil man ville svare med en henvisning til kvinders andel blandt partiernes medlemmer.
Vi har et system, som gør kvinders andel af kandidater større end kvinders andel af medlemmer. Vi har et system, som gør kvinders andel af valgte større end kvinders andel af kandidater. Hvis der sker nogen form for strukturel undertrykkelse, virker den til kvinders fordel. De eneste, der står i vejen for kvinders repræsentation i Folketinget, er kvinder selv. Partierne diskriminerer dem ikke, tværtimod. Vælgerne diskriminerer dem ikke, tværtimod. Dørene står ikke bare pivåbne. De holdes galant af både partier og vælgere. Det eneste, kvinder skal gøre, er at træde ind ad dem.
Dén historie kommer du ikke til at høre i de kommende uger. For den passer ikke ind i den altdominerende undertrykkelsesfortælling. Men det er sådan, virkeligheden er. QED.
